1. Fyn knap så fin
I sidste uge fandt man tre døde havørne syd for Svendborg, og det formodes, at de mægtige dyr er døde af gift. Det er nemlig – I shit you not – et stigende problem, at rovfugle slåes ihjel med nervegiften carbuforan, som lammer og kvæler. Og Fyn er et form for hotspot for den her slags fucked up faunakriminalitet. Hvor ufint kan det lige blive? Men det stopper ikke her. For det var også i sidste uge, at politiet kvitterede med en sigtelse til de to kriminelle slamberter, der havde smurt lim ud over nogle pinde for at fange flotte finker. Og i samme boldgade sigtede Syd- og Sønderjyllands Politi forrige søndag to krybskytter for at have et afhugget krondyrhoved liggende i bagagerummet på deres hvide varebil, der trillede rundt i Oksbøl Klitplantage kl. 01.14 om natten. Og og og for nylig døde en duehøg syd for Køge, fordi nogen formentlig havde skudt den, hvilket vi skrev en ret undersøgende artikel om her på Heartbeats. Man kan undre sig gevaldigt over den respektløshed, der karakteriserer disse aktuelle kriminalsager – i en tid, hvor vi diskuterer biodiversitet og sexisme render der nogen vandaler rundt og, ja, vandaliserer i det grønne. Altså, kan vi blive enige om, at det skal stoppe? Man dræber sgu bare ikke dyr, amirite? (THOMAS BALSLEV)
2. De forhadte løbehjul
De mange el-løbehjul lader især til at være populære hos turister og dovne, unge mænd, der ikke er for forfængelige til at ligne tissetrængende skolepiger bagfra … Det største irritationsmoment ved løbehjulene er, at de ligger og står overalt på vores fælles fortov, som i forvejen er smalle i Dronningens København og presset af cykler og ladcykler. Sådan er kapitalismen, men sådan er den jo kun, hvis vi giver den lov. Der tegner sig nu et flertal i Københavns Borgerrepræsentation for at regulere området, hvor der ikke er nogle regler. En model kunne være at have særlige områder til parkering, eller at firmaer som Lime og Donkey Republic skal udleje fra egentlige butikker.
Det giver mening, og når jeg igen og igen ser, ærkekøbenhavner og cykelbutiksejer Yael Bassan skrive om sine besværligheder med Limes’ anmassende el-løbehjul, som hver nat bliver stillet på række foran hendes butik ved Hovedbanegården og dermed forsøge at udkonkurrere en lille erhvervsdrivende, så bliver jeg altså vred. Så regulering nu! (DITTE GIESE)
3. Never ending Tivolitur
Lige om lidt lukker Tivoli, og som københavner plejede det at være forbundet med lidt melankoli over sommerens slutning. Men når Tivoli lukker 4. oktober, åbner haven igen allerede fem dage senere med Halloween-græskar-efterårssæsonen, der løber indtil 1. november. For så 13. november at åbne igen med julesæsonen. Og på den måde fungerer det nye årshjul i Tivoli lidt som i en børnehave med cirkulær gentagelse som motor. Jeg var i Tivoli i lørdags, og det var hyggeligt, men også lidt mærkeligt, fordi alle skulle have mundbind på i rutsjebaner og andre skrige-venlige forlystelser. Haven lukkede allerede kl 22, så jeg havde lommen fuld af dyre ubrugte billetter med hjem (Tivoli – måske skulle I lukke for jeres billetautomater FØR forlystelserne?), men der kommer jo altid en bus og en Tivolitur mere. (DITTE GIESE)
4. Hvad er en WAP?
I sidste uges morgenbeats skrev vi om ugen der emmede af ‘Wet Pussy Energy’. Men hvad er det egentlig? Dét skal vi fortælle dig. Det er nemlig en sang dybt filtreret i online ungdomskultur. Sangen er udgivet af de kvindelige rappere Cardi B og Megan Thee Stallion, og har omtrent lige så seksuelle toner som Khias 00’er-hit ‘My Neck, My Back (Lick it)’. Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse, at sangen har modtaget betydeligt bagslag fra de mere konservative lyttere. Sangen er i sig selv ikke noget at råbe hurra for, men der er nu noget fedt ved forargede fuldvoksne mænd. Sangen har toppet på diverse lister i ualmindelig lang tid, og det er der især én grund til: TikTok. Her danser kvinder, mænd og børn med til linjerne: ‘Macaroni in a pot, that’s a wet ass pussy’. En sætning der muligvis refererer til TikToks forgænger, Vine. (EMILIE SØNDERGAARD)
5. Højkulturel lavkultur
Engang var donuts sådan noget, småbuttede politibetjente spiste i amerikanske tv-serier, mens vi herhjemme hellere satte tænderne i en overskåren, en spandauer eller en kringle. Det, vidste man, hvad var! Men hvis der er noget, der i disse år spreder sig hurtigere end selv den mest hypede influencer-influenza, så er det bagværk-moden. Emmery’s, Lagkagehuset, Meyer’s, Juno the Bakery og senest BUKA i Store Kongensgade, you name it, hvor det første spadestik til en deltagelse i Luksusfælden tages, fordi alle sgu da fortjener en kardemommesnurrer til mindst en halv månedsløn. Og nu er den gal igen. For har du også set horderne af mennesker foran Bronuts på Vesterbrogade og undret dig over, hvorfor voksne mennsker står i kø for at købe en gul kasse med donuts, der ligner noget, et barn kunne have lavet med fedtede bacille-fingre i børnehaven? Sagen er den, at en tidligere Paradise Hotel-deltager, Türker hedder han, står bag kæden, hvilket sjovt nok ikke burde kvalificere den til at blive accepteret af den kreative klasse. Og så igen, for det er jo faktisk lige netop det lavkulturelle som i disse år har en uimodståelig tiltrækningskraft på kultureliten. Om alting er stod jeg selv forleden fredag i den kø, rimelig knotten for klokken var 21, og jeg ville hellere have alkohol end at stå her med min teenagedatter, som allerede var i gang med at dele en story på Instagram, som vist lød noget i retning af “Oh my god, står i køen til Bronuts”. Jeg rullede diskret med øjnene og forsøgte ikke at opføre mig for cringe, og 20 minutter senere var vi hjemme med en af de gule æsker og et udvalg af donuts pyntet med nutella, Oreos, Daim og alt muligt crazy shit fra en syg post-marihuana-fantasi. Og pointen er såmænd den, at de smagte fuldstændig forrygende, og jeg ikke kan vente til at det bliver fredag igen. (KRISTOFFER ZØLLNER)
