Der er masser af sociale koder, som viser, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. En tilflytter til hovedstaden vil ofte, fejlagtigt, tale om Indre By som “city”, lede efter “banegården”, sætte sig foran i en taxa eller andre no go’s efter ankomsten til København.
Men hvad gør de indfødte københavnere? Det kigger redaktionens to indfødte på her, hvor legen hedder: Du ved, du er old school københavner, når …
1. du en sen nattetime engang har haft en dyb samtale med Sanger Søren.
2. du stadig kommer til at omtale Torvehallerne som “Grønttorvet”.
3. du indimellem stadig refererer til gå-ud-steder som Annabells, Krasnapolsky og Montmartre, når du skal forklare et sted i byen.
4. du kender forskellen på en café og en kafé.
5. du helst handler isenkram i Møller & Mammen.
6. du husker, hvordan I grinte af Hellerup og deres tarvelige kæmpebiler, indtil de samme mennesker flyttede til Frederiksberg, Østerbro og Vesterbro (og købte forældrekøb til deres børn).
7. du ikke kan forestille dig at bo andre steder end i København, det skulle da lige være i udlandet.
8. du engang har været til et Distortion-arrangement for 20 mennesker.
9. du har kysset med Lars H.U.G. på Jazzhouse.
10. du har en yndlings-pølsevogn og en holdning til Steff Houlberg versus Tulip (aldrig Tulip).
11. du er ligeglad med håndbold.
12. du i din ungdom vidste, at hvis du bevægede dig ud på Amagerbrogade efter klokken 22 var udsigten til røvfuld 50/50.
13. du har et forhold til Scala og måske endda har haft din gang i Professor Olsens Spilleland.
14. du hverken peger, hilser eller på anden måde reagerer, når du passerer en kendt.
15. du har mistet et sted mellem 20 og 50 cykler gennem årene, men ikke gider ærgre dig over det.
16. du elsker juleferien, fordi der er alle provinsbørnene hjemme hos familien i Jylland (og du kan parkere overalt).
17. du har betalt mellem 50.000 og 100.000 kroner for andelsbolig-ventelister gennem årene.
18. du kender mindst en, der har knaldet med Kronprinsen.
19. du kalder dit sommerhus, små 45 minutter fra din bopæl, for “på landet”.
20. du betragter det som en menneskeret at tage en taxa hjem fra byen.
21. du er utryg ved S-tog længere væk end Valby.
22. du aldrig kunne finde på at frekventere Strøget for noget som helst.
23. du udtaler kaffe sådan her: karr-føh og Gothersgade sådan her: Gåårtersgade.
24. du har været til fest i det rigtige Ungdomshus.
25. du husker Daells Varehus, som var lidt skamfuldt at besøge.