“Jeg er fodboldspiller, og jeg er homoseksuel.”
Syv ord, man sjældent hører i fodboldens verden, er onsdag blevet sagt højt af den blot 21-årige professionelle fodboldspiller Josh Cavallo, der spiller i den australske fodboldklub Adelaide United.
I en video på Instagram fortæller Cavallo, at han i mange år har skammet sig over sin seksualitet og frygtet, at han ville være nødt til at opgive sin drøm, fodbolden, hvis han stod frem og fortalte sandheden – at han er homoseksuel.
“Da jeg voksede op, havde jeg altid et behov for skjule mig selv. Jeg skammede mig, fordi jeg ikke troede, jeg kunne lave det, jeg elsker, og være homoseksuel,” siger Josh Cavallo i videoen, som også kan ses på klubbens hjemmeside.
Dermed skriver Josh Cavallo sig ind i historien som en af de få aktive mandlige fodboldspillere, der på nuværende tidspunkt er stået frem og har fortalt åbent om, at de ikke er til kvinder.
Den unge australier fortæller i videoen om sig frygt for at stå frem. En frygt for at blive hånet og grinet af.
“Jeg troede, at folk ville behandle mig anderledes, hvis de fandt ud af det. Jeg var bange for, at de ville sige grimme ting eller gøre grin med mig, men det har ikke være tilfældet,” fortæller Josh Cavallo.
Han lægger ikke skjul på, at han i “meget lang tid” har levet et dobbeltliv og end ikke har fortalt sine nærmeste venner og familie sandheden.
“Jeg er træt af at prøve på at gøre mit bedste samtidig med at skulle leve et dobbeltliv. Det er udmattende. Det er noget, som jeg ikke ønsker, nogen som helst skal opleve, siger Cavallo, der må tørre tårer væk fra øjnene, inden han fortsætter:
“Alt, jeg ønsker, er at spille fodbold og blive behandlet lige.”
Fodboldverden er “langt bagud”
Efter at han for nylig er sprunget ud for sin familie, holdkammerater og trænere, har støtten været massiv.
Men det er ikke kun den nære omgangskreds, der har Josh Cavallos ryg.
Barcelonas stjernespiller Gerard Pique skriver på Twitter, at “fodboldverden er langt bagud,” men at Cavallos mod er med til at rykke den frem.
“Jeg er ikke så heldig, at jeg kender dig personligt, Josh Cavallo, men jeg vil takke dig for det skridt, du tager”, skriver Pique.
På sin hjemmeside udtaler både Adelaide Uniteds øverste chef, Nathan Kasmina, og klubbens træner, Carl Veart, at de er umådeligt stolte af deres spiller.
“I dag er ikke bare en stor dag i Joshs liv, men et historisk øjeblik for australsk fodbold. Det er usædvanligt modigt af Josh at dele sin historie, og vi håber, at hans lederskab og mod vil vise vejen for andre fodboldspillere, der fremover vil kunne gøre det samme,” siger Nathan Kashima.
Til sidst i videoen er Josh Cavallos tårer forvandlet til et smil.
Han kigger på kameramanden og siger så:
“Jeg vil vise alle andre, der kæmper og er bange, hvem end det må være, at man skal være sig selv. Det er meningen, at du skal være dig selv, ikke en anden.”
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️