Her er min sommer – Jonas Visti: “Alle de største øjeblikke i mit liv har været fra sommerture rundt omkring i landet”

DJ Jonas Visti er så glad for at holde sommerferie, at han typisk holder det i udlandet et par gange om året. Men når det endelig er sommer i Danmark, skal safarihatten frem, og så står den på sommerhusturné med grillede jomfruhummerhaler, asparges og orangevin.

Hvis jeg siger sommer, hvad er så det første, du tænker på? 

“Hvis jeg kun må sige én sætning, så er det følelsen af frihed. Det er ofte om sommeren, man har ekstra tid, fordi man ikke arbejder, og så er der også mange ting, som rent kropsligt er nært forbundet med frihedsfølelsen. Når temperaturen stiger, så kan man eksempelvis have mindre tøj på og lade vinduerne stå åbne.” 

Skal du på ferie til udlandet i år? 

“Nej, altså man kan sige, mine somre er jo mange i løbet af et år, fordi jeg egentlig er så glad for fænomenet. Så jeg holder typisk en sommerferie, eller to eller tre, i løbet af januar, februar og marts, hvor jeg tager til andre steder i verden, hvor det er sommer på det tidspunkt.

Men når det er sommer i Danmark, gider man endelig være her på grund af solskinnet. Så jeg skal primært holde ferie i Danmark. Jeg skal lige på en enkelt tur til Sverige, hvor jeg skal sejle i kano, men udover det så er det Danmark, jeg skal turnere rundt i.” 

Er der nogle særlige steder i Danmark, som du forbinder med sommer? 

“Anholt er jeg kommet en del på de senere år, og det er blevet sådan et voksensommersted for mig. Min gode ven Thøger har lavet Anholt Gin i mange år, så i den forbindelse har jeg været derovre, og så har vi dj’et sammen på en ginbar, som sælger den gin, han laver. Men i år er Anholt faktisk et af de steder, der ikke ligger specielt lunt i svinget, selvom øen har været højtprioriteret i mange år.” 

Er der så andre destinationer i det danske sommerland, som du med sikkerhed ved, at du skal besøge? 

“Ja, jeg skal typisk rundt og spille i løbet af sommeren, og i år skal jeg blandt andet spille til en festival i Ebeltoft og en i Odsherred, og så skal jeg dække Aarhus Jazz Festival. Så der er altid nogle forskellige geografiske placeringer, der bliver valgt ud. Og det er egentlig ikke, fordi jeg nødvendigvis har det vilde forhold til Odsherred, men fordi jeg skal spille til den festival, så er det der, jeg skal hen. Så det er den måde, jeg kommer rundt i sommerlandskabet på – hvilket også er meget fedt, for så tager jeg ikke altid til Anholt.”  

Privatfoto

Jonas Visti

Født i 1991 og bor i det indre København med kæresten Emma. 

Dj, tv- og radiovært og blandt andet kendt for sin værtsrolle på P8 Jazz og tv-programmet ’Satans Sorte Vinyler’ på DR2. 

Skal du arbejde hele sommeren, eller har du også tid til at holde fri? 

“Jeg har taget fri hele august, og det er ret vildt, fordi det er første gang i ti år, hvor jeg har en hel måned og ingenting skal. Jeg har simpelthen sagt nej til alle spillejobs, fordi det har været et helt vanvittigt arbejdsår. Ellers er det jo virkelig højsæson, når man er dj og konferencier, fordi man skal rundt på alle mulige festivaler, og folk skal giftes i ét væk, og der vil de også gerne høre musik. Men nu har jeg faktisk virkelig gjort mig umage med at sige nej, og det er jeg ret stolt af.

I stedet har jeg planlagt en biltur, som jeg også var på sidste år. Jeg spillede et sted i Nordjylland, og ugen efter jobbet blev alle mine aftaler aflyst. Hvilket ville sige, at jeg var alene med min bil i Nordjylland, hvor jeg nærmest aldrig havde været før. Og så tænkte jeg: Jeg har en uge, så jeg tager turen i syv bidder. Så kørte jeg bare rundt, og så skrev jeg ud på min Instagram og spurgte, hvor jeg skulle tage hen, og så væltede det ind med gode forslag. Den tur skal jeg afgjort på igen. Bare vende Danmarkskortet og så køre rundt alene med nogle gode flasker vin omme bagi. Hvor jeg skal hen, finder jeg ud af on the fly.”

Er der nogen særlig, du skal tilbringe tid sammen med i løbet af sommeren? 

“Min søde kæreste Emma skal jeg bruge rigtig meget tid sammen med. Vi tager på en sommerhusturné hver sommer, hvor vi kører rundt i landet. Igen, det er ikke, fordi vi har et særlig tæt forhold til eksempelvis Jægerspris, men så har vi måske nogle venner, der har lånt et sommerhus deroppe, og så kører vi derhen. Sidste sommer var vi i sommerhus over 10 forskellige steder i landet i løbet af et par måneder. Man tror, det er løgn, men det er faktisk rigtigt – så meget kommer vi rundt. Så hun er klart min sommerlige partner in crime.”

Jonas Visti i selskab med kæresten Emma Sehested Høeg. Privatfoto

Er der noget, du ved med sikkerhed, I skal spise på jeres turné rundt i sommerlandet? 

“Når man tager rundt på den måde, så betaler man jo gerne noget tilbage, når man får sådan en forlænget weekend i sommerhus. Så jeg laver noget lækkert mad, og det er som regel jomfruhummerhaler, som er blevet halveret og grillet i noget hvidløgs- persillesmør, danske ærter og asparges, ikke mindst! Jeg fylder mig simpelthen så voldsomt op med asparges nu her, mens de stadig er her. Lige en hurtig tur på grillen med masser af citronskal. Alt skal bare være så friskt som muligt. Generelt alt, der er i sæson her om sommeren, det prøver jeg at halse efter – og så skal alt selvfølgelig grilles.” 

Hvad drikker I til? 

“Det er jo lidt med vin, som det er med årstiden. Den bliver lysere, jo tættere vi kommer på sommeren. Og så er jeg så fortabt kulturradikal, at jeg er faldet i den store naturvinsgryde. Så det er i høj grad naturvin og typisk lysere orangevin. Jeg er helt afsindig glad for en fransk vinproducent, der hedder Tom Lubbe, som laver en vin, der hedder ’Matassa’.”

Er der en specifik beklædningsgenstand, du skal turnere rundt i?

“Jeg har altid mine tøfler med, uanset hvor jeg går hen. Det er egentlig bare sådan nogle hvide hotelslippers, som jeg er virkelig glad for. Så har jeg også mine solbriller og min sandfarvede safarihat, som gør sig godt mange forskellige steder i landet.”

Er der en bog, du glæder dig til at starte på henover sommeren? 

“Ikke starte på, men nærmere fortsætte med. Ofte når man beskriver ting, som man laver sammen med sin kæreste, så kan det godt blive lidt kvalmt, så det håber jeg ikke, det her bliver. Men vi kan godt lide at læse højt for hinanden. Og sidste år startede vi på ’Det store stilehæfte, Beviset, Den tredje løgn’, som er en tredelt bog af den ungarske forfatter Agota Kristof. Så den skal vi have færdiggjort, og vi bliver ved med at læse op – hvilket er en stor anbefaling, hvis man er på tur med et menneske, som man godt kan lide. Så skiftes man til at læse et kapitel, og det er bare drønhyggeligt.” 

Har du en ultimativ sommerbanger, der går igen hver sommer?

“Godt spørgsmål. Der er rigtig mange. Men jeg har haft nogle meget store sommeroplevelser til ’Aquarela do Brasil’ af de tre store João Gilberto, Caetano Veloso og Gilbert Gil.” 

Jonas Visti og DJ-kollegaen Amanda Baun. Privatfoto

Har du et yndlingssommerminde til at slutte af med? 

“Alle de største øjeblikke i mit liv har været fra sommerture rundt omkring i landet. Bare her for nylig havde jeg en helt magisk nat på Heartland, da jeg lukkede festivalen sammen med min søde ven og DJ-kollega Amanda Baun. Det er et meget friskt, kærligt og varmt sommerminde. Det var, så teltet løftede sig. Jeg bliver helt glad af at tænke på det.” 

Find mere om
Footer graphics