Jeg har en lille anekdote, som måske kan give noget af forklaringen på, hvorfor Liverpool-fans verden over er gået i en form for psykose af sorg over afskeden med træner Jürgen Klopp. Den stammer fra mit eget lille familieliv – langt væk fra den nordengelske by.
I mere end 20 år har jeg været fan, og uden at jeg helt direkte har sagt noget, har mine børn, Liv og Thomas, heldigvis fulgt med i takt med, at de blev ældre.
John Oliver, den engelske komiker, voksede op i Liverpool, og han sagde, at i hans familie var det ikke så meget et valg.
”Der var tusinde ting, jeg kunne vælge i mit liv, men hvilken klub var ikke et af dem.”
Mine børn, vil jeg vove at påstå, fik et frit valg. Ikke mindst fordi det, før Jürgen Klopp kom, gik det så dårligt. Det var i starten af 00’erne, og to amerikanske ejere tømte klubben for penge og håb. Til sidst blev de tvunget ud, og nye amerikanske ejere kom til. Men vi tabte stadig. Weekend efter weekend. På trods af enkelte individuelle lyspunkter fra klubikonet Steven Gerrard og det tossede geni, Luis Suárez.
Da min søn var fem, spurgte han oprigtigt: ”Hvorfor holder vi med et hold, der taber hele tiden?”
Jeg prøvede at fortælle ham, at der er andet i det at være fan end bare at vinde, men det er svært helt at forklare en femårig. Året efter forstod han det også af sig selv og spurgte ikke igen, selvom vi stadig tabte.
Min datter begyndte i skole, og drengene hev hende ikke i rottehalerne. Til gengæld drillede nogle af dem, når Liverpool endnu engang røg på røven ud af en europæisk kamp. Det blev så grelt, at det var oppe at vende på en skole-hjem-samtale. Jeg var selvfølgelig vred. Min datter skulle ikke drilles, bare fordi nogle dumme drenge havde fundet et ømt punkt. Men det slog ikke fejl. Når Liverpool tabte i en aftenkamp, sendte de hånende sms’er.
Men så kom Jürgen Klopp.
Alle Liverpool-fans kender hans første pressemøde, hvor han sagde, at han ønskede at omvende os fra tvivlere til troende.
Allerede i første sæson vendte stemningen. Vi havde været vant til den tidligere træner, distanceblænderen Brenda Rodgers, og i den konkurrerende klub, Chelsea, kaldte José Mourinho sig ’The Special One’. Men da Klopp kom til sagde han:
“I don’t want to describe myself. I’m a totally normal guy. I’m the ‘Normal One’.”
Når han så den legendariske Arsenal-træner Arsene Wengers hold spille fodbold, var det som at se en symfoni, sagde han. Men han foretrak nu heavy metal. Og sådan blev det. Fra første færd ville han se sit hold løbe mere end de andre, kæmpe mere, angribe mere. Hans stil blev synonym med det berømte udtryk ’gegenpress’, som nu er et så udbredt udtryk, at selv en miniput-træner vil forsøge at få sine spillere til det. Pres, pres, pres.
På alle måder har han passet perfekt ind i Liverpool. En by, der altid har set sig som underdogs, og som blev trykket ned af Margaret Thatchers jernnæve i 80’erne. En by, der måtte leve med traumet fra Hillsborough-tragedien, hvor 97 døde. Her lagde politiet og medierne i årtier skylden på, hvad de mente var hooligans for at dække over egne fordomme og inkompetence.
Klopp forstod alt det. Han forstod hymnen ’You’ll Never Walk Alone’, der bliver spillet før hver kamp.
Med Klopp kom resultaterne. I første sæson fik han et temmelig middelmådigt hold i en europæisk finale, og senere skaffede han det mesterskab, klubben har hungret efter i 30 år. Han har været i tre Champions League-finaler (og vundet den ene), og på alle måde puttet Liverpool tilbage i den absolutte europæiske elite, hvor de var i 80’erne og 90’erne. Alt sammen med vild fodbold, store personligheder, der kom ud af ingenting og en næsten manisk entusiasme, der fik ham til at brøle dommeren og modstandertræneren ind i hovedet. Vi elskede det hele.
Nogle modstanderfans har her op til hans afgang begyndt at sige, at han jo ikke vandt så meget. Det blev kun til ét mesterskab i de ni år. Men det bider ikke på nogen Liverpool-fans. Det er ikke kun resultaterne. Det har været hans person og energi, som har smittet af på byen og de millioner af fans verden over. Måden hver spiller får en bjørnekrammer, inden de løber ind, og måden, han taktfast pumper næven tre gange ud mod hjemmepublikummet efter en sejr. Han var som en faderfigur for spillerne, for os alle.
I den måske mest berømte opgør på Anfield havde de tabt den første kamp mod Messi og mægtige Barcelona med 3-0, og det så ærlig talt sort ud. Men inden kampen sagde Klopp:
”That is the plan: just try. If we can dot, wonderful. If not, then fail in the most beautiful way.”
De vandt 4-0.
Det var hans livsfilosofi. Han bebrejdede aldrig egne spillere, og han elskede de vilde kaotiske kampe, selvom det betød, at de nogle gange tabte til køligere klubber.
Der er flere sportsjournalister, der bedre kan forklare hans sportslige og taktiske aftryk på fodbold. Og det har været enormt. Men at han har betydet noget ud i de små afkroge af verden, der holder med Liverpool, ved jeg fra min datter og drillerierne.
Klopps berusende fodbold fik mange børn til pludselig at ønske sig trøjer med Salah og Firmino. Nu var det den røde trøje, der stod øverst på ønskelisten, og ingen talte om ‘Loserpool’ længere.
Det kan virke, som om vi overreagerer, når vi (bogstaveligt) begræder hans afgang. Men han gav os glæde og forrygende oplevelser. Han gav en slumrende storby troen og stoltheden tilbage, og hans ansigt pryder husgavlene overalt.
”It’s only football. But It means the world to us,” som han sagde for nylig.
Tak til Klopp for at få drillerierne til at stoppe.
