Klumme: Jeg har lært, at ar på sjælen bliver smukke med tiden

Oplevelsen af svigt i barndommen kan gøre voksenlivet vanskeligt, men også sætte det hele i perspektiv. Josephine Villumsen tager tilbage til fortidens bumlede hverdag i denne personlige klumme.

Forårssolen får de små støvfnug til at svæve rundt i min bil. Min Spotify-algoritme har fundet frem til ‘Ensomhedens Gade Nr. 9’ med John Mogensen.

Mit otteårige jeg kan sangen udenad. Den vækker minder. Lyden af et liv jeg havde engang. Min krop husker duften af ren bil, de grønne læderstole på værtshuset, gajoler fra den der lille blå pakke og polo mintpastiller, jeg forgæves prøvede at sutte, men altid endte med at tygge i stedet. Jeg mindes den melankolske sommerstemning fra det sommerhusområde, jeg bedst kender gennem en bilrude.

Sangen spillede altid på køreture med min far. Det var vores ting. Vi kørte bare rundt. Uden formål. Når vi skulle hygge. Når livet var hårdt. Når livet var fint nok. Vi snakkede ikke. Vi kørte bare og lyttede til John Mogensen. Vi kunne køre i flere timer. Sommetider gjorde vi et stop på ”vores” værtshus, hvor jeg kunne få en kold cola med en lidt for blød skive citron, serveret af hende med den hæse stemme og de sorte krøller. Hun gav mig kram og bølgede chips.

Jeg har ikke set min far i otte år. Jeg oplevede en far, der havde ondt i livet. Når det gør for ondt, tyer nogle til midler, der slører smerten lidt.

Hans smerte blev til min smerte. Den plejede at fylde hele min mave med stramme knuder. Det tog lang tid at løsne knuderne, men nu er der kun små lysegrå partikler tilbage, jeg sjældent mærker. I dag er jeg mere glad end trist. Oftest er jeg så lykkelig, at jeg fortrænger, hvor ulykkelig jeg var engang.

Men svigt sætter spor.

I perioder har jeg følt mig tom. Følt, at der manglede noget. At jeg ikke var hel. Jeg har higet meget efter kærlighed og bekræftelse. Måske gør jeg det stadig lidt. Men jeg tror, at jeg føler mig hel nu.

Svigtet, jeg oplevede som barn, har sat sig som en lille misfarvning tæt på mit hjerte. Når mit hjerte er ved at åbne sig op for kærligheden og gøre plads til et nyt menneske, sender det nervøse faresignaler ud i min krop, fordi jeg helt dybt i min kerne frygter at mærke svigt igen. Jeg har lært at lukke ned for mit underbevidste beredskab, men jeg mærker det stadig. Alligevel kaster jeg mig altid hovedkulds ud i kærlighed, fordi jeg drømmer og tror på det lykkelige eventyr. Og fordi jeg har lært, at splinter i hjertet løsner sig med tiden.

Sporene fra min barndom har også givet mig et stort behov for at tage mig af andre. Det føles trygt og vant at være den, der skal redde. Udrustet med et råhedsfilter gemte jeg som lille pige mine egne behov væk. Det var vigtigst, at dem omkring mig var glade. Jeg kan godt have svært ved at lade mig blive passet på i dag, men jeg øver mig på det. Da mit hjerte blev knust sidste år, gjorde det så ondt, at jeg blev nødt til at give slip og tage imod omsorg fra mine veninder. Det endte med at blive en virkelig fin oplevelse, og det lærte mig, at det er okay at vise sårbarhed og tage imod hjælp fra andre.

Selvom der er mange mørke skygger i min barndom, har det også kastet et smukt lys over mit voksenliv. Fortidens ulykke skinner nu som et positivt minde om, hvor dejligt jeg har det i dag, og jeg tænker hver dag på alle de ting, jeg sætter pris på. Min mors kærlige hånd, der nusser min kind og gør den lidt kold, fordi hendes hænder altid fryser. Min søsters rullende øjne, der altid afsluttes af et smil, fordi vi aldrig kan være ægte uvenner. Shawarma med lidt for meget chili og iskold Fanta på glasflaske med mine venner et sted, hvor græsset kilder, fordi det er lidt for langt.

Når man har mærket, hvor ondt livet kan gøre, kaster det samtidig klarhed over, hvor godt livet kan føles. Jeg har accepteret, at jeg bærer rundt på et svigt, der nok aldrig bliver helt udvisket. Men jeg har lært, at vi mennesker er stærkere, end vi forestiller os. Starten på mit liv har gjort mig stærk. Og jeg ved nu, at ar på sjælen med tiden kan blive smukke.

Footer graphics