Jeg har aldrig helt forstået jeres glæde ved efteråret

Jeg har i mange år, måske altid, haft et anstrengt forhold til efteråret. Jeg har faktisk været decideret imod det. Ikke at min modstand har haft nogen nævneværdig indflydelse på årstidernes skiften, men jeg har i det mindste været konsekvent. Jeg hader at fryse, jeg hader blæst, og jeg synes, det er fuldstændig urimeligt, at vi hvert år bare skal acceptere, at det bliver mørkt, før arbejdsdagen er slut. Jeg har aldrig helt forstået de mennesker, der begynder at glæde sig til efteråret allerede i august. Som ser frem til regnvejrsdage, stearinlys, Gilmore Girls og at pakke sig ind i tæpper. Jeg har mest lyst til at spørge dem, om de har glemt, at der findes en årstid, hvor man kan sidde udenfor til langt ud på natten uden at være iført andet end sit almindelige tøj.

Jeg er med andre ord ikke en efterårspige.

Derfor er det selvfølgelig uheldigt, at jeg på det seneste har taget mig selv i at stoppe op og fotografere træer, fordi lyset falder så smukt på de gule blade. Det er heller ikke til at komme udenom, at der faktisk er virkelig meget ved efteråret, jeg måske nok alligevel holder af. Først og fremmest tøjet. Så pænt, mand! Store frakker, uld, lag på lag og alt det brune, der får mig til at ligne en pensioneret universitetslektor. Jeg elsker gryderetter, tung rødvin, stearinlys og den særlige form for melankoli, der indfinder sig, når temperaturen falder. Søren Ulrik Thomsen har sagt noget om, at efteråret er rart, fordi forfaldet bliver synligt omkring os, så vi ikke skal bære tankerne om altings forgængelighed alene. Det synes jeg er meget smukt sagt. Og det passer egentlig ganske godt til mit indre selvbillede, som af uransagelige årsager stadig er en fattig, lettere lidende kunstner i Paris, der ryger cigaretter ved et åbent vindue og skriver noget vigtigt i en notesbog. I virkeligheden er jeg en 40-årig mor til tre, der arbejder i den københavnske mediebranche, men følelsen er der da.

Og alligevel har jeg i årevis insisteret på, at efteråret er noget, der skal overstås.

Jeg tror, det er vinterens skyld.

Efteråret er ganske enkelt landet på min shitliste, fordi det kommer lige før noget, jeg oprigtigt ikke kan fordrage. Det minder mig om at være i et forhold, hvor man godt kan mærke, at det sgu nok snart slutter. Der kan stadig være virkelig gode dage. Man kan grine sammen, have dejlig sex, spise en fantastisk middag og for en stund glemme, at der er noget galt. Men så kommer der en bemærkning, en dårlig stemning eller en søndag, hvor man pludselig ikke har så meget at sige til hinanden. Og selvom man stadig holder af det, man har, begynder man at gå og vente på, at det bliver værre. Det er svært at nyde noget helt ubekymret, når man allerede er begyndt at sørge over, at det snart er slut.

Sådan har jeg det med oktober.

Jeg kan sagtens gå en tur i det smukkeste solskin, beundre træerne og tænke, at det her faktisk er ret vidunderligt. Men jeg ved også, hvad der venter. November, hvor det begynder at blive alvorligt. December, som ganske vist har julen til at aflede opmærksomheden, men som ellers mest består af mørke og praktiske gøremål. Og så januar og februar. De to længste måneder på hele året, der efter min mening burde være genstand for en international undersøgelse af, hvorfor vi overhovedet finder os i dem.

Jeg er et menneske, der elsker sommeren. Varme, larm, mennesker, åbne vinduer, kolde øl og de aftener, hvor man bliver siddende ude, fordi ingen rigtig har lyst til at gå hjem. Jeg kan ikke få nok af det. Og når dagene begynder at blive kortere, får jeg næsten travlt med at holde fast i det hele. Jeg bliver fornærmet over at skulle tage en jakke på og nægter at pakke sandalerne væk, længe efter at det er holdt op med at være en fornuftig beslutning. Jeg er simpelthen dårlig til at give slip på sommeren. Også selvom det, der kommer bagefter, faktisk har en hel del at byde på.

For jeg holder jo også af den ro, efteråret bringer. At der ikke hele tiden er noget, jeg burde nå, inden solen går ned. At jeg kan gå hjem efter arbejde og blive der uden at føle, at jeg går glip af noget. Der er noget befriende ved, at verden udenfor skruer ned for tempoet, og at man kan tillade sig at gøre det samme. Jeg forstår godt tiltrækningen. Jeg mærker den jo selv.

Jeg ville bare ønske, at vi kunne nøjes med oktober.

For det er jo ikke efterårets skyld, at vinteren er så rædselsfuld. Alligevel har jeg i årevis ladet min modvilje mod januar og februar gå ud over de måneder, der kommer før. Og det er egentlig synd. Især for mig, der dermed har brugt en betragtelig del af mit liv på at være irriteret over noget, jeg i virkeligheden godt kan lide.

Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg pludselig har tænkt mig at begynde at fejre efterårets komme. Jeg synes stadig, det er en dårlig handel at bytte varme sommernætter for fugtige cykelsadler, strid sidevind og mørke morgener. Og jeg har endnu til gode at møde en gryderet, der kan kompensere for, at solen går ned, før jeg er kommet hjem fra arbejde.

Men lige nu er København smuk. Træerne er gyldne, luften er klar, og jeg har aldrig følt mig bedre klædt end i min nuværende garderobe, der overvejende består af ting, jeg forestiller mig, at en ældre mand med et sommerhus i Odsherred også ville sætte pris på. Jeg har planer om at lave noget med svampe i weekenden, og jeg glæder mig allerede til gløgg og marcipan og mine børns juleglæde.

Så jeg har besluttet at give efteråret en chance. Vi har trods alt haft nogle gode år sammen, selvom jeg ikke altid har været villig til at indrømme det. Og jeg kan godt unde os et par gode måneder, inden det hele går ad helvede til.

Når vinteren kommer, kan jeg begynde at hade den i stedet.

Det glæder jeg mig faktisk allerede til. Den indre, lidende kunstner i Paris skal jo også have noget at leve af.