call me by your name
Foto: PR

De bedste bøger i 2022 – indtil nu

Sommeren nærmer sig og dermed højsæsonen for boglæsning på strandture og i havestolen. Her kommer redaktionens bedste anbefalinger til bøger fra i år.

Kristina Nya Glaffey: ‘To the modern man’

Det er sjældent, at en skønlitterær bog vækker mediedebat i det omfang, som Glaffeys seneste bog, ‘To the modern man’ har gjort. Kun 95 sider lang er bogen næsten et langdigt – et lille bitter stikpille til moderne mænd. Har man bevæget sig rundt i det københavnske mediemiljø og den kreative klasse generelt, er der stor genkendelse, men modtagelsen af bogen er i mange tilfælde helt misforstået.

Hvor en del anmeldere har anmeldt bogen som en slags debatindlæg og har taget den meget bogstaveligt, så har de slet ikke forstået, at det for det første er skønlitteratur, og at den som bekendt er fri, og dernæst at der er tale om et satirisk generationsportræt, som i øvrigt også rammer kvinderne, men selvfølgelig mest mænd, især de privilegieblinde, narcissistiske der føler, at lige præcis deres holdning til snart sagt alt er dybt nødvendigt og en vare i efterspørgsel. Sjældent har et litterært hævntogt været så skarpt og sjovt. Jeg hulkede af grin flere gange, og ‘To the modern man’ er måske nok hurtigt læst, men bliver hos læseren længe.

Af Ditte Giese

To the modern man

Christian Kracht: ‘Eurotrash

Vil du med på et road trip gennem Europa, hvor beskidte gamle nazi-penge skal fyres af? Helst så hurtigt som muligt. Det er i grove træk, det man får i Christian Krachts fremragende, sjove og spøjse bog.

I første halvdel borer han i familiens mørke fortid, hvor bedstefaren stædigt har holdt fast i sin SS-ideologi til det sidste langt efter krigens slutning, og hvordan familien byggede en formue blandt andet på stjålet kunst.

Han henter sin mor fra et sindssyghospital, og de hæver en taske fyldt med euro med det formål at komme af med både kontanterne og skylden, der hænger ved dem. Det kommer der mange sjove episoder ud af, og den eneste anke ved denne bog er, at den ikke er længere. Man ville snildt følge moren (der er fantastisk som diva og skør) og hendes velmenende, men ubeslutsomme søn flere hundrede sider mere. 

Af Emil Norsker

Dorrit Willumsen: ‘Tjeneren og hans søster

Det er ofte de tilsyneladende mindste skæbner, der kan skabe de største historier. Det viser Dorrit Willumsen så fint i denne fortælling om en søster, der passer sin døende bror. Ikke fordi de i løbet af livet har stået hinanden særligt nært. Alligevel har de en forbindelse, som får søsteren til at blive ved med at sørge for den både tålmodigheds- og plejekrævende bror.

Da hun får indblik i hans dagbøger, udfolder sig et liv, hun ikke kendte til, hvilket viser, hvor lidt vi egentlig kender hinanden – måske før det er for sent. Selvom det er en tung situation, både søsteren og broderen er i her i slutningen af deres liv, er det fortalt nøgternt og med stor loyalitet overfor de undseelige hovedpersoner, der ellers blot ville figurere på et opgaveark i hjemmeplejen.

Af Emil Norsker

Jens Vilstrup: ‘Lalandia

Jeg må tilstå en vis bias med denne bog. Jens Vilstrup har været min chef på Euroman, og jeg kender ham som en af landets allerbedste magasinjournalister (og derudover en fin fyr). 

Men det skal ikke stå i vejen for at anbefale hans seneste roman ’Lalandia’. Det er en grundlæggende spændende fortælling om to drenge, der bliver brødre både officielt og i ånden, da den ene kommer i pleje hos den anden.  

Jens Vilstrup formår som få at give ærlige miljø- og personbeskrivelser, så der kommer hud og sjæl i det udkantsdanmark, som handlingen udspiller sig i. Hovedpersonens forældre har alle de bedste hensigter, da de flytter til Lolland og adopterer, men som vi alle ved, går selv de bedste planer aldrig, som vi forventer.

Selvom brødrene er ulige i størrelse og personlighed, finder de hinanden i en fælles modstand mod de lokale lømler, og et venskab opstår, inden virkeligheden flår dem fra hinanden. Den videre handling og plot skal man selvfølgelig selv opleve, men det er i hvert fald værd at tage turen til ’Lalandia’.

Af Emil Norsker

Meg Mason: ‘Højtryk og lavtryk

Den fine engelske forfatter Nick Hornby sagde engang, at hvis alle forfattere ville putte en eller to vittigheder per side, ville mange flere læse bøger. Den kunst kan Meg Mason, og hun har skrevet noget så sjældent som en virkelig sjov bog om forliste forhold og periodiske depressioner.

Hovedpersonen har en diagnose, men den er uklar for hende selv i bogens første halvdel, og den forbliver uklar for læseren gennem hele bogen. Og det er heller ikke det væsentlige. Det er i stedet en rørerende og morsom historie om at klare tilværelsen og parforholdet, hvor kæresten nok er forstående, men også blind for hendes mørke side.

Dette er Meg Masons første bog på dansk, og man kan håbe, at forlaget vil udgive hele hendes forfatterskab, for det er noget af det bedste selskab, man kan befinde sig i.     

Af Emil Norsker

Deborah Levy: ‘Ting jeg ikke vil vide’

Den engelske forfatter Deborah Levys første bog i hendes erindringstrilogi, ‘Things I Don’t Want To Know’, fra 2014, er netop udkommet i dansk oversættelse, der simpelthen bare hedder ‘Ting jeg ikke vil vide’.

I sig selv er det selvfølgelig en ret æggende titel, men selve bogen – som i øvrigt er skrevet som et feministisk modsvar til George Orwell – er et godt eksempel på den efterhånden gamle sandhed, at kriser er godt bogstof. Bogen er både selvbiografisk og på én gang et klogt og forvirret bekendtskab over 140 sider, der dels foregår på Mallorca og i det apartheid-prægede Sydafrika, hvor Levy voksede op. Stor anbefaling.

Af Thomas Balslev

Aske Munch: ‘Oh la la’

Journalist Aske Munch har skrevet fra sit andet hjemland, Paris, i årevis, først for Politiken og siden for Weekendavisen. Det er med andre ord mange års observationer og hverdagsliv, der får lov at blomstre i hans kærlighedsærklæring til franskmændene i bogen ‘Oh la la’. Og det er tiltrængt, da franskmænd som regel beskyldes for at være arrogante, utro, uhygiejniske og i øvrigt slår deres børn. Det er naturligvis kun delvist sandt, og Aske Munch skriver med stor kærlighed og indsigt om, hvorfor de kindkysser, klæder sig pænt på, spiser godt hver dag og generelt har det så forbandet fransk.

Bogen handler med andre ord om alt det, der udgør franskmænd som folk, og det viser sig naturligvis også i deres politik og landets historie, men vi er helt nede i, hvorfor de elsker deres aviskiosker, deres baguette og dagligt drikker en uforpligtende apéritif med vennerne på vej hjem fra arbejde. Der er meget at lære her om joie de vivre og god smag.

Af Ditte Giese

Find mere om
Footer graphics