Foto: Gadi Dagon
Jeg sidder på gulvet i en dansesal omgivet af mennesker, der taler med hinanden og varmer op på mere eller mindre professionelle måder. Jeg varmer også op, ikke spor professionelt, et strakt ben her og et buk i hoften der, det strammer på undersiden af låret. Jeg er ikke videre smidig.
Første gang jeg skulle til Gaga, var jeg nervøs. Meget. Hvad hvis alle de andre var professionelle dansere, hvad hvis vi skulle lære indviklede koreografier, hvad hvis jeg blev til grin, hvad hvis jeg ikke kunne præstere?
Helt inde i et hjørne sidder en mand på omkring de 40, gætter jeg på. Han har benene trukket op foran sig og knuger dem med armene. Han ser sig omkring. Han er nervøs. Virkelig nervøs. Jeg ser på ham med et smil, som jeg håber virker beroligende. Han tager det som en invitation og spørger mig, om jeg har været her før og: ”Hvad er det, der skal ske?”.
Jeg fortæller ham, at det er ufarligt, at han ikke behøver være nervøs, for her kan man bare lade kroppen gøre, som den vil. Det ser ikke ud til, at mit svar hjælper på hans nervøsitet. Det ser faktisk ikke ud til, at han tror et ord af, hvad jeg siger.
Han hvisker: ”Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg prøver at udfordre mig selv på alle punkter,” og krøller sig sammen i hjørnet igen.
Lad os gøre os umage med at være klodsede
”Find the snake in your spine, you are floating in water, let your arms float,” siger danselæreren. Vi står og gynger, prøver at forestille os, at vi er omgivet af vand, at vi er bølgende søgræs. ”Enjoy the sensation, enjoy the effort,” siger hun smilende.
Så skruer hun op for musikken, ambient-et-eller-andet med dæmpede rytmer, og siger: ”You are a child, you have just learned to walk, you are not good at it, you are clumsy,” og bevæger sin krop i hakkede, kantede, klodsede bevægelser, snubler, falder næsten. Vi aber efter og prøver at finde et klodset barn inde i os selv og kommer til at grine. Læreren ser på os: ”Yes, beautiful!” Vi gør os umage med at være klodsede, mens vi griner af os selv og af hinanden.
Det er uvant. Altså at bevæge sig klodset og grimt med vilje, men det føles godt og egentlig også velkendt. For selvom jeg ikke normalt går rundt og ter mig som et barn, der lige har lært at gå, så var jeg det jo engang. Jeg oplever, at grænserne for hvordan jeg kan bevæge mig rykker sig. Jeg finder nye måder at bevæge mig på, som stemmer overens med noget i mig, der ikke så ofte kommer til udtryk.
LÆS OGSÅ:
Musikken skifter, læreren skruer højt op, det er vilde rytmer nu. Hun siger: ”Let go, you are on your own now, move between each other, use only 50 percent.” Vi hopper rundt mellem hinanden og svinger med armene, tramper i gulvet, gør os umage med kun at bruge 50 procent af vores energi, så 80 og til sidst 100 procent. Nu danser vi som gale, kroppen bevæger sig af selv, det er ikke så meget os som den, der bestemmer bevægelserne, vi ryster hele kroppen, bokser ud i luften, sveder og glemmer de andres blikke. Så får jeg alligevel øje på den mand, jeg prøvede at berolige før timen. Han smiler, fuldstændig henført, mens han svinger vildt med arme og ben, sveden drypper, og han ser lykkelig ud. Hans krop er blevet en anden. Blød, vild og fri.
Det er okay at fejle, nyd det
Mens jeg danser, oplever jeg friheden fra den enorme mængde energi, jeg normalt bruger på at tænke over de forventninger, der er til mig. Friheden fra at tænke på, hvad andre tænker og synes om mig. Vi gør os hele tiden umage med ikke at være klodsede, med ikke at snuble og falde, gør os umage med at virke kloge, stærke, ligevægtige, selvstændige, succesfulde. Vi bruger så meget energi på at være præsentable udadtil, polerede, perfekte. Hvor ofte får vi at vide, at det ikke gør noget, hvis vi snubler og falder, hvis vi ikke lykkes med det, vi prøver på?
I glimt kan jeg opleve en lignende frihed og selvforglemmelse i andre sammenhænge, men til Gaga er at snuble og falde, ikke at lykkes, en kilde til nydelse. Det har værdi, og det er ikke farligt: ”Enjoy not succeding! Enjoy the failure!”, som danselæreren siger. Og den værdi kropsliggøres gennem dansen.
Jeg oplever, at Gaga går stik imod de store krav, der bliver stillet til min præstation og performance i samfundet. Det er krav, der kan føles, som om de kommer indefra, og som kan forvandle sig til skyld og skam over ikke at være god nok. Samfundet siger ikke, at jeg skal nyde min indsats og min fiasko, men snarere at jeg skal nyde at være en succes og huske at vise det frem.
Jeg prøver at tage de nye klodsede og frie bevægelser med mig ud af Gaga-rummet og ind i min hverdag. Jeg øver mig på at nyde min egen indsats, når jeg for eksempel sender et artikelforslag afsted, og måske endda nyde fiaskoen, når afslaget kommer, eller når svaret simpelthen udebliver. Lyder det tosset? Fiasko er en del af livet. Værsgo at fejle!