Foto: Presse
Da fotografen Davide Sorrenti dør i sin lejlighed d. 4. februar 1997 på Manhatten, er han kun 20 år gammel. Han ligner en, der er endnu yngre. Næsten et barn. Det er blodsygdommens skyld, ligesom det er også er blodsygdommens skyld, at hans familie rejste fra Italien til New York. Og det uskyldige ydre har givet ham darling-status i branchen, for trods sin unge alder er han allerede et kendt navn.
Året forinden får Davide Sorrentis store talent med et kamera nemlig stor international opmærksomhed, da en billedserie af hans pot-rygende venner, der hænger ud i en slidt lejlighed, publiceres i popmagasinet Interview. Årsagen er – udover det åbenlyse stortalent – en helt særlig æstetik, som mange unge vil kunne genkende i dag. Det anti-glamourøst, anti-poleret og ærligt.
Men i 1996 møder han sin skæbne, da han forelsker sig i den tre år yngre og blot 16-årige model Jaime King. Hun er, som mange andre kendisser på dette tidspunkt, afhængig af heroin. Det bliver Sorrenti også, indtil han dør af en overdosis en kold februardag i 1997. Retsmedicinerne slår fast, at mængden af heroin i blodet ikke er unormal høj, og de forbinder derfor kroppens dødbringende nyresvigt til den blodsygdom, der fik familien og den lille Davide til New York i første omgang.
Nyheden om hans død sender chokbølger gennem den amerikanske modebranche. I dagene efter er David Sorrenti på avisforsider landet over, og selveste præsident Bill Clinton kommer på talerstolen i modstand mod heroin.
Nu, 21 år efter dødsfaldet, er flere af Davide Sorrentis billeder dukket op på Instagram i forbindelse med kickstarter-dokumentaren “See Know Evil” om fotografens liv. Dem kan du se nederst i artiklen.
Heroin-cool
Sorrentis dødsårsag var samtidig også en æstetik, der fik sit eget navn.
Heroin chic. Det var æstetikken, der blev til en modetendens, som prægede store dele af 90’erne (og som på sin vis tilbage), hvor looket var bleg hud, tynde kroppe og mørke aftegninger under øjnene på de knoglede, androgyne modeller. Reaktionen kom efter 1980’ernes retoucherede og polerede målestok for det smukke. Det her, det var ægte og råt. Og ikke mindst virkeligt.
Stilen og heroin-forbindelsen sprang ud af grungekulturen, der nåede mainstream-niveau med Nirvanas udgivelse af albummet ”Nevermind” i 1991. Det var på samme tidspunkt, at New York Times nævnte “espresso, øl og heroin” som de tre vigtige stoffer i grungens fødeby Seattle. Musikkens voldsomme popularitet løftede heroin fra undergrunden op til overfladen og gjorde det kendt i den brede befolkning og for ungdommen især, der pludselig mødte junken i deres idoler.
Og heroin chic, som LA Times senere kaldte “et nihilistisk skønhedsideal”, ramte i 1993 de allerstørste modehuse, da Calvin Klein lancerede en reklame med Kate Moss som frontfigur. I filmbranchen vandt æstetikken også frem og kulminerede med ”Trainspotting” fra 1996.
Der er enighed om, at trenden langsomt døde med Davide Sorrentis dødsfald året efter den skotske succesfilm. Ved årtusindskiftet er moden igen blevet pænere, og junk-associationerne fortager sig snart helt. Og trods looket delvist er tilbage anno 2018, er der god grund til at formode, at de negative heroin-associationer endelig er væk.
Her, og på dokumentarfilm-instruktørens Instagram, kan du imidlertid nyde en god dosis ægte 90’er-æstetik, mens du går rundt med kort hår i stumpede Levis 501 og genbrugsskjorte i den danske sommervarme.
God fornøjelse – og hold jer fra heroinen.
