genbrug

Frelsens Hær laver gammelt genbrug om til bæredygtigt modetøj

Nu kan du både handle bæredygtigt og hjælpe udsatte i Danmark på samme tid. Frelsens Hær er taget på Roskilde Festival, hvor de viser de mange festivalgæster deres Re-Designs frem. Vi besøgte dem for at høre nærmere om deres bæredygtighedsprojekt.

Er du klar til at droppe plastikposen til fordel for et net syet ud af en gammel skjorte? Det tror Frelsens Hær. Derfor står de i år på Roskilde Festival og viser deres mange Re-Designs frem, hvor de omdanner genbrug til fashion og modetøj. De er taget på Roskilde Festival i håb om at fange nogle af de mange klimabevidste festivaldeltageres interesse.

”Det startede for vores vedkommende for en fem, seks år siden. Vi får som NGO doneret en masse tøj. Men problemet er, at vi også får doneret meget tøj, vi ikke kan komme af med eller bruge videre. Så vi stod med et affaldsproblem. Her tænkte vi, at i stedet for det skal være ’waste’, så laver vi ’end of waste production’. Det vil sige, at vi genanvender ved at lave nye produkter af det, vi før ikke kunne sælge, så folk kan købe det og forhåbentlig få glæde af det et langt stykke tid,” siger Jette Skov, der er CSR og Marketing Chef hos Frelsens Hær.

pose

Frelsens Hær modtager årligt mellem 7.000 – og 8.000 tons genbrugstøj, men det er ikke alt, der kan sælges videre. Når de modtager en pose med genbrugstøj, er det kun omkring 15 %, der direkte kan sælges videre. 30 % kan Re-Designes og syes om, mens en stor del af det bliver eksporteret til udlandet, hvor andre får glæde af det.

Pengene går til velgørenhed

Overskuddet for Frelsens Hærs Re-Designs går ubeskåret til deres sociale arbejde. Det vil sige, alt fra hjælp til hjemløse, til julegavehjælp og ferielejre for børn.

”Vores håb er, at vi på sigt kan komme til at hjælpe mange flere. Det er det, der er hele meningen med projektet. Det er ikke, at vi skal ud at være store eller et kæmpe brand. Det er simpelthen, at vi gerne vil hjælpe så mange som muligt,” fortæller Jette Skov videre. Men selvom at overskuddet går til velgørenhed og produktet er bæredygtigt, så håber Jette Skov, at folk vil købe de nye Re-Designs, fordi folk kan lide det nye, smarte produkt.

genbrugstøj

Kan ikke følge med

Allerede nu er Frelsens Hærs Re-Designs en stor succes, og de er faktisk så populære, at Frelsens Hær ikke kan følge med. Derfor er de gået på jagt efter flere systuer, så de kan producere endnu mere. De er også gået i gang med at opskalere deres forretning og forsøger at sælge deres tøj gennem etablerede kæder og butikker. Det er næste skridt, hvis projektet skal blive en succes. ” Vi kan ikke bare gå ud som NGO og lave 5000 puder og så håbe, der er nogle, der køber dem. Vi vil ikke producere i de mængder, uden vi er sikre på, at det bliver solgt. Ellers ville vi tage pengene fra en hjemløs, og det er slet ikke noget, vi er interesseret i,” uddyber Jette Skov og understreger, at bestiller et firma 5000 puder, så producerer de selvfølgelig det.

Så hvis forbrugerne og virksomhederne vil, så er Frelsens Hær klar til at tilbyde bæredygtigt modetøj, hvor overskuddet går til de mest udsatte. Jette Skov er optimistisk på projektets vegne.

”Jeg er vildt optimistisk. Det skal man være. Ellers skulle jeg lave noget andet. Jeg synes jo, projektet er meget fremsynet.”

Dømmer man på festivalgæsternes modtagelse, tegner fremtiden lys for Frelsens Hærs Re-Design projekt.

reuse
Footer graphics