plastikbakke
Foto: Jumpstory

Coop-supermarkederne skifter 560.000 plastikbakker ud med miljøvenlig græspap

Fremover vil der være 560.000 færre årlige plastbakker i Coops supermarkeder. Dansk Naturfredningsforening bakker op om alternativer til plast.

Hvor tit har man ikke stået og lavet aftensmad og kigget på bjerget af emballage og tænkt: Det må sgu kunne gøres bedre? Er der en ting, som den stigende affaldssortering har lært os, så er det, at mængden af plastik i en dansk husstand er fuldstændig vanvittig.

Men nu prøver Coop at gøre noget ved det. Detailvirksomhedens supermarkeder, SuperBrugsen, Kvickly, Fakta og Irma, udskifter nu 560.000 årlige plastbakker til kartofler og gulerødder med bakker lavet af 40 procent græspap og 60 procent traditionel papirråvare.

De nye bakker kan genanvendes og reducerer klimabelastningen med op til 85 procent i forhold til plastbakker, skriver Coop i en pressemeddelelse. Coop har en overordnet ambition om at reducere brugen af plastikemballage i deres butikker med 25 procent i 2025.

”Vi kan se, at producenter, leverandører og kunder ligesom Coop er dybt optaget af den grønne omstilling. Og selvom det kræver en stor indsats at løse verdens ressourceudfordringer, kan selv små tiltag, som vi gør hver især, gøre en stor forskel”, siger Signe Frese, CSR-direktør i Coop.

Hos Danmarks Naturfredningsforening bakker man op om det nye tiltag fra Coop:

“Det er rigtig positivt, at der kommer alternativer til plast ud i butikkerne. For os er det afgørende, at der også er tale om et alternativ, der på alle parametre er et miljø- og klimamæssigt godt alternativ. Vi ser store perspektiver i, hvad man kan bruge græs til i fremtiden. Vi går især op i, hvordan det er dyrket, at det er et restprodukt, og at den nye bakke kan genanvendes, som vi kender det fra genanvendelse af pap”, lyder det fra Sine Beuse Fauerby, energi- og miljøpolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

Find mere om
Footer graphics