Verka Serduchka
PR-foto af Verka Serduchka fra Ukraine

Good Evening Europe: 5 vildt mærkelige Eurovision-øjeblikke i nyere tid

I aften vender ‘Eurovision Song Contest’ tilbage. Kendt som ‘Melodi Grand Prix’. I den anledning har redaktionen set på nogle af konkurrencens mest besynderlige øjeblikke gennem årene.

I aften går det løs. Showet du elsker at hade (eller måske elsker at elske): Eurovision Song Contest.

Konkurrencen som både Céline Dion, Olivia Newton-John, Bonnie Tyler og Søren Poppe har deltaget i. Den store europæiske musikkonkurrence med en fanskare, der strækker sig fra Reykjavik i Island til Sydney i Australien – og det på trods af at showet de senere år nærmest har udviklet sig til en ’hvem slår Sverige i år’-konkurrence.

Men selvom showet er elsket for sange som ‘Ein Bisschen Frieden’, ‘Save All Your Kisses For Me‘ og ‘Waterloo’, er Eurovision også kendt for sine skæve indslag og sange, der mest af alt må defineres som besynderlige. Vi har derfor lavet en top 5 over de mest mærkelige Eurovision Song Contest-sange, så du er helt klar til 2019-finalen.

Nr. 5: ‘Epic Sax Guy’

SunStroke Project og Olia Tira repræsenterede Moldova ved det europæiske Melodi Grand Prix i maj 2010. Mange vil nok ved første øjenkast påstå, at de hverken kender eller kan huske sangen. Spørgsmålet er dog, om det er helt korrekt. For en saxofonsolo fra sangen endte med at blive et kæmpe internet-meme, kendt som ‘Epic Sax Guy’. Søger man eksempelvis på YouTube, finder man et hav af forskellige videoer med ‘Epic Sax Guy’. Mange af videoerne er omkring 10 timer lange og har flere millioner visninger. Selve sangen fik kun en 22. plads, men på trods af den dårlige placering sikrer ‘Epic Sax Guy’ sangen en sikker plads på denne liste.

Nr. 4: Ukrainsk vrøvlende Drag i Dolce & Gabbana

I 2007 deltog den karismatiske drag queen Verka Serduchka (se foto øverst) fra Ukraine i det europæiske Melodi Grand Prix med den vrøvlende sang ‘Dancing Lasha Tumbai’. Sangen endte på en flot anden plads, og Verka sang både på ukrainsk, russisk, tysk og engelsk. Kostumerne Verka Serduchka og de dertilhørende dansere havde på var faktisk designet af Dolce & Gabbana.

Fun fact: Samme år deltog den danske drag queen DQ med sangen ‘Drama Queen’. Den kvalificerede sig desværre ikke til finalen.

Nr. 3: Blød polsk porno

Ved det seneste europæiske Melodi Grand Prix på dansk jord i 2014, skete der mange mærkelige ting. Bl.a. sang den danske værttrio, Lise Rønne, Nikolaj Koppel og Pilou Asbæk en ret underlig sang om Kina. Nogle undrede sig måske over, hvorfor man valgte at synge en sang om Kina til det europæiske Melodi Grand Prix, og den undren er velbegrundet.

Men mange vil nok især huske konkurrencen for det polske indslag. Den polske due Donatan & Cleo deltog nemlig med sangen ‘My Slowianie’. Her optrådte de i nationale folkedragter – det i sig selv er ikke så usædvanligt. Det mærkelige er snarere, at to kvindelige dansere henholdsvis kærnede smør og vaskede tøj, som var de til audition på en dårlig pornofilm med et lidt for lavt budget. Alle ved jo, at Eurovision især er kendt for sin store fanbase af heteroseksuelle mænd. På trods af dansernes ihærdige indsats endte sangen på en flot 14. plads.

Nr. 2: Russiske bedstemødre

Et øjeblik, de fleste Eurovision-fans også husker, er de russiske bedstemødre. I 2012 deltog de russiske bedstemødre, bedre kendt som Buranovskiye Babushki, med sangen ‘Party for Everybody’. Her dansede de rundt i traditionelle folkedragter foran en hvid stenovn. Det meste af sangen var faktisk på udmurtisk. De opnåede en flot andenplads, hvilket var den bedste russiske placering i tre år. De tabte dog til det svenske bidrag, som var Loreens storslåede ‘Euphoria’.

Nr. 1: Finske rockmonstre

Det kom som et chok for de fleste, da det finske rockband Lordi vandt Eurovision tilbage i 2006 med sangen ‘Hard Rock Hallelujah’. Bare det at en rocksang vinder Eurovision er i sig selv usædvanligt. Det gjorde det bestemt ikke bedre, at de var klædt i monsterkostumer og masker. Selvom rammerne for kostumer i Eurovision generelt set er ret brede, var det alligevel atypisk at optræde som uhyggelige monstre.

Henimod slutningen af deres nummer afslørede forsangeren sågar pludseligt flagermusvinger! Alt i alt er der intet ved Lordis sang og optræden, der får en til at tænke på en typisk Eurovision-sang. Men på trods af det vandt de. Og derfor får de også en flot 1. plads på vores liste.


Og boblerne:

‘We are the winners’ af LT United fra Litauen

‘Ireland Douze Pointe’ af Dustin The Turkey fra Irland

‘Baila El Chiki Chik’ af Rodolfo Chikilicuatre fra Spanien

Footer graphics