Ditte Giese Klumme 2023
Foto: Rita Kuhlmann

Indsamlingen er i mål: Ditte Giese er nu i gang med vigtig kræftbehandling

Venner og familie har samlet ind til dyr kræftmedicin, der ikke tilbydes af det offentlige, og næsten 2.000 personer har bidraget.

Journalist og forfatter Ditte Giese har fået den første af ni afgørende behandlinger med kræftmedicinen Enhertu/T-DXd på privathospital i Aarhus. De næste otte er på vej.

Det sker, efter at venner og familie i forrige uge startede en indsamling for at få råd til behandlingen, der endnu ikke tilbydes af det offentlige. Hver behandling koster nemlig 95.000 kroner, og det har Medicinrådet indtil videre ikke godkendt.

Men nu har næsten 2.000 personer doneret penge, og indsamlingen er i mål. Det betyder også, at der er lukket for flere bidrag.

En anonym iværksætter og investor leverede kort efter indsamlingens start en kæmpedonation på 95.000 kroner, der sikrede betalingen af den første behandling.

“TAK! Det har været så rørende at opleve, hvordan I har taget imod vores bøn om akut hjælp til Dittes livsforlængende Enhertu-behandlinger. Vi er derfor glade for og lettede over at kunne fortælle, at vi tilsammen er nået i mål,” skrev vennen Stéphanie Surrugue, der er blandt initiativtagerne til indsamlingen, i et opslag på Facebook i går.

Ditte Giese lider af metastaserende brystkræft, som er uhelbredelig, men som behandles løbende med livsforlængende medicin. Sidste år spredte kræften sig dog yderligere, og den er nu i stadie 4. Den nye medicin med navnet Enhertu/T-DXd er en blanding af kemoterapi og immunterapi, og den har givet gode resultater og sågar helbredt kræftpatienter i Ditte Gieses gruppe.

Behandlingen er allerede godkendt i andre europæiske lande, herunder Sverige, og det formodes, at der er en godkendelse på vej for Enhertu/T-DXd i Danmark til sommer. Men hver dag er afgørende, når man har en kræftsygdom, der spreder sig, og det har Ditte Giese og hendes nærmest ikke kunnet vente på.

For Ditte Giese har det været overvældende at få så meget støtte, og hun føler sig meget taknemmelig.

”Jeg forstår slet ikke, hvad der er sket. At folk har været så gavmilde, og at jeg allerede er i gang med min behandling. Det er overvældende, og jeg er meget taknemmelig. Nu håber jeg virkelig, at behandlingen virker, så folk får noget for deres gysser,” siger hun.

Samtidig gør Ditte Giese opmærksom på den generelle problemstilling omkring godkendelsen af Enhertu-behandlingen herhjemme.

”Jeg håber selvfølgelig allermest, at Medicinrådet vil godkende Enhertu-kræftbehandling til alle patientgrupper, så ingen patienter behøver samle penge ind eller sælge deres arvesmykker og bolig for at købe sig til livsvigtig medicinsk behandling. Det burde vores høje skat dække. Måske min indsamling kan lægge et vist pres på beslutningstagerne.”

Find mere om
Footer graphics