De bedste bøger i 2022

Vi har haft en dejlig sommer og har fået læst en masse gode bøger. Her kommer redaktionens bedste anbefalinger til bøger fra i år.

Per Petterson: Mit Abruzzo

Normalt er han en meget grundig forfatter, der er flere år om hver bog. Men midt i coronaen og i en generel tvivl om, der er flere ord tilbage, begynder han at skrive dagbog. Lige efter folks drømme er der sjældent noget så uinteressant som ufiltreret dagbogsblade, men sådan er det heldigvis ikke hos Per Petterson. Jeg vil gå så langt som at udnævne til en af årets absolut bedste bøger.

Han beviser endnu engang, at en god bog ikke nødvendigvis behøver det store drama. Hele bogen foregår på hans landsted, hvor han passer sine får, sit lykkelige ægteskab og sin ADHD-diagnose, der bryder ud en gang i mellem.

Per Petterson viser med denne bog vejen frem – både for sig selv og andre forfattere. Der er mening i at udgive noget, der er åbent og forholdsvis uredigeret, og det virker som om processen har været nem og umiddelbar (men det kan jo altid snyde).

I hvert fald demonstrerer Per Petterson sit enestående talent og cementerer sin position som en en af Nordens vigtigste forfattere.

Af Emil Norsker

Hervé Le Tellier: Alle lykkelige familier

Hvis man er i tvivl om, man gider læse om (endnu) en ulykkelig opvækst i en disharmonisk familie, bør man alligevel give denne bog chancen. Sjældent har jeg læst en bog, hvor hver sætning er som et velplaceret nyreslag. Man har lyst til at læse hver enkelt sætning igen, så vildt er det skrevet. Og ikke kun for dets alvor og tyngde, der er heldigvis masser af humor, selv i alt det forfærdelige med en forskruet mor og en vatnisse af en stedfar.

Der er ingen tvivl, om Hervé Le Tellier formentlig har ventet hele sit liv på at skrive denne bog. Tidligere har han skrevet mere en 30 bøger, men denne gang tager han fat på hovedstolen, og han gør det med så kirugisk præcision. Det virker som om, han har haft indhold til flere bind, men han har i stedet kogt det helt ned, så der ikke er ét eneste fyldord. Formidabelt.

Kirsten Hammann: Georg-komplekset

Kirsten Hammann er på hjemmebane her, hvor hun skriver om opmærksomhedssøgende forfattere med udtalte primadonna-problematikker. Bogen handler om den midaldrende forfatter Georg, som har lidt af skriveblokade længe. Han kan ligesom ikke rigtig finde tilbage til storhedstiden og ved ikke, hvad han skal gribe efter eller spejle sig i, da hans kone begynder at skrive en bog, som bliver spået at blive en bestseller. Hun sprøjter sider ud. Og det var nok det værste, der kunne ske for Georg – at hans kone trådte ind på hans banehalvdel og overstråler ham. Dette nye kunstnerparforhold gør, at han straks føler sig kaldet til at smadre hende, udkonkurrere hende og sabotere hendes vellystne skrivning. For det plejede jo at være ham, der var stjernen!

Det mandlige mindreværd er altid underholdende, og Georg er så fin en kanal for selvrosende forfattere, der er i evig promotion-tilstand på de sociale medier, når “bare de har signeret tre bøger hos en boghandler, er der fotografier med stort smil og kuglepen”. Der er en vis smerte forbundet ved at være tilskuer til andres succes, når man selv står i stampe, og Georg lider virkelig. Kriseromaner kan enten blive patetiske eller humoristiske, Hammann vælger naturligvis det sidste med kæmpe overskud og udstiller sin branche indefra.

Af Ditte Giese

Kirsten Hammann

Bernardine Evaristos: Mr. Loverman

Hvor mange år kan man egentlig leve i skabet? I Bernardine Evaristos roman ’Mr. Loverman’ har den 74-årige Barry Jedidiah Walker gennem hele sit liv levet et dobbeltliv i London med kone og børn, mens han samtidigt har haft en langvarig affære med sin gode (mandlige) ven Morris.

Det er dog ikke, fordi det hele bekymrer Barry ’Mr. Loverman’ særligt meget. Barry slentrer gennem tilværelsen med stor portion selvtillid, og han er egentlig mest bange for at blive afsløret, da det kan skade hans bekvemme livsstil med et ben i begge lejre. Skæbnen vil selvfølgelig, at han bliver tvunget til et valg, og det kommer der en masse sjove situationer ud af.

Romanen har egentlig flere år på bagen, men er først nu kommet på dansk efter Bernardine Evaristo vandt Booker-prisen med bogen ’Pige, kvinde, andet’, der dermed blev hendes store internationale gennembrud.

Bernardine Evaristo er en utrolig sjov og veloplagt forfatter, hvor hver side sprudler af humør og livsgnist. Jeg har ikke læst andet med hende, men jeg vil klart til at grave mig ned i hendes fortællinger, der ikke ligner noget andet lige nu. Sikke en gave.

Af Emil Norsker

Bryan Washington: Memorial

Der er mange bud på en ny generations stemme, og med denne roman er det umuligt ikke at nævne Bryan Washington i den forbindelse.

’Memorial’ er en fremragende historie om et homoseksuelt par, der driver ind og ud af midlertidige jobs i et forhold, der ofte også virker så midlertidigt, at det kun hænger sammen ved de yderste kanter. Da jeg læste den, fik jeg associationer til Douglas Couplands fine ’Generation X’ fra 1990’erne (jeg genlæste den for nylig, og den holder stadig).

Douglas Coupland kunne også give retningsløse unge (som ikke er så unge mere, at det blot er en del af charmen) mulighed for at vise deres tilværelse, der sidder mere eller mindre frivilligt fast i randen af mainstream-livet.

I Bryan Washingtons nutidige fortælling ligger Mikes far for døden, og han beslutter sig for at være med ham i den sidste tid i Japan, samtidigt med at hans mor flytter ind hos ham og hans samleversker Ben, der ikke rigtig ved, hvad han skal stille op med den uinviterede svigermor, og om han skal blive og vente på Mike.

Det er en fin fortælling med masser af humor, og det kan ikke anbefales nok at kaste sig ind i Bryan Washingtons forfatterskab. Hvis han kan fortsætte denne fremragende form, kan han meget vel afsætte samme fornemme aftryk for en generation, som det lykkedes Douglas Coupland årtier forinden.

Af Emil Norsker

Alex Schulman: Brænd alle mine breve

Alex Schulman er vred. Hans vrede smitter negativt af på hans familieliv, hvor konen truer med at gå fra ham, og han kan se det i øjnene på sine børn. Derfor beslutter han at finde ud af hvorfor, og en psykolog tydeliggør, hvorfra giften i hans ophav har sit udspring; hans berømte og hyldet morfar, der i løbet af sit liv publicerer intet mindre end 94 bøger.

Da han graver dybere, finder han ud af, at hans mormor havde en affære med en anden berømt svensk forfatter (Olof Lagercrantz), og gennem research fra blandt andet elskerens dagbog bringer Alex Schulman hele den utrolige historie til live igen.

På bogcoveret bliver Alex Schulman kaldt Sveriges Knausgård, og selv om sammenligningen ikke er helt lige for, er den heller ikke helt uretfærdigt. Schulman har skabt en flot karriere, hvor hans tre romaner nu alle er på dansk, og med nummer to ’Overleverne’ fik han sit internationale gennembrud. Det er alt sammen fortjent. Han er en gudsbenådet fortæller med blik for scener og samtaler, der indeholder essensen af menneskeskæbner på smuk og nuanceret vis. Samtidigt har han noget med cliffhangers, så hvert kapitel føles som et serieafsnit.

Det er ikke nogen almindelig familie, Alex Schulman kommer fra, og på baggrund af den har han skabt sig et forfatterskab, der også er helt usædvanligt.

Af Emil Norsker

Ben Lerner: Farvel til Atocha

Efter succesen med Ben Lerners tredje bog og mesterværk ’Topekaskolen’ har forlaget i år udgivet hans debutroman ’Farvel til Atocha’. Her møder vi for første gang hans alter ego Adam Gordon, der driver rundt i Madrid på et stipendium for at skrive digte, men som primært bruger tiden med at selvmedicinere sig på en blanding af nervepiller og pot.

På samme måde som Adam Gordon kæmper med at blive tydelig i et fremmed land og fremmed sprog, famler Ben Lerner også en smule. Der er ikke helt samme sikre fortællergreb (eller stærke fortælling) som ’Topekaskolen’, men Ben Lerner viser nok til, at man kan se de begyndende konturer på et stort forfatterskab.

Hvis man endnu ikke kender det store til Ben Lerner, kan man sagtens begynde her og glæde sig til de følgende bind, der blot bliver bedre og bedre.

Af Emil Norsker

Kristina Nya Glaffey: ‘To the modern man’

Det er sjældent, at en skønlitterær bog vækker mediedebat i det omfang, som Glaffeys seneste bog, ‘To the modern man’ har gjort. Kun 95 sider lang er bogen næsten et langdigt – et lille bitter stikpille til moderne mænd. Har man bevæget sig rundt i det københavnske mediemiljø og den kreative klasse generelt, er der stor genkendelse, men modtagelsen af bogen er i mange tilfælde helt misforstået.

Hvor en del anmeldere har anmeldt bogen som en slags debatindlæg og har taget den meget bogstaveligt, så har de slet ikke forstået, at det for det første er skønlitteratur, og at den som bekendt er fri, og dernæst at der er tale om et satirisk generationsportræt, som i øvrigt også rammer kvinderne, men selvfølgelig mest mænd, især de privilegieblinde, narcissistiske der føler, at lige præcis deres holdning til snart sagt alt er dybt nødvendigt og en vare i efterspørgsel. Sjældent har et litterært hævntogt været så skarpt og sjovt. Jeg hulkede af grin flere gange, og ‘To the modern man’ er måske nok hurtigt læst, men bliver hos læseren længe.

Af Ditte Giese

To the modern man

Christian Kracht: ‘Eurotrash

Vil du med på et road trip gennem Europa, hvor beskidte gamle nazi-penge skal fyres af? Helst så hurtigt som muligt. Det er i grove træk, det man får i Christian Krachts fremragende, sjove og spøjse bog.

I første halvdel borer han i familiens mørke fortid, hvor bedstefaren stædigt har holdt fast i sin SS-ideologi til det sidste langt efter krigens slutning, og hvordan familien byggede en formue blandt andet på stjålet kunst.

Han henter sin mor fra et sindssyghospital, og de hæver en taske fyldt med euro med det formål at komme af med både kontanterne og skylden, der hænger ved dem. Det kommer der mange sjove episoder ud af, og den eneste anke ved denne bog er, at den ikke er længere. Man ville snildt følge moren (der er fantastisk som diva og skør) og hendes velmenende, men ubeslutsomme søn flere hundrede sider mere. 

Af Emil Norsker

Dorrit Willumsen: ‘Tjeneren og hans søster

Det er ofte de tilsyneladende mindste skæbner, der kan skabe de største historier. Det viser Dorrit Willumsen så fint i denne fortælling om en søster, der passer sin døende bror. Ikke fordi de i løbet af livet har stået hinanden særligt nært. Alligevel har de en forbindelse, som får søsteren til at blive ved med at sørge for den både tålmodigheds- og plejekrævende bror.

Da hun får indblik i hans dagbøger, udfolder sig et liv, hun ikke kendte til, hvilket viser, hvor lidt vi egentlig kender hinanden – måske før det er for sent. Selvom det er en tung situation, både søsteren og broderen er i her i slutningen af deres liv, er det fortalt nøgternt og med stor loyalitet overfor de undseelige hovedpersoner, der ellers blot ville figurere på et opgaveark i hjemmeplejen.

Af Emil Norsker

Jens Vilstrup: ‘Lalandia

Jeg må tilstå en vis bias med denne bog. Jens Vilstrup har været min chef på Euroman, og jeg kender ham som en af landets allerbedste magasinjournalister (og derudover en fin fyr). 

Men det skal ikke stå i vejen for at anbefale hans seneste roman ’Lalandia’. Det er en grundlæggende spændende fortælling om to drenge, der bliver brødre både officielt og i ånden, da den ene kommer i pleje hos den anden.  

Jens Vilstrup formår som få at give ærlige miljø- og personbeskrivelser, så der kommer hud og sjæl i det udkantsdanmark, som handlingen udspiller sig i. Hovedpersonens forældre har alle de bedste hensigter, da de flytter til Lolland og adopterer, men som vi alle ved, går selv de bedste planer aldrig, som vi forventer.

Selvom brødrene er ulige i størrelse og personlighed, finder de hinanden i en fælles modstand mod de lokale lømler, og et venskab opstår, inden virkeligheden flår dem fra hinanden. Den videre handling og plot skal man selvfølgelig selv opleve, men det er i hvert fald værd at tage turen til ’Lalandia’.

Af Emil Norsker

Meg Mason: ‘Højtryk og lavtryk

Den fine engelske forfatter Nick Hornby sagde engang, at hvis alle forfattere ville putte en eller to vittigheder per side, ville mange flere læse bøger. Den kunst kan Meg Mason, og hun har skrevet noget så sjældent som en virkelig sjov bog om forliste forhold og periodiske depressioner.

Hovedpersonen har en diagnose, men den er uklar for hende selv i bogens første halvdel, og den forbliver uklar for læseren gennem hele bogen. Og det er heller ikke det væsentlige. Det er i stedet en rørerende og morsom historie om at klare tilværelsen og parforholdet, hvor kæresten nok er forstående, men også blind for hendes mørke side.

Dette er Meg Masons første bog på dansk, og man kan håbe, at forlaget vil udgive hele hendes forfatterskab, for det er noget af det bedste selskab, man kan befinde sig i.     

Af Emil Norsker

Deborah Levy: ‘Ting jeg ikke vil vide’

Den engelske forfatter Deborah Levys første bog i hendes erindringstrilogi, ‘Things I Don’t Want To Know’, fra 2014, er netop udkommet i dansk oversættelse, der simpelthen bare hedder ‘Ting jeg ikke vil vide’.

I sig selv er det selvfølgelig en ret æggende titel, men selve bogen – som i øvrigt er skrevet som et feministisk modsvar til George Orwell – er et godt eksempel på den efterhånden gamle sandhed, at kriser er godt bogstof. Bogen er både selvbiografisk og på én gang et klogt og forvirret bekendtskab over 140 sider, der dels foregår på Mallorca og i det apartheid-prægede Sydafrika, hvor Levy voksede op. Stor anbefaling.

Af Thomas Balslev

Aske Munch: ‘Oh la la’

Journalist Aske Munch har skrevet fra sit andet hjemland, Paris, i årevis, først for Politiken og siden for Weekendavisen. Det er med andre ord mange års observationer og hverdagsliv, der får lov at blomstre i hans kærlighedsærklæring til franskmændene i bogen ‘Oh la la’. Og det er tiltrængt, da franskmænd som regel beskyldes for at være arrogante, utro, uhygiejniske og i øvrigt slår deres børn. Det er naturligvis kun delvist sandt, og Aske Munch skriver med stor kærlighed og indsigt om, hvorfor de kindkysser, klæder sig pænt på, spiser godt hver dag og generelt har det så forbandet fransk.

Bogen handler med andre ord om alt det, der udgør franskmænd som folk, og det viser sig naturligvis også i deres politik og landets historie, men vi er helt nede i, hvorfor de elsker deres aviskiosker, deres baguette og dagligt drikker en uforpligtende apéritif med vennerne på vej hjem fra arbejde. Der er meget at lære her om joie de vivre og god smag.

Af Ditte Giese

Find mere om
Footer graphics