I nat landede førstesinglen fra Beyoncés kommende album ’Rennaissance’. Sangen hedder ’Break My Soul’, og den lyder – ja, lad mig bare sige det lige ud – slet ikke, som jeg havde forventet. Overhovedet faktisk.
Alene i titlen bliver der lagt op til den helt store popballade, men så gør Beyoncé dét, hun er bedst til: Hun gør det modsatte end dét, der forventes af hende.
I stedet har hun nemlig samplet det udødelige dance anthem ’Show Me Love’ fra 1993 af Robin S, som er halvfemsernes svar på Robyns ’Dancing On My Own’, og Big Freedias rapvokal fra nummeret ’Explode’ fra 2014.
Resultatet er et knap fire og et halvt minut langt nummer, som emmer af tunge klubvibes, hvor Beyoncé synger om at glemme hverdagen og give slip på arbejdet, stressen og ikke mindst vreden og i stedet give plads til kærligheden. Lyder det som et sommernummer? Det tror jeg nok lige, det gør.
Ja ja, godt nok er jeg Beyoncé-fan og af samme grund farvet ind til benet, hvad angår at kalde ’Break My Soul’ for årets sommerhit, men nummeret har unægtelig et godt hook, en slagkraftig og dansabel side, som egner sig til dansegulvet, og ikke mindst et omkvæd, der klistrer sig til hjernen som fluepapir.
En sang, der giver dig lyst til at samle alle dine gurls op i en grim, lejet ShareNow-bil og køre op langs strandvejen, mens I skråler med på:
”The queens in the front and the doms in the back, ain’t takin’ no flicks but the whole clique’s snapped.”
Når det er sagt, må jeg også indrømme, at der er noget tacky og lettilgængeligt over at sample netop ’Show Me Love’, fordi det er blevet gjort et utal af gange før, blandt andet af Jason Derulo på nummeret ’Don’t Wanna Go Home’ og senest af Charli XCX på nummeret ’Used To Know Me’ også fra 2022.
Renæssancemusik
’Rennaissance’ er Beyoncés første soloalbum, siden det visuelle album ’Lemonade’ udkom i 2016. ’Lemonade’ var et album, der i mine øjne sprang rammerne for, hvordan et album skal lyde og ikke mindst se ud, og som jeg stadig kan fælde en tåre over, når jeg afspiller det på mit tv derhjemme (det gør jeg faktisk nogle gange, ja), fordi det taler til så mange følelser inde i mig.
Og eftersom ordet renæssance står for genfødsel, så havde jeg af samme grund forbundet albumtitlen ’Rennaissance’ med en renæssance til svundne kulturer og borgerrettigheder, som er noget af det, Beyoncé går forrest i kampen for at sætte fokus på.
Men efter ’Break My Soul’ kan jeg ikke lade være med at tænke, om der i stedet måske er tale om en renæssance inden for musikalske genrer. Hvem ved, hvilke andre genrer, hun kan finde på at give en musikalsk renæssance?
Som altid har Beyoncé ikke selv meldt noget ud – hun er trods alt Queen B, så det behøver hun ikke – og albummet er derfor stadig overladt til spekulationer og mystik. Men én ting er sikkert: Indtil videre er ’Break My Soul’ det bedste bud på et mainstreamsommerhit.
