Greta Thunberg

Klimastjernen Greta Thunberg: ”Når det kommer til klimakampen, så opfører politikerne sig som børn. Derfor må de unge tage over”

FN’s klimatopmøde i Polen er slut, der kom en ok klimaaftale. Men det, alle husker, er en dundertale fra en 15-årig svensk klimaaktivist. Vi tegner et portræt af den lille bosslady, Greta Thunberg, og fortæller om en voksende ungdoms-klimakamp.

For få uger siden skolestrejkede elever på syv forskellige danske gymnasier for klimaet. Det samme gjorde unge fra Australien, Holland, Belgien, Finland, Canada, Sverige, Tyskland og Brasilien. Alle havde de meldt ud, at de støttede op om den globale skolestrejke inspireret af den 15-årige klimaaktivist Greta Thunberg fra Sverige, som i september kvittede skolen i tre uger for at sidde foran Riksdagen i Stockholm for klimakampen.

Det var kort før det svenske valg i september 2018, at videoer og fotografier af Greta Thunberg siddende på fortovet foran Riksdagen med et ”Skolestrejke for klimaet”-banner ved sin side og et olmt blik, gik verden rundt. Flere andre unge kom for at sidde ved hendes side, de fleste tog i skole efter en dag eller to, Greta blev siddende i 21 dage, hvorefter hun skalerede ned til kun at strejke en gang om ugen, hver fredag.

Greta Thunberg havde taget de første offentlige skridt som aktiv klimaaktivist, og journalisterne sværmede om hende. Pludselig har hun over 60.000 følgere på Twitter, 57.000 på Instagram og snart 10.000 på hendes Facebookside “I’m with Greta Thunberg“. Rent praktisk, så er hun for at være et forbillede for andre, stoppet med at spise kød, hun køber kun de ting, som er absolut nødvendige, og hun nægter at flyve. Og så er hun helt åben med, at hun har Aspergers.

Greta Thunbergs mor, Malena Ernman, som har en international karriere som operasanger, har fulgt trop og meldt ud, at hun fremover kun vil tage jobs, som hun kan køre i tog til. Familien har efterfølgende installeret solceller, de gror deres egne grøntsager i en kolonihave lidt uden for Stockholm, og så har de udskiftet bilen med en elbil, som de dog kun benytter sig af, når det er allermest nødvendigt.

“Det er bare ikke godt nok”

Sveriges nuværende regering har indført, hvad de selv kalder ”verdens mest ambitiøse klimalov”, som indebærer, at de skal arbejde sig hen imod et CO2-neutralt Sverige senest i 2045. Men det synes, Greta Thunberg ikke er godt nok. Hun mener, at regeringen burde behandle klimakampen meget mere som en krise. Som reaktion på Sveriges selvudnævnte førerposition, skrev Greta i sommer debatindlægget Sverige er ikke en rollemodel. I teksten påpeger hun blandt andet, at selv de mest ambitiøse planer om at imødegå klimaændringer ikke kigger ud over 2050, hvortil hun skriver: “Der vil jeg i bedste fald ikke engang have levet halvdelen af ​​mit liv”.

Greta Thunberg blev derefter klimasuperstjerne, ansigtet på de unges klimakamp og er i gang med at blive vor tids Rosa Parks.

Der var derfor ikke overraskende, da hun tog toget (gætter jeg på) mod Polen for at deltage i den fornyligt afsluttede klimakonference, COP24. Videoer fra hendes møde med selveste generalsekretæren, Antonio Guterres, blev flittigt delt på sociale medier af danske og udenlandske politikere, som trods hendes unge alder, tog hendes aktivistiskearbejde dybt seriøst.

Måske er det hendes dundertale-agtige toneleje og det olmske blik, men i løbet af de to uger, som klimakonferencen varede, er hun blevet ansigtet på dette års FN’s klimakonference samt en ‘nye boller på suppen’-stemning fra de unge. Googler man ‘COP24’, er artikler med fremhævede fotos af Greta overalt, og i sidste uge endte hun på TIME’s ”25 Most Influential Teens of 2018”. Hun startede alene foran Riksdagen, nu hylder ‘de voksne’ – politikere, generalsekretærer og Hollywoodstjerner hendes udsagn og skammer sig muligvis lidt over sig selv imens…

“Vi børn gør oftest ikke, som I siger, vi skal gøre. Vi gør, som I gør. Og eftersom I voksne skider på min fremtid, så gør jeg det også,” har Greta Thunberg udtalt om baggrunden for strejken.


Andre fremtrædende klimaaktiviske unge:

Timoci Naulusala

Sidste år fik den kun 12-årige Timoci Naulusala fra Fiji lov at stå for åbningstalen ved COP23 i Bonn, Tyskland. Timoci, hvis landsby i Fiji Tailevu-provinsen var blevet ramt af en ødelæggende cyklon, råbte politikerne op ved at dele personlige oplevelser om den natur, som han oplevede var i forfald. Meget hjerteskærende og sejt.

Xiuhtezcatl Martinez

Amerikanske Xiuhtezcatl Martinez (udtales “Shu-tez-cat”) på 18 år blev klimaaktivist i en alder af 6 og har blandt andet holdt taler ved Rio+20 FN-topmødet i Rio de Janeiro og TEDx. Han er formand for Earth Guardians, som er en verdensomspændende bevaringsorganisation, som blandt andet arbejder for at få pesticider ud af parker. Han er desuden en af ​​de 21 unge, som har sagsøgt den amerikanske regering for at undlade at beskytte atmosfæren for fremtidige generationer. Xiuhtezcatl er også en hiphop-musiker og skriver tekster om klimakampen.

Jaden Anthony

Jaden Anthony på kun 11 år er forfatteren bag ​​Kid Brooklyn, en tegneserie, der introducerer børn til de miljømæssige og sociale spørgsmål, der udfordrer verden i dag. Hans grafiske romaner er en fiktiv fortælling om et barn fra Brooklyn, der sammen med sine venner modtager særlige beføjelser til at redde planeten fra onde virksomheder og miljøkriser.

Rensti 

Rensti er startet af de to unge fyre, Oliver Whimster Martinsen og Oskar Dahl Hansen, som på en rejse til Sydamerika fik dårlig samvittighed over flyrejsen og kom på ideen til klimaaflad. Med et medlemskab hos Rensti kan man forpligte sig til et fast månedligt aflad på baggrund af sin CO2-udledning. For en gennemsnitlig dansker koster det 64 kroner om måneden. Pengene køber CO2-kompensation gennem organisationen Carbon Impact, som investerer i klimavenlige projekter over hele verden.

Den Grønne Studenterbevægelse

Den Grønne Studenterbevægelse blev startet i foråret 2018 af studerende fra forskellige videregående uddannelsesinstitutioner rundt i landet. De kæmper for at sætte klima øverst på dagsordenen og for at skabe en ny bevægelse karakteriseret ved ungdom og handlekraft. Bevægelsen afholder demonstrationer rundt omkring i de større danske byer, eksempelvis står de hver torsdag mellem kl. 8.30-10.00 på Christiansborgs hovedtrappe til en ugentlig klimapåmindelse. Alle er velkomne!

Footer graphics