Det er umuligt at sætte pris på et menneskeliv. Alligevel er det ofte det, der sker, når Sundhedsmyndighederne skal afgøre om noget medicin til en patient er for dyrt. Og det er netop det, der er sket i Ditte Gieses tilfælde.
Hun lider af uhelbredelig brystkræft. En sygdom, hun opdagede, da hun var journalist og redaktionschef her på Heartbeats. Desværre spredte sygdommen sig hurtigt, og blot to måneder efter, at den var blevet opdaget, havde den spredt sig til knoglerne.
I de følgende tre år siden diagnosen har hun med svingende resultater fået livsforlængende medicin. Men det gjorde hende i stand til både at passe sit arbejde her og sønnen, Alfred, der i dag er 13 år.
Men sidste år var særligt hård. Kræften har spredt sig, den gamle medicin virker ikke længere, og hun er nu i stadie 4. Der er dog et håb. Der er nemlig kommet en ny medicin kaldet Enhertu/T-DXd, som er en blanding af kemoterapi og immunterapi, og den har vist gode resultater for netop Ditte Gieses gruppe. Der er dog det problem, at behandlingen er rigtig dyr. Det koster 95.000 kroner per gang, og det har fået Medicinrådet til at afvise, at behandlingen gives i Danmark.
En godkendelse er på vej, men Ditte Giese kan ikke vente. Hun har brug for ni behandlinger, inden den formentlig bliver godkendt til sommer. Derfor er hendes venner gået sammen om at samle beløbet ind.
”Hver eneste dag er afgørende, når man har en kræftsygdom, der spreder sig, og medicinens virkning er veldokumenteret. Alligevel har Medicinrådet ikke ville godkende brugen af den nye medicin til sygdommen, og det har været frustrerende at stå på sidelinjen og vente. Jeg tror, at alle, der har prøvet at være tæt på én, der er alvorligt syg, vil forstå den desperation, man føler, i den situation. Derfor besluttede vi os for at gå i gang med at samle penge ind, så Ditte kunne få den behandling, som alle er enige om, at hun har brug for,” fortæller Christina Zemanova, der er pressechef på Politikens forlag og en i gruppen af venner, der samler ind.
Udover at samle penge ind til Ditte Giese håber de også at gøre opmærksom på, at screeningen af brystkræft herhjemme kunne være bedre.
”Vi synes, det er helt vanvittigt, at man som kvinde ikke kan få screenet sine bryster i 40’erne, medmindre man får en henvisning fra sin læge. Hvis man kunne, ville færre kvinder ende med en så ulykkelig diagnose som Ditte, hvor kræften først blev opdaget, da den havde spredt sig og var blevet kronisk.”
Indsamlingen startede i sidste uge, og en unavngiven iværksætter har allerede givet et beløb, der klarer den første behandling på i alt 95.000 kroner. For Ditte Giese har det været overvældende at føle den massive opbakning, hun har fået de seneste dage.
”Jeg er så taknemmelig over den store generøsitet fra min familie, mine venner og helt fremmede mennesker. Det er helt utroligt og i sig selv virkelig livsbekræftende.”
På Heartbeats følger vi indsamlingen og vil selvfølgelig løbende orientere om, hvordan det går, og når målet er nået.
Du kan støtte indsamlingen her:
Reg. nr: 8401
Konto nr: 0001620527
Vi takker for alle bidrag.
Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen, og der bliver sendt regnskab til Indsamlingsnævnet.