Det er her ved de endeløse café-borde, de kolde hænder krampagtigt holder om deres caffelatte, mens de diskuterer, hvilket yoga-detox-retreat deres gluten-allergiske ADHD-børn skal på for at finde deres indre totemdyr, så de kan vokse op og blive lige så nytteløse som deres mor og far.
Sådan tænker en stor del af befolkningen (og ikke mindst populistiske politikere) om Østerbro i København.
Hey, jeg tænker selv sådan en gang imellem, og jeg er født og opvokset der.
Mit peak-Østerbro-øjeblik var forleden, da et par i en boghandel efterlyste en bog om lys til en navngivningsfest, da barnet skulle hedde netop Lys. Bogen skulle gives til en fest, hvor moderkagen skulle plantes i haven under et træ. Hvis det ikke var sket, ville man henkaste det for at være for karikeret.
Men Østerbro er selvfølgelig ikke kun det. Jeg er som sagt vokset op i kvarteret, og som alle andre, der faktisk bor her, elsker jeg det. Der er de største grønne områder i byen, vi har vandet og klassiske københavnerlejligheder, der er mange hundrede år gamle.
Og så har vi et fodboldhold. Det hedder B.93 og er en af de ældste fodboldklubber herhjemme. Før der blev indført professionel fodbold herhjemme, var de, og er det for så vidt stadig, en af de klubber, der har vundet flest mesterskaber.
I alt for mange år har de henslængt tilværelsen i de nedre divisioner, men i lørdags lykkedes det at rykke op til 1. division. Der er nye ejere i klubben, ny strategi, og man er begyndt at høste frugterne af at have en af de største børne- og ungdomsafdelinger herhjemme.
Men det, der mest slog mig, da vi fejrede oprykningen var, da tilskuerne på et tidspunkt taktfast råbte ’Østerbro, Østerbro’. Helt uden ironi. Her var det genkomsten af et kvarter, der altid bliver nævnt som centrum hver gang det lugter lidt af kreativ klasse, økologi, woke og kedsomlighed i almindelighed.
Det er med B.93 på en af de flotteste stadions i landet, Østerbro Stadion, lykkedes at skabe en stolthed og et sammenhold, der har manglet. På oprykningsdagen kunne man få økologiske sandwich (og en god gammeldags stadionpølse), og man kunne få fin fransk champagne. For fuck it, det er Østerbro også. Det er kvalitet og gode ting, og hvis man synes det er latterligt, er det her måske ikke stedet for dig.
Det kan lyde selvmodsigende, at et af de mest velhavende kvarterer har været nede i et hul, men det er umuligt at nævne, at man kommer herfra uden at skulle forsvare det.
Det er selvfølgelig ikke, fordi det er synd for eliten, at der bliver gjort grin med deres overophedede kvarter, men det er også okay ikke at skamme sig. Det er okay at gå op i kvalitet, spise økologisk, kalde sit barn Lys og begrave moderkagen. Der skal være plads til os alle i det her lille land.
Da vi rykkede op, sendte jeg en venlig tanke til min onkel, Jørgen Norsker, der var formand i klubben i 10 år. Han ville have elsket denne tilbagevenden til det bedre selskab. I de tynde år sad han der søndag efter søndag med 300 tilskuere, mens vi tabte, og tabte, og tabte. Da han døde for syv år siden, stod der under hele begravelsen en fanebærer fra klubben ved kisten.
Der er stadig traditioner og klubånd – selv i speltkvarteret.
Og tænk, hvis vi rykker det sidste stykke op i Superligaen. Nøj, hvor kommer de til at hade os…
