Deleøkonomien og platformsøkonomien er begyndelsen på en teknologi, der vil gøre mennesker i stand til at løse vores lokale problemer uden indblanding fra regeringen eller markedet. En lokaliseret udviklingsmodel baseret på internet, hvor små grupper, som f.eks. en landsby løser deres problemer selv i stedet for at håbe på, at samfundet gør det for dem.
De analoge systemer giver ikke plads til ret mange mennesker, før man kan gemme sig i fællesskabet og dermed snyde eller glemme at betale tilbage, fordi man ikke bliver mindet om det. Hvis man er fire om et bord, kan man godt finde ud af at dele regningen, men er man 300 til en fest, er der altid nogle, som ”glemmer” at lægge penge i fælleskassen eller bidrage til den fælles bar.
Men de rigtige programmer på vores telefoner løser problemet. Vi bliver holdt øje med af en social overvågningsmekanisme, som så at sige kigger os digitalt i øjnene, så ingen kan slippe udenom at opføre sig ordentligt. Vi mennesker er sociale dyr, så langt de fleste af os hader at blive kaldt for ”dumme svin”. Det er dét, som ratingsystemer gør med deres små stjerner eller hjerter, når andre bedømmer os på evnen til at holde aftaler og leve op til det, vi har lovet. Vi vil gerne være med og hjælpe hinanden – men kun hvis der er systemer, som sikrer os imod at være i tvivl om, hvorvidt vi bliver udnyttet eller ej.
Det er historien om det nye el-løbehjul Voi om igen. Ja, det er sandt: Vi har kun brug for turen og ikke maskinen. Men det nytter bare ikke, hvis maskinen er blevet brugt og smidt på gaden. Så må andre tage initiativ til at få løbehjulet rejst op og stillet det ind mod muren, og der opstår risiko for, at tilliden imellem borgerne forsvinder. Sådan brød kollektiverne sammen i 1970’erne.
Vi har brug for et effektivt system, som sikrer os, at den, som smed løbehjulet på gaden, ikke et øjeblik er i tvivl om, at han vil blive stillet til regnskab. At han faktisk bliver stillet til regnskab i det øjeblik, han smider løbehjulet. Fordi en anden Voi-bruger tager et billede af ham i gerningsøjeblikket og får ekstra point som tak for hjælpen, imens ham, der smed løbehjulet, bliver udelukket fra fællesskabet i nogle uger som straf.
Den slags kræver stikkerkultur, som er trinnet efter, at vi anmelder hinanden. Husk at for ti år siden var det kun skolelærere, der gav stjerner og hjerter i stilehæfterne. I dag har vi analoge kontrolsystemer, det vil sige mennesker, til at sikre mod snyd. Som stikprøvekontroller fra Fødevarestyrelsen og den slags. Men det kan gøres bedre digitalt, og maskinerne får ikke en dårlig arbejdsdag eller stress over dagligt at blive mødt af borgere, der vil klage over afgørelserne.
Se ‘South Parks’ take på de mange nye elløbehjul overalt
Der er altid nogle, som snyder eller glemmer at tænke på andre eller konsekvensen af deres dårlige opførsel, og der er altid nogle andre, som faktisk prøver at få fællesskabet til at fungere. Deleøkonomiske platforme kan skabe et retfærdigt overvågningssamfund baseret på de mange og ikke en enkelt magtliderlig storebror.
Det vil måske en dag betyde, at vi kan skære ned i de offentlige kontrolinstanser, som meget bedre kan løses af borgerne selv med hjælp fra en deleøkonomisk platform og ordenligt internet. Det begynder med, at vi husker at stille el-løbehjulet respektfuld fra os, når vi har brugt det.
