Christianshavn badet i efterårets rød-grønne farver. Frostklart vand i Nyhavn. Bakkehusene i Nordvest på rad og række. Brøndby Haveby indhyllet i sne.
Fra sit lille Cessna-fly har fotografen Nicolas Cosedis de seneste år skudt billeder af sin barndomsby, København, som kun få får lov til at se den. Fra skyerne.
“Jeg har en pilot med, der flyver maskinen, mens jeg hænger ud af den. Om sommeren kan vi tage døren helt af, men jeg kan ikke sidde og kigge ud i horisonten og slappe af. Jeg skal sidde og se ned i udstyret og sørge for, at vi får det, vi kommer for,” fortæller Nicolas Cosedis.
“Men selvom jeg hænger der og dingler, er det ikke noget, vi bare gør for sjov. Jeg har altid en klar idé om, hvad jeg gerne vil lave, så man kan sige, at det er lidt af en nålestiksoperation.”
Som barn af hobbyfotografer, der tog ham med op og flyve i små fly i USA, har interessen altid været der. Men først da coronakrisen lukkede landet ned, fik Nicolas Cosedis for alvor mulighed for at udleve sin drøm om at flyve og fotografere på fuldtid.
“Alt mit arbejde (som fotograf red.) stoppede fra den ene dag til den anden, og det gav mig tid til at gøre det, jeg virkelig brænder for. Samtidig var der næsten ingen fly i luften, og det gjorde, at jeg kunne fotografere nogle områder, som vi ikke har kunnet flyve over før, eksempelvis over lufthavnen,” fortæller han.
114.000 følgere på et år
Samtidig startede han Instagramprofilen copenhagenbycosedis, der i dag har over 114.000 følgere.
Her er de fleste af billederne taget i det vejr, der ville holde de fleste af os indendøre. Gråvejr. Sjap. Kulde.
“Vi flyver aldrig, når solen skinner. Det kan godt være, at det er dejligt vejr at gå en tur i en park i, men for os er det klart no go. Det bedste for os, når det er overskyet med højtliggende skyer,” fortæller Nicolas Cosedis.
Selvom flyveturene bliver planlagt ned til mindste detalje, kan alt gå galt. Flere gange har pilot og fotograf været nødt til at lande alternative steder, blandt andet på en mark i Ringsted på grund af voldsom tåge, og så var det med toget hjem i stedet.
“Vi er konstant i kontakt med kontroltårnet i Kastrup, og hvis det en dag går helt galt, vil vi forsøge at lande i Søerne eller Kløvermarken. Men så skal man også hurtigt ud,” siger Nicolas Cosedis.
Især én oplevelse glemmer fotografen aldrig.
Da Christian Eriksen faldt om
12. juni var København ligesom resten af landet på den anden ende. Rød-hvide flag, landsholdstrøjer og fadøl fyldte gadebilledet, for Danmark skulle møde Finland i Parken.
Som de eneste udover TV2 havde Nicolas Cosedis og hans pilot fået tilladelse til at flyve over Parken, mens kampen blev spillet. 40 minutter inde i kampen var de ikke i tvivl om, at noget var helt galt.
“Jeg havde planer om at fotografere årets største folkefest under EM-åbningskampen, men det var stormvejr, og det hele rystede så meget, at jeg kun lige præcis kunne håndtere kameraet. Jeg var helt rundtosset, men kunne fornemme, at der skete noget dernede, som ikke var godt. Samtidig kunne vi se, at alle biler på de store gader kørte ind til siden, som om de skulle høre i radien, hvad der nu var sket. Vi troede, at der var sket et attentat,” husker Nicolas Cosedis.
“Så får vi besked fra Kastrup om, at vi er i lovligt luftrum, så vi må gerne blive ved, men at der er sket det her med Christian Eriksen. Der blev vi enige om, at nu skulle vi tilbage til hangaren. Det skulle vi ikke have billeder af.”
Inden alvoren gik op for Nicolas Cosedis og piloten, nåede han at knipse løs med kameraet. Billederne har han siden selv set, men han nægter at vise dem til andre – og slet ikke sælge dem.
“Billederne viser jo det hele oppefra, og det har virkelig været voldsomt at se dem bagefter, selvom vi vidste, at han klarede den. De kunne sikkert blive solgt for rigtig mange penge, men det er alt for privat. Og jeg vil ikke skabe sensationer,” fortæller han.
Inden coronakrisen brød ud, havde Nicolas Cosedis planlagt den helt store tur og skulle have fløjet over Chicago, New York, Los Angeles og Atlanta.
I dag står det lille Cessna-fly i en hangar i Roskilde, når det ikke er i luften.
Hvornår turen går til USA, må tiden vise. Men snart går turen mod Stockholm og Berlin, og Nicolas Codesi har planer om at krydre sin næste bog med billeder fra en luftballon.
‘Byen fra skyen’ udkommer 28. oktober og kan købes her.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️