Hendes arbejdsplads har aldrig været helt almindelig. Gennem hele sin ungdom havde Louise Egestorp spillet elitehåndbold og været på ungdomslandsholdet. Som voksen havde hun spillet professionelt i både den bedste tyske og danske række i mere end 10 år. Nu var hun i en ny klub, og det var her, hun spillemæssigt havde det bedst. Og det var også her, hun blev gravid.
Allerede inden hun var kommet i de lykkelige omstændigheder, havde klubben forhørt sig, om det var i hendes planer. Måske fordi Louise Egestorp også i første omgang blev hentet til klubben som barselsvikar. Alligevel er det ikke tilladt for arbejdsgivere at spørge om. Hun havde spillet lidt over et halvt år i klubben og havde gjort det godt, og nu ville de gerne forlænge kontrakten, men de frygtede, at hun pludselig måtte på barsel.
”De sagde til mig, at de ikke var så meget for at give mig en flerårig aftale, for jeg var jo 27 år og havde en kæreste. Jeg blev helt paf og sagde: Spørger I mig om det? Og så sagde de: Lad os spørge på en anden måde: Hvor mange år tænker du, du har tilbage? Jeg sagde, at jeg lige havde spillet den bedste halvsæson i karrieren og mente, at jeg havde mange gode år i mig, og at jeg var værd at satse på.”
Klubben og Louise blev enige om at indgå en toårig aftale med option på et år mere. Men der gik omkring et år, og så begyndte Louises kæreste at bringe emnet børn på banen. Hun havde ikke selv overvejet det på det tidspunkt, men efter flere snakke frem og tilbage, besluttede de sig for, at tidspunktet var rigtigt.
Kort tid efter lykkedes det Louise Egestorp at blive gravid, og hun fortalte klubben det. De tog pænt imod beskeden, og Louise Egestorp havde en god barsel, hvor hun samtidigt havde tid til at skrive sit speciale. En måned før hendes søn, Niels, kom til verden, færdiggjorde hun sin uddannelse som Cand.scient i idrætvidenskab.
I slutningen af august, fem uger efter fødslen, ringede klubben til hende og sagde, at de havde fået et tilbud fra en anden klub, der gerne ville leje hende. Det var helt op til hende, om hun ville tage imod det. Louise Egestorp gik med til at holde mødet med den interessede klub den 8. september.
”Jeg ville se, om det var noget, jeg kunne se mig selv skifte over i med et lille spædbarn på armen. Men jeg kunne ikke overskue det. Jeg havde lige fået et barn og var ekstra følsom overfor at hive rødderne op og flytte arbejdsplads. Så jeg sagde nej tak.”
Hendes klub tog beskeden pænt, og sportsdirektøren fortalte, at de glædede sig til, at hun kom tilbage. De kunne godt have brugt pengene på lønbudgettet, hvis hun var blevet lejet ud, men de understregede, at det var hendes beslutning, og at de glædede sig til at se hende. Direktørens reaktion var en lettelse for Louise Egestorp.
Men ifølge Louise Egestorp ringede hendes agent, Sabine Pedersen, hende op to timer efter træningen.
”Hun fortæller mig, at hun er blevet ringet op af min træner, og at han ikke helt vidste, hvordan han skulle sige det, men om jeg godt vidste, at med det valg, jeg havde taget, betød det, at jeg ikke ville komme til at spille resten af sæsonen.”
Vi har spurgt agenten Sabine Pedersen om forløbet, og hun fortæller det en smule anderledes:
”Deres besked er, at der kun vil være to målmænd i kamp, og det gør, at de højst sansynligt ikke kommer til at satse på Egestorp, så hendes chancer for spilletid vil være svært at opnå. Det er derfor ikke en straf, fordi hun siger nej til den anden klub, men en meget hård og kontant besked i forhold til vilkårerne, så hun er bevidst om, hvad hun siger nej til og ja til.”
Hun fortæller dog, at det har været et hårdt forløb for Louise Egestorp, og at klubben godt kunne have håndteret det bedre.
”Man skulle fra starten af sat sig ned og lavede en plan for, hvordan man indslusede Louise stille og roligt. Jeg har forståelse for, at eliteidræt er et sindssygt hårdt miljø at være i, og det er noget, man bliver opdraget i fra en ung alder. Men det er klart, at når man lægger en graviditet oveni, så skal man være varsom med, hvordan man kommunikere, for man er ekstrem følsom. Og der har de ramt Louise Egestorp hårdt med den måde, de har skåret det ud i pap. Det kunne man have gjort anderledes.”
Dagen efter opkaldet til agenten, indkaldte træneren så Louise Egestorp til et møde. Hun var helt indforstået med, at hun ikke ville få sin plads tilbage med det samme. På det tidspunkt var hun stadig på barsel og slet ikke til rådighed. Hun havde blot glædet sig til at komme tilbage til holdet og træne. Men også det skulle vise sig at blive besværligt.
På det tidspunkt var sæsonen lige begyndt, og Louise Egestorp kunne se frem til næsten et helt år uden kampe. Forklaringen fra træneren var, at hendes tilstedeværelse ville skabe unødig uro i truppen på grund af konkurrencen. Men den forklaring forstod Louise Egestorp ikke.
”Alle i elitesport accepterer den benhårde præmis, at der altid er konkurrence om pladserne, og den, der spiller bedst, får pladsen. Sådan har det altid været i elitesport, og nu var den præmis vendt på hovedet som argument for, at jeg ikke måtte deltage på lige fod med de andre til træningerne,” fortæller Louise Egestorp og fortsætter:
”De havde taget den her beslutning, og den stod de ved, så de ville blot informere mig, så ikke jeg ville synes, det var mærkeligt, at jeg ikke kom i betragtning til kamp resten af sæsonen uanset mit niveau. De siger også, at når jeg nu ved det her, kan jeg jo holde noget mere barsel, hvis jeg hellere vil det. Og jeg siger, at det er jeg slet ikke interesseret i. Jeg har jo trænet hele min graviditet og alle ugerne efter for at komme tilbage til håndboldbanen.”
Beskeden fik Louise Egestorps verden til at vælte. Hele hendes ungdom og voksenliv havde kredset om tophåndbold, og nu var det taget væk. Hendes fundament smuldrede. Som nybagt mor stod hun pludselig med en helt række essentielle spørgsmål. Hvad skulle hendes identitet nu være, og ville hun overhovedet have mulighed for at finde en ny klub, når hendes nuværende ikke ville lade hende spille kampe, så hun kunne vise sig frem for en ny arbejdsgiver?
”Jeg tror langt de fleste, der får børn oplever at få en eller anden form for identitetskrise. Forstået på den måde, man skal til at finde ud af, hvem man nu er. Derfor gjorde det sindssygt ondt på mig at miste min håndboldidentitet, fordi håndbold var det eneste genkendelige for mig. Og så tog de det fra mig.”
Hun mener, at trænerens reaktion var et håb om, at hun ville tage noget mere barsel og derfor ikke ville belaste lønbudgettet, eller at hun skiftede mening og alligevel ville lejes ud. Hele situationen gav en stor følelsesmæssig reaktion.
”Jeg er bare ked af det. Jeg græder størstedelen af tiden, og jeg går rundt med en grundlæggende følelse af, at jeg aldrig bliver glad for mit liv igen.””
Trænernes beslutning om, at Louise Egestorp ikke skulle spille kampe gjorde også, at de bad hende om at blive væk fra træningerne op til kampene, da det ikke gav mening, at hun skulle være med til dem. Og hun følte hun sig i det hele taget forsøgt frosset ude.
Hun begyndte at få fysiske symptomer.
”Jeg kunne ikke sove om natten. Jeg havde hjertebanken, fik angstanfald om natten, og så græd jeg absurd meget. Hvis jeg lavede mad og tabte et løg på gulvet, begyndte jeg at græde ustoppeligt.”
Hvor alvorligt det egentlig stod til, blev tydeligt, da hun skulle til undersøgelse af sønnen Niels hos sundhedsplejersken. For da sundhedsplejersken var færdig med tjekke ham, sagde Louise Egestorp, at hun måske også skulle undersøges og screenes for depression, da hun ikke kunne kende sig selv.
Sundhedsplejerskens screening indikerede tydeligt depression, og hun opfordrede hende til at gå til lægen, og derfra blev hun sendt til udredning på psykiatrisk ambulatorie på Amager. Her blev hun diagnosticeret med depression i moderat grad, hældende mod svær grad. På ambulatoriet fortalte de hende, at man der ikke skelnede mellem at have en fødselsdepression eller anden form for depression. Behandlingen ville være den samme. Ofte udløber en depression også af flere sammenhængende begivenheder, der får livet til at vælte.
Hun sygemeldte sig fra klubben uden at nævne depression som årsag, indtil hun kom i behandling. Sammen med sin kæreste tog hun i sommerhus for at få luft og komme væk.
En dag modtager hun så en sms fra klubben, der spurgte, om hun var klar til at træne igen.
”Jeg sagde til min kæreste, at de garanteret skrev, fordi de havde brug for mig. De havde formentlig fået en skade. Det var jo et sindssygt dilemma, for jeg ville jo gerne så gerne have mit job tilbage.”
Louise Egestorp havde ret, viste det sig. Hun skrev tilbage, at hun kunne komme til træning et par dage senere. Trænerne sagde til Louise Egestorp, at de nu ønskede at være tre keepere alligevel, og her fortalte hun trænerne for første gang, hvad hun havde gennemgået.
”Jeg fortæller dem råt for usødet, at de fuldstændig havde væltet min verden, og at jeg havde fået en depression. Hvis mødet havde til formål, at jeg nu skulle komme tilbage og hjælpe, skulle de vide, hvad præmissen var. For jeg var syg og nødt til at tage højde for at blive rask først, og at jeg kunne blive nødt til at aflyse træninger, hvis jeg skulle til behandling.”
Ifølge Louise Egestorp kom meldingen som en stor overraskelse for trænerne. De beklagede meget og spurgte, hvad de kunne gøre for hende.
”Jeg sagde til dem, hvis de fremtidigt får graviditeter, må de aldrig byde andre mennesker, hvad de havde budt mig.”
Fra det det andet møde ændrede alt sig. Louise Egestorp kunne genoptage træningen.
I januar blev hun så taget til side af træneren, der fortalte, at hun havde gjort det så godt, at hun nu blev en del af kamptruppen igen. Louise Egestorp fik flere kampe, men kort tid efter måtte hun indse, at hun stadig ikke var klar til at spille håndbold på øverste niveau igen.
”Jeg var stadig for syg til at være i miljøet. Altså, det kunne godt være, at han sagde, at vi slår vi en streg over det, og nu behandler vi dig godt, men det, der var sket, tog meget længere tid at komme over end de par måneder.”
Når man spørger i hendes fagforening, Håndbold Spiller Foreningen, er det desværre ikke så usædvanligt, at spillere kan føle sig presset, når de bliver gravide.
”Det er heldigvis sjældent, at det går så galt som her, men vi ser det hele tiden under overfladen. De her graviditeter er ikke noget, klubberne er specielt begejstret for. Nogle gange kommer det direkte til udtryk, og andre gange kan det ligge i nogle uudtalte ting, som skaber et forventningspres,” fortæller Torben Vinther, der er direktør i foreningen.
Men kan Louise Egestorp blot have fejlttolket situationen. Det, hun følte som udelukkelse, var måske blot klubben, der tog hensyn til, at hun var nybagt mor, og derfor ville have svært ved at komme i startopstillingen. Kan det være et definitionsspørgsmål?
”Det er ret entydigt kontraktligt. Man må ikke forskelsbehandle. Spillerne skal deltage på lige fod, så med mindre at de har aftalt det med spilleren, må man ikke afholde dem fra at træne med de andre.”
Men kan du forstå, klubberne kan være presset – på lønbudgettet og med holdopstillingen?
”Jeg forstår godt udfordringen, men den har de jo til fælles med alle andre mindre virksomheder. Det at være fri til at stifte familie, når man vil, er en sikret rettighed. Så med al den sympati, man kan have for trænerens mulighed for at stille det stærkeste hold hele tiden, så er det bare sekundært i forhold til den enkelte kvindes frihed.”
I dag har Louise Egestorp det bedre. Hun har forladt håndbolden og fortæller nu sin historie for at gøre op med den kultur, der er i forhold til graviditet i kvindehåndbold. Det er med en opfordring til spillere, klubber, agenter og fagforening om at få gjort noget konkret ved problematikken.
”Flere spillere har gennem tiden været fremme med lignende historier som min, men der er stadig ikke gjort noget ved det. Jeg er klar over at, kultur ikke er noget, der bare ændres, men vi bliver nødt til at snakke om, hvordan graviditet kan blive naturligt i kvindelig eliteidræt. En lille ting, som at jeg ikke kan finde rådgivning om barsel på vores fagforenings hjemmeside, indikerer meget godt, hvor lidt graviditet er set som en del af en aktiv karriere. Så der er mange steder at starte, men det første burde være at sikre spillernes rettigheder – og passe på dem. At bringe et barn i verdenen er essentielt for, at vores samfund kan forblive. Det burde ikke være en grunden til, at man mister sit job.”
“Det har jo taget sin tid at komme dertil, hvor jeg er nu. Men det tror jeg, folk, der har prøvet en noget lignende, ved, at det gør. Men jeg har det godt, og min kæreste og familei har været en stor støtte undervejs. Næste job, jeg skal have, skal bare indebære nogle søde mennesker og passe med det at have en familie. Det er min drøm.”
Vi har spurgt både træneren og klubben for en kommentar, men de ønsker ikke at kommentere den konkrete sag, da der er tale om en personalesag.
