Hun blev kendt for sin “beluga-bolo”: Nu kommer hun med en overraskende enkel model til at spise grønnere

Ved et rødt plankeværk midt i en lille landsby på Falster ligger Camilla Skovs hus. Haven er sprudlende, fyldt med blomster i alle regnbuens farver, og i den ene del af grunden breder en stor køkkenhave sig. Den bugner af tomater, squash, bønner, ærter og kål, og Camilla sætter sig på hug ved en stor broccoliplante med et smil.

– Se engang! Jeg tror, vi skal spise den i dag, siger hun og kigger på broccolien, som er den et mirakel. Og en smule mirakel er den faktisk for Camilla.

– Man skal virkelig ikke få en køkkenhave, hvis man ikke synes, at havearbejde er sjovt. Eller så skal man i hvert fald gøre det mere enkelt. Jeg skal være over min køkkenhave – og vande en hel masse. Luge og gøde, siger hun og fortsætter:

– Men for mig opvejer høsten det hele! Sidste år var jeg i oktober rimelig lykkelig for ikke at skulle vande og den slags mere. Men allerede i januar var jeg klar til at gå i gang igen og glædede mig som et lille barn til den nye sæson. Det er fantastisk med sådan en broccoli her for eksempel!

At have en køkkenhave er en forholdsvis ny ting for Camilla, som er kendt som skaberen af ”Vegetarisk hverdag”-bloggen og nu tre, snart fire, kogebøger inden for samme univers. Hendes kogebøger findes på mange køkkenhylder, visse af hendes opskrifter er blevet evergreens (som beluga-bolognesen, men den vender vi tilbage til), og i Information er hun blevet kaldt ”Danmarks nye Frøken Jensen”.

For nylig er hun og hendes familie flyttet til Falster – og i den forbindelse har Camilla altså fået en køkkenhave.

– Nu hvor min madlavning er blevet til et arbejde for mig og ikke på samme måde en hobby, er det dejligt at få en ny hobby i haven. Mon ikke også den bliver en del af mit arbejde på et tidspunkt? For nu er det en hobby. Lad os aftale det, siger Camilla og går ind i sit overraskende lille, men moderne og veludstyrede køkken.

– Mit køkken er ikke særlig stort eller særlig ”picture perfect”, og det er der en pointe i. Jeg har også billeder af opvask og rod i den nye bog, for sådan er det jo at lave mad, ikke? Jeg har heller aldrig en stylist på. Jeg har altid syntes, at ting gerne må være uperfekte, siger Camilla og fortsætter:

– Jeg voksede op i et hjem med min mor, der foretrak, at der var meget rent og pænt. Og det er jo skønt, men jeg opponerede meget imod det. Især i forbindelse med mit teenageoprør, hvor jeg var punker med sort hår. Det var en lidt vild tid. Men det er stadig min grundessens, at jeg gør op med ting, jeg ikke rigtig forstår. Og lige præcis det perfekte har jeg bare aldrig rigtig forstået det spændende ved.

En ny madmodel

Camilla åbner ovnen og kigger ind. Hun er i fuld gang med at teste opskrifter en sidste gang til sin nye bog ”Lag på lag”, der udkommer d. 14. oktober. Lige nu er hun ved at bage løg og blomkål i ovnen, og så skal der laves en yoghurtsovs også.

– Jeg har totalt overvurderet mine evner til at tale og lave mad samtidig! Det må du undskylde. Nu går jeg lige i spisekammeret, siger Camilla med et grin og kommer snart tilbage med tahin, der skal blandes i yoghurten.

– Langt de fleste danskere er vokset op med den klassiske ”Y-tallerken”-tankegang, hvor man planlægger sine måltider ud fra, hvad for noget kød man skal have i dag. Jeg tænkte: Hvis vi skal spise grønnere, hvordan kan vi så planlægge vores måltider? ”Lag på lag”-bogen viser en filosofi, hvor man i stedet for at tænke måltidet fladt og med en hovedrolle med biroller til, tænker det oppefra og ned: Man har noget på toppen, i midten og i bunden, fortæller Camilla og fortsætter:

– Det er en fed måde at tænke måltiderne på – især når man skal spise flere mennesker sammen med forskellige præferencer. Det er jo virkeligheden i mange fællesskaber. Nogen har kræsne børn, andre har allergi, og andre igen har måske store børn, der er vegetarer. Med den her model kan man spise sammen, uden at nogen skal have en speciel servering. Man kan nemlig vælge til og fra.

Camilla tjekker løbende sin computer for at notere rettelser til opskriften i takt med, at hun følger den. Hun er rutineret i sin måde at være i køkkenet på, og det er tydeligt, at hun har været i den her proces før. Men hvis man havde fortalt hende for bare seks-syv år siden, hvor hun var nu, havde hun nok ikke troet på én. ”Vegetarisk Hverdag” udsprang nemlig ikke af en ambition om at kunne leve af hverken bloggen eller kogebøgerne.

– Inden jeg startede ”Vegetarisk Hverdag”, arbejdede jeg som digital designer. Det var et meget maskulint miljø, og det handlede mere om salg og politik, end det handlede om design. Der var så meget bullshit! Rigtig corporate business-sprog, og jeg mistrivedes helt vildt, siger Camilla, der arbejdede på både et reklamebureau og siden et par designbureauer.

– Jeg fokuserede på ting, der ikke betyder noget for mig: En flot lejlighed, dyre rejser og den slags ting. Og det er jo ikke fordi, jeg ikke kan lide lækre rejser eller at bo æstetisk flot, men det er bare ikke det vigtigste, vel? Jeg mistede grebet om, hvem jeg var. Jeg prøvede at passe ind og derfor være en anden person, end jeg var, og det gjorde mig så syg, fortæller Camilla om den tid, hvor hun efter at have haft stresssymptomer længe til sidst fik et angstanfald så stort, at der ikke var andet at gøre end at trække stikket.

Sommerfugle og solstrejf

Camilla blev sygemeldt, og med sygemeldingen fulgte en proces, hvor hun skulle finde tilbage til sig selv. En ”autenticitet” kalder hun det. Hun er autentisk, når hun viser det uperfekte, ja, men hun er også autentisk, når hun giver plads til det skønne og sanselige i sit liv. Det er der en særlig grund til.

– Min far døde af kræft, da jeg var 11 år. Det har virkelig været med til at forme mig. Min appetit på livet kommer af det. Han var knap 41 år, da han døde, og jeg begynder at nærme mig det nu. Jeg er 37, og det er super syret, ikke?, siger Camilla og fortsætter efter lidt tid:

– Jeg har altid haft en bevidsthed om, at jeg skal nyde livet så meget som overhovedet muligt. At sætte pris på og nyde bittesmå ting blev en overlevelsesstrategi i sorgprocessen: Jeg lagde mærke til alle de små, dejlige ting. En sommerfugl, et strejf af sol, den slags ting. Jeg kan se, at nu er mit barn begyndt at gøre det samme. ”Se en svale! Vi elsker jo svaler”, kan hun finde på at udbryde. Det er jeg meget taknemmelig for.

Camillas sammenbrud med stress og angst handlede lige præcis om, at hun havde bevæget sig for langt væk fra den kerne i sig selv, fortæller hun. Og da hendes psykolog kort inde i hendes sygemelding anbefalede hende at finde en hobby frem, der gjorde hende glad, vidste hun med det samme, hvad det skulle være. Mens hun studerede, havde hun nemlig haft en madblog, og selvom hun for længst havde lukket den, rumsterede den stadig i hendes baghoved.

– Det var nok det kreative projekt, jeg indtil da havde haft, som jeg syntes var sjovest. Den blog var et frirum, og det savnede jeg. Dagen efter lavede jeg en græskarsuppe til frokost. Jeg hyggede mig så meget med det, at jeg stylede den lidt og tog et billede af den. Jeg lagde den på min private Instagram, og mere skete der sådan set ikke. Og så alligevel: Det vækkede en kreativitet i mig, som jeg troede, jeg havde tabt, siger Camilla, som allerede måneden efter havde udtænkt universet ”VegetariskHverdag”. Hun havde købt domæner, bestemt layout på bloggen og var også begyndt at lave de første opskrifter.

Otte vilde måneder

Camilla Skov er gået i gang med at fylde en blender med blandt andet friske grønne krydderurter og krydderier, mens hun fortæller om den første tid med ”Vegetarisk Hverdag”-bloggen. Hun skrev løbende sine drømme ned i en lille notesbog imens.

– Jeg har den stadig. ”Måske er der 500 følgere ved årsskiftet”, skriver jeg et sted. Eller: ”Hvis jeg kunne skrive en kogebog om fem år, ville det være fantastisk”. Den slags ting. Og pludselig skete alt helt vildt hurtigt! Der gik otte måneder, og så havde jeg 10.000 følgere og en kogebogskontrakt.

Hvad skete der?

– Meget var mund til mund – og meget handlede nok også om belugabolognesen. Jeg lavede den i december 2018, og det stak helt af med den opskrift. Den levede sit eget liv! Flere og flere skrev, at en kollega havde den med til frokost, at de havde fået den til en fest eller noget i den dur, fortæller Camilla, der lagde flere og flere opskrifter på bloggen. Alle vegetariske opskrifter, men det skyldes ikke, at Camilla selv er vegetar som sådan.

– Da min mand og jeg boede nogle år i Stockholm, hvor mange er vegetarer, fik jeg øjnene op for, hvor godt vegetarisk mad kan smage – og hvor let det er at lave. Det vegetariske køkken er meget alsidigt. Jeg var allerede begyndt at spise mere vegetarisk, fordi jeg havde fået øjnene op for dyrevelfærd, og det føltes ikke længere så godt for mig at spise meget kød, siger Camilla og fortsætter:

– Jeg er stadig ikke vegetar, og det er en vigtig pointe. Man kan spise vegetarisk med mine opskrifter på det niveau, man har lyst til. Da jeg startede, var de få vegetariske profiler i Danmark fokuserede på sundhed eller klima. Det er der ikke noget galt med, men der var ikke meget plads til at tale om smag og gode madoplevelser. Og det er jo det, der giver mig glæde, når jeg spiser, ikke? Det nytter ikke noget, at vi kun spiser vegetarisk for at være dygtige.

Drømmehave på Falster

Efter blot få år havde Camillas blog hundredtusindvis af besøgende, og hun havde udgivet sin første kogebog. Med andre ord var hendes hobbyprojekt blevet et arbejde – men Camilla var længe stadig syg med stress og angst.

– Faktisk er jeg ikke sikker på, det var helt sundt for mig at have det projekt, mens jeg var sygemeldt. Der kom følgere hver dag, og jeg blev lidt afhængig af at holde øje. Det er nok ikke så sundt, vel? ”Den dovne vegetar” (Camillas tredje kogebog, red.) handler om netop det. Længe så jeg min værdi som menneske ud fra mine præstationer. Det kan mange sikkert nikke genkendende til i et præstationssamfund. ”Vegetarisk Hverdag” har også på nogle måder været en præstation, som ikke altid har været sund for mig, siger Camilla og fortsætter:

– Mange af mine stresssymptomer hænger ved. Det skyldes nok også, at jeg kom så langt ud. Jeg er faktisk ikke sikker på, jeg nogensinde bliver rigtig rask igen. Det er lidt trist, men det er også et faktum.

I 2020 besluttede Camilla at se, om hun kunne lykkes med at leve af ”Vegetarisk Hverdag”. Det måtte briste eller bære, vurderede hun – og som man nok kan regne ud, bar det. De seneste år har været omvæltende. Ikke mindst fordi Camilla og hendes mand sammen med deres barn nu bor fuld tid i huset på Falster – efter at have boet i 16-17 år på Nørrebro.

– Jeg troede egentlig, at vi skulle have en kolonihave i København, men det var ikke det liv, jeg længtes efter, indså jeg. Det var lidt for tæt på det parcelhusliv, jeg kom fra! Drømmen om det her hus og den her have handlede jo også meget om at dyrke mine egne grøntsager. Der er noget grundlæggende virkelig fedt i at så nogle frø og så kunne gå og høste kål, tomater og bønner hele sommeren, ikke? Og vinteren for den sags skyld. Jeg høstede vores sidste kål i april, og så begyndte det nye at komme lige efter. Så der er nærmest noget i haven hele vinteren, lyder det fra Camilla, der blandt andet bruger sine grøntsager til at udvikle nye opskrifter.

– Måltidet er helligt for mig. Den stund, hvor man sidder og får noget nærende både på et kropsligt og sjæleligt plan. Det gør mig glad, og det vil jeg gerne dele med andre, siger Camilla, for hvem det dog ikke kun handler om selve måltidet. Det handler også om at tilberede det.

– Når vi står i køkkenet, er vi nødt til at være til stede i nuet: Vi dufter og smager, vi bruger vores hænder og øjne. Vi skaber noget! Og vi skal bruge vores intuition imens, for eksempel når vi smager til. Øjeblikke som dem er begyndt at forsvinde i det moderne liv. Måltidskasser er for eksempel blevet utrolig populære, og det er da også praktisk. Jeg tror ikke nødvendigvis, de er et problem i sig selv…

Men?

– Jeg vil gerne forsvare det at lave mad fra bunden. Og ikke på den måde, hvor man skal stå i køkkenet flere timer. Jeg vil gerne lave nogle opskrifter som muliggør, at man kan lave et måltid helt fra bunden på en halv time – og stadig have en følelse af, at man havde en halv time med reelle grøntsager i hånden, som man selv forvandlede til aftensmad.