To år, to år, fem år, fem år. Der går stadig længere mellem Peter Sommers soloplader. Og når man nærlytter hans tekster, forstår man, hvorfor det må være sådan. Det bliver i hvert fald ikke nemmere at overgå sig selv med årene, når man har været god så længe. Helt tilbage fra oden til en afdød Skanderborg-kammerat har jeg sådan set rangeret ham blandt de bedste tekstforfattere herhjemme. Måske endda digtere, der som observant rapper formår at bruge af sin omgangskreds. Linjer som “Du gav mig alle dine tips om trips: ‘When you see W.C. Fields'” hang ikke ligefrem på dansktoptræerne i 2006.
Og så, efter et intermetzo med Simon Kvamm, begyndte Sommer at grave seriøst dybt. Mestendels i sig selv, lød det til. I hvert fald landede han i 2013 sit bagkatalogs hidtil mørkeste udgivelse, nemlig breakup-albummet ‘Alt forladt’, hvor særligt ét nummer stak ud. Og nej, til trods for flere gyldne onelinere, var det ikke P3-hittet ‘Hvorfor løb vi’, der ramte hårdest her på den jævnligt udskiftelige matrikel. Den tvivlsomme, men umiskendelige ære sjoskede ‘For evigt’ i stedet væk med. For på ‘For evigt’ tvinges lytteren til at kigge indad og tackle igennem på Sommers hob af benspændende ordfinter.
HØR OGSÅ:
Han lægger usentimentalt ud: “Jeg er gået langt for at se det falde, ligesom jeg gik langt for at se det stå/Jeg er selv blevet instrumentet, man ikke magter at forstå.”
Så er vi ligesom i gang, og snart efter er vi også lullet ind i de tunge hverdagsdyner – drænet for lidenskab, initiativ og et basalt overskud til enten at slå bak eller vinkle en U-vending. Vi snakker selve den forbandede apati, der kan komme til at omslutte et parforhold, hvis ikke man både er både heldig og dygtig til det med at være opmærksom på sig selv og sin partner.
Undervejs når han også at nages af tvivlen, ligesom han mindes, hvordan det var og måske kunne være blevet ved med at være:
“Hvad havde vi egentlig regnet med? Da vi fik “for evigt” tatoveret i/Vores stammende hjerter? Tror du stadig, den er der?”
‘For evigt’ er en kompakt lyrisk nydelse, som perfekt iscenesættes af Sommers semisumpende stemmeføring – og bakkes op af en på én gang drøjt kværnende og opgivende dæmpet electro-melankolsk instrumentering. Men i al sin gennemgribende tristesse rummer sangen alligevel et højdepunkt, som er svært ikke at svæve væk på. Det må være nogle af de bedst skrevne danske strofer sat i musik i det forgangne årti:
LÆS OGSÅ:
“Vi ruller med slagene, afvikler dagene/Hjem og sove og så på hovedet i seng/Hjem og sove og så på hovedet i seng/ Det hele tilbage i hovedet igen/Igen, igen og igen.”
Amen.
