Er det fedt at spille koncerter igen?
”Det kan faktisk slet ikke beskrives, hvor skønt det er! Jeg er netop i gang med en større sommerturné, og det er så livsbekræftende at stå på scenen igen. Men jeg nåede kun at have én turné inden første lockdown, så jeg kender næsten kun til det at være udøvende musiker i corona-tider. Det har været lidt af en blandet fornøjelse, for kunst- og kulturbranchen har været hårdt ramt, men jeg har virkelig også fået nogle gode oplevelser ud af det. Det, at folk har skullet sidde ned og holde afstand, har betydet, at det har været et meget nærværende og opmærksomt publikum. Det er som om, jeg har haft øjenkontakt og sunget til hver enkel.”
Hvilke koncerter ser du mest frem til denne sommer?
”Jeg skal faktisk til koncert i aften i Byhaven, hvor jeg skal høre Helene Gao og Okay Kaya – det glæder jeg mig helt vildt til. Men jeg er jo i den heldige situation, at jeg selv skal spille koncerter hele sommeren, hvilket betyder, at jeg de fleste koncertaftener selv skal stå på scenen. Derfor har jeg ikke så mange planlagte koncerter, jeg selv skal opleve. Men under Musik i Lejet, hvor jeg blandt andet skal spille, håber jeg at opleve en masse dygtige musikere. Det samme gælder, når jeg skal spille til Tivoli Rock, hvor Jung spiller samme aften. Dem glæder jeg mig til at høre.”
Hvad er det, koncerter kan?
”Jeg tror, at koncertrummet er en escape fra hverdagen – både for dem, der spiller og dem, der lytter. Og så skaber det nogle helt unikke rammer for et fællesskab. Alle vil hinanden det godt, når man står til en koncert. Det er også som om, alle ens sanser skærpes, når man står der foran scenen med en øl i hånden. Man fordyber sig i musikken, og den bliver sanselig og magisk, som om den både får en farve og en duft. Derfor finder jeg altid stor inspiration til min egen musik, når jeg er til koncert – primært, hvis den er god. Jeg tror faktisk, at det er i koncertrummet, at jeg som musiker har lært allermest.”
Hvad er dit livs koncert?
”Jeg glemmer aldrig den koncert, Miley Cyrus gav på Tinderbox i 2019. Jeg tog til den uden synderligt høje forventninger, men da hun begyndte at synge, gik det op for mig, hvor vild en vokal, hun har – og da hun slikkede på en studenterhue, var jeg solgt. Hun var en fantastisk kombination af at være vild og nærværende. Et pragteksemplar på en god koncertoplevelse. Men jeg prøvede også fornyelig noget ret specielt til en af mine egne koncerter. Det var EM-lørdagen, hvor Danmark spillede, og vi skulle på scenen en time efter, Christian Eriksen var kollapset på banen. Både publikum og vi på scenen var enormt berørte, men det var som om, at koncerten og musikken blev en slags trøst for os alle sammen. Som om vi spillede for ham og for livet. Jeg kan huske, at jeg flere gange under koncerten havde det sådan: ”Nu fejrer vi, at livet sejrer”. Det var en meget, meget smuk og bevægende oplevelse.”
Dophas koncerter kan opleves hele sommeren, bl.a. på Plænen i Tivoli d. 2. juli kl. 19.00
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️