Jeg er taget på en kort ferie til Los Angeles og spiser morgenmad på en old school diner på Sunset Boulevard.
På kortet stod blandt meget andet: Two eggs any style.
Og det er formentlig det, jeg har glædet mig allermest til ved min lille rejse: Service!
For nogen tid siden var jeg nemlig på café i det indre København – en af de caféer, der serverer cappuccino til 49 kr. og en varm hyldeblomst til samme pris. Til gengæld kan du få en salat med laks til kun 219 kr.
Anyway! Jeg er jo rig, så jeg bestilte min mad og glanede ud i lokalet, hvor tjeneren bag baren stod og pillede sår i ansigtet. Altså, når han ikke tørrede sved eller ansigtsfedt af panden med håndfladen og bagefter tog et par nyvaskede glas og miksede noget kaffe med varm mælk. Kaffen var ikke til mig, så jeg ved ikke præcis, hvor meget ansigtssved der sad på kanterne, men jeg mistede alligevel appetitten.
Det gjorde nu heller ikke så meget. For det æg, jeg havde bestilt, var ikke bare blødkogt, det var med blæverhvide.
På denne her cafe kan man nemlig ikke selv bestemme, hvordan ens mad skal tilberedes – det er alene kokken, der bestemmer, om han har lyst til at lave hårdkogt, blødkogt eller smilende æg.
Det er nok meget godt, at stedet ikke serverer steaks…
Det er jo dig, der skal spise det
I USA bliver man altid spurgt, hvordan man vil have sine æg; scrambled, kogt, blødt, hårdt, fried, sunny side up, medium, og første gang sad jeg helt stum, inden jeg fandt ordet “fried” og ydmygt tog mod til at spørge, om det i øvrigt var muligt at skifte gedeosten ud med feta?
“Sure”, svarede hun og gloede på mig, som om jeg var idiot.
“Det er jo dig, der skal spise det,” smilede hun og forvandt ind i restauranten.
Det havde jeg aldrig tænkt over. Altså, at det jo var mig, der skulle spise det!? Jeg havde derimod tænkt, det var besværligt for kokken. Men amerikanske køkkenfolk er vel ikke så meget klogere eller dygtigere end danske?
Måske er de danske bare sure?
Måske kokken bliver sur?
Engang sad jeg i hvert fald på en café på Christianshavn. Den havde en eller anden lækker ret – dog med polenta, som jeg hader. På menukortet havde de også kartoffelbåde, så jeg dristede mig til at spørge den unge servitrice, om det mon var muligt at udskifte polenta med bådene.
“Øhm… det ved jeg ikke,” svarede hun.
Og så blev der stille.
Helt stille.
Hun kiggede på mig med tomme øjne. Jeg kiggede tilbage på hende. Vi kiggede på hinanden. Jeg kiggede på min veninde.
Måske var der noget galt?
Men så kom det: “Skal jeg gå ud og spørge kokken?”, mumlede hun.
“Fremragende idé!”, jublede jeg
“Jamen, det kan altså godt være, at han bliver sur,” ræsonnerede hun ved bordet.
Her valgte jeg pænt at vejlede, at hvis der var dårlig stemning mellem køkkenet og restauranten, eller i det hele taget et lidt skidt arbejdsmiljø, syntes jeg, hun skulle tage det op på næste personalemøde.
Servitricen kom glad og lettet tilbage med beskeden, at mit ønske godt kunne imødekommes.
Gudskelov, da.
Helt sindssygt var det alligevel, dengang min mand og jeg spiste på en Michelin-restaurants lillesøster.
Vi bestilte fem retter hver, hvoraf to af mine var med kød. Efter at have nydt den første kødret, tog vores tjener min tallerken, og det brugte bestik, og anden tjener kom med næste kødret. Men uden bestik.
“Undskyld, må jeg bede om en steakkniv,” forsøgte jeg venligt.
Tjeneren studsede. Hun kiggede rundt på vores bord, som om hun kunne finde noget, vi andre ikke kunne og svarede så til vores store forbløffelse:
“Nej, det kan du ikke! Det var faktisk slet ikke meningen, at Julie skulle have taget dit bestik, for det skal man faktisk bruge til de næste retter,” forklarede hun stærkt generet.
Og nu hvor Julie så alligevel havde taget bestikket ud – ved en fejl, åbenbart – var den nye tjeners eneste bemærkning, at jeg måtte bruge den smørkniv, der lå til brødet.
“For vi har ikke flere knive”, insisterede hun.
Jeg troede et øjeblik, at Tv3 havde genopfundet ‘Rent Fup’ – især da jeg fik et stramt nej til at låne en af de måske 50 knive, der var at finde på de cirka 25 tomme naboborde.
Rullende øjne
Den besynderlige situation endte med, at jeg foreslog tjeneren at finde den kniv, som Julie ved en fejl havde taget med ud i køkkenet og vaske den op. Alternativt kunne jeg selv gøre det, men vi skulle ligesom træffe en holdbar beslutning lidt hurtigt, eftersom min mad var ved at blive kold.
Jeg så et par rullende øjne forsvinde ud i køkkenet, der faktisk ikke var kommet helt på plads, da hun returnerede med en kniv.
Den eneste formildende omstændighed var, at den havde takker, så den havde nok ikke været oppe i røven på nogen, som en slags hævn, inden den kom i kødet.
Anyway, der er sikkert meget galt med USA – men sweet mother of Jesus, virkelig meget kan tilgives med medium fried eggs, sunny side up.
