Kelis
PR-foto

13 minutter med kamæleonen Kelis: “Jeg er ligeså meget kok, som jeg er musiker”

Kelis har solgt millioner af album, men betragtes alligevel som en outsider i forhold til popdivaer som Rihanna og Beyoncé. En af grundene er, at hun de seneste 15 år mest har lavet mad. Især krydrede sovse i sin egen saucevirksomhed, fordi ”everything is better smothered, dipped, or poured,” som hun siger.

Heartbeats har allernådigst fået 13 minutter af krydre-dronningen Kelis’ dyrebare tid. Grunden til den særlige mulighed er, at hun er taget på verdensturne for at markere 20-års jubilæet for debutalbummet ‘Kaleidescope’. Normalt er Kelis nemlig ‘off the grid’, som hun siger, og hentyder dermed til den bondegård 130 km fra Los Angeles, som hun har købt, og hvor hun bruger det meste af sin tid på at passe dyr, citrusplanter og oliventræer sammen med husbonden, Mike og sine to sønner, 4-årige Sheperd og 10-årige Knight. Den ældste har hun sammen med sin tidligere ægtemand, rapperen Nas – et forhold som ikke endte særligt harmonisk.

Harmoni har hun til gengæld fundet på landet med gummistøvler på, hænderne i mulden og en håndfuld pygmæ-geder, som skal fodres og passes og muligvis snart en ko, fortæller hun. Jeg spørger, hvorfor hun er flyttet så langt væk fra byen, væk fra et glamourøst byliv først i New York, og senere Los Angeles. Et liv, som hun ellers så ofte beskriver i sin musik. 

“Jeg havde brug for mere plads, jeg havde brug for mere kontrol over, hvad min familie spiser, og så havde jeg brug for at forstå naturen bedre,” siger Kelis på en skrattende telefonforbindelse.

Det er måske svært at forestille sig Kelis – som med sin farverige afro og stramme mavebluse tonede frem på MTV i slutningen af 90’erne – nu med spade og et par beskidte gummistøvler. Men sådan ser det ud på hendes Instagram.

Har det været svært at flytte på landet?

”Jeg har ikke længere behov for at være en del af alting, og at bo på landet er alt, hvad jeg altid har ønsket, men det er ekstremt hårdt arbejde, min mand og jeg arbejder konstant, der er altid et eller andet, der skal gøres på en gård,” lyder det fra den anden ende af røret, og man fornemmer en smule udmattelse i stemmen.

Hårdt forhold til musikbranchen

Når sangerinden er på sin gård, er hun også langt væk fra den musikbranche, som ikke altid har behandlet hende synderligt godt. Kelis ramte for alvor en global hitliste-nerve med sit tredje album, den The Neptunes-producerede ‘Tasty’ i 2003, der blandt andet bød på mega-hittet ’Milkshake’, mange husker nok musikvideoen i dineren, hvor mælk bliver rystet voldsomt, kirsebær sensuel slikket på, og Kelis hiver to velformede boller ud af ovnen, mens hendes milkshakes bringer alle mændene til the yard.  

Kelis var dengang kun 20 år, og karrieren bragede derudaf, men forholdet til producer-teamet, Pharrell Williams og Chad Hugo, var kompliceret. Ifølge Kelis snød de hende for millioner ved at manipulere hende til at underskrive en lusket kontrakt, hvor hun afskrev sig store dele af indtægterne fra blandt andet livekoncerterne. Det diskuteres fortsat den dag i dag, hvad der lige skete dengang. Det gjorde det heller ikke nemmere, at Kelis var gift med rapperen Nas, som efter Kelis’ udsagn var voldelig overfor hende. Det endte med, at sangerinden højgravid måtte flygte fra ham, og de to blev skilt i 2009.

Milkshake-dronningen fik nok af Pharrell og Co. allerede i 2007, hvor hun brød med sit pladeselskab og delvist lagde musikken på hylden for at uddanne sig til kok. Nærmere betegnet for at blive saucespecialist på den anerkendte gourmetskole Le Cordon Bleu i Frankrig. Hun har de seneste ti år beskæftiget sig med forskellige gastronomiske udskejelser, hun har blandt andet lavet sin helt egen saucevirksomhed, Bounty & Full, som hun åbnede i 2015, og hun har været vært på et madprogram, ’Saucy & Sweet’ på The Cooking Channel, og så har hun udgivet kogebogen ’My Life on a Plate: Recipes from Around the World’. Samtidig med kokkerierne har hun udgivet to albums, som er gået en smule under radaren på diverse toptilister rundt omkring i verden.

Telefonen-forbindelsen til Kelis svigter og skratter, men jeg får spurgt, om hun i dag identificerer sig mest som kok eller som sangerinde og efter flere venlige forsøg på at forstå hinanden, når svaret endelig igennem.

”Sådan vil jeg ikke dele det op, jeg ser mig selv som begge dele.”

Men hvordan bruger du de to meget forskellige genrer i dit kreative arbejde?

“Balance er så vigtig, når det kommer til mad, og jeg tænker meget over, hvilken kraft og kvalitet de forskellige ingredienser har. Når det kommer til musik, handler det om følelser, tanker og hvilke sindsstemninger musikken fremkalder. Mad fremkalder selvfølgelig også følelser, men når det kommer til musik, er der ingen regler. Jeg kombinerer ikke rigtig de to.”

Milkshake … eller blowjob?

I 2003 udsendte Kelis monster-hittet ‘Milkshake’, som blev en klassiker på verdens dansegulve og fik millioner til at nynne med på ‘My milkshake brings all the boys to the yard. Damn right it’s better than yours. I can teach you, but I have to charge’, mens røven vuggede sensuelt frem og tilbage. Og siden da har internettet – selvfølgelig – diskuteret, hvad den særlige milkshake egentlig er en metafor for?

På The Urban Dictionary, som er en online-ordbog over slangudtryk, konstaterer de, at ‘Milkshake’ må være en metafor for et blowjob. Andre mener, at ‘the female gaze‘ er, hvad Kelis hentyder til, mens helt andre slår fast, at det må betyde ‘bryster’, fordi det jo er mælk, hun lokker med… og fordi Kelis’ bryster er ualmindeligt meget i fokus i musikvideoen.

Kelis svarer selv sådan her til Heartbeats:

“Jeg ved det ikke, det betyder lige præcis, hvad mine lyttere gerne vil have det skal betyde. Det var bare et ord, vi fandt på, og så var det som om, at ordet fik sit helt eget liv” Så langt så godt.

Sangerinden tog glæden for sovs og krydderier med sig på sit seneste album, ‘Food’ fra 2014, og leverede et funky udspil, hvor de to kreative søjler i hendes liv gik op i en højere enhed.

Men hvorfor lige sovs?

”Fordi jeg fandt ud af, at jeg var rigtig god til det. Og fordi “everything is better smothered, dipped or poured,” svarer Kelis med sin sovsebusiness’ faste slogan.

Musikalsk anarkist

Lige fra begyndelsen har Kelis gået sine egne veje rent musikalsk, og hun er kendt for at eksperimentere med rammerne for, hvordan R&B, urban og pop kan lyde. Som musiker har hun derfor altid været utrolig svær at placere, så med andre ord har pladeselskaber og radiostationer ikke altid vidst, hvordan de skulle sælge hende. Det har så betydet, at hun aldrig rigtig har fået den anerkendelse, som hun har fortjener. Og efter ’Milkshake’ er hun aldrig helt nået til tops på hitlisterne igen.

Nogen vil måske endda tænke på Kelis som et one-hit-wonder. Andre vil definere hende som foreløberen for popstjerner som Lady Gaga, Rihanna og Beyoncé. Andre ser hende som dance-dronning, der sætter fut i dansegulvet, mens nogen er tiltrukket af hendes sprøde soul-stemme.

Hvem er dine fans i dag?

”Ingen idé!,” griner Kelis så højt, at lyden fra telefonen overstyrer.

“De dristige og måske de lidt mærkelige typer,” tilføjer hun.

”Two more minutes!,” bryder managerens stemme ind.

Jeg synes lige, vi er begyndt, og jeg har netop fået Kelis til at fnise højlydt.

Du har for for nylig annonceret, at du arbejder på dit syvende studiealbum. Hvilken genre satser du på denne gang?

”Det er bare en kombination af lyde, det minder ikke om noget, jeg nogensinde har lavet før. Det er helt klart rigtig meget mig.”

Så fik vi slået det fast. Kelis har altid opereret i et popunivers på helt egne præmisser, og det har hun bødet for på hitlisterne. Selvom Kelis de seneste 20 år er dukket op på listerne med jævne mellemrum, har den 40-årige sangerinde aldrig for alvor skrevet sit navn ind mellem de andre store popstjerner. Så meget man nu kan være en outsider, når man alligevel har solgt over 6 millioner albums.

Måske er det bare det, at for mange sporskifte i en karriere kan gøre mere skade end gavn. Men for Kelis er kreativ frihed vigtigere end toptilister, og på den kommende verdensturné får hun måske den anerkendelse, som hun fortjener. Men på den anden side, hvad rager det Kelis? Hun har sine pygmægeder, sin gård, sin hjemmegroede grøntsager – og måske en ko.

På fredag kl. 20 spiller Kelis i Vega i København.

Find mere om
Footer graphics