Vi kigger hurtigt på hinanden i køen til orange vin og gul sorbet med smag af passionsfrugt. Glimtet af hans perfekte kæbelinje og sydlandske hår er nok til at overbevise mig om, at han er en af de smukkeste mænd, jeg har set i København. Og så har han sådan en halvslidt vintage læderjakke, og det er min nuværende favorit jakke.
Han sætter sig alene ved bordet foran mit. Og jeg kigger på ham og forestiller mig, hvor flotte vi ville se ud på et bordeaux farvet tæppe i Nørrebroparken. Bare ligge der med vores smukke hår og drikke noget koldt og spise noget autentisk fra Alis bageri. Flette finger og snakke om hans familie i Italien, der laver deres egen balsamico. Og wow, vores børn bliver smukke.
Få minutter efter kommer hans norske date. Det er tydeligt, at det er første gang, de møder hinanden. Jeg har lyst til at spørge om hans nummer. Men det virker moralsk forkasteligt, når den norske date sidder lige der og smiler nuttet til ham. Og hun ved jo ikke, at jeg planlægger en tur til hans families gård på Sardinien.
Efter en time har jeg overbevist mig selv om, at deres date virker kedelig. Og de to gange han har skævet om til mig, må da betyde, at han tænker det samme.
Jeg lister ind til bartenderen og skriver en note på et stykke papir, som han lover at aflevere diskret.
“Hey, du ser cute og cool ud. Her er mit nummer. Knus hende med leopard-top og krøller. Ps sorry for at skrive mens du er på date. Jeg er normalt sød og har gode manerer.”
Klokken 00.50 får jeg en sms, mens jeg drikker isvand i min seng og ser ‘Euphoria’ for anden gang.
Vi skriver mere. Men han er opvokset i Hellerup og virker slet ikke som typen, der sætter pris på lune bajere og kebab box fra steder med sure smileyer. Så jeg er faktisk fuldstændig ligeglad med det der tæppe i Nørrebroparken. Jeg gider ikke at drikke øl med ham alligevel.
I stedet tager jeg på date med en anden. Vi har kendt til hinanden i et år uden at mødes.
Nu kigger vi på skatere i skyggen på en solskinsdag klokken 16. Da vi siger farvel efter 8,5 time, har han lavet to tatoveringer på min krop.
Næste dag skal jeg til meditation. Tre timer med lukkede øjne i et rum med behagelige lyde og dufte. Rundkredse, hvor vi siger ord. Og en hård, blød hånd på kroppen, der presser følelser frem, der gemmer sig på dybe steder, hvor man tror, at de kan fortrænges. Men hvor de i stedet ender med at sidde fast og samle sig som små snørklede knuder.
Min krop sitrer for tiden. Mindst, når jeg ignorerer den. Mere, når jeg ikke ignorerer den. Mest, når jeg mærker den.
Jeg har sagt mit voksenjob op. Et fuldtidsjob med lange timer, der blev passet, mens solen skinnede. Samtidig med, at jeg skulle passe mine småjobs, der kunne laves, når månen stjal solens plads. Måske havde jeg stress. Men det er svært at vide, når man har øvet sig i for lang tid på ikke at mærke sin krop.
Nogle gange har jeg bare lyst til at græde, men jeg kan ikke. Det er nemt, når kærlighed sortner på film, eller til videoer af ældre mennesker, der slentrer hånd i hånd på trods af stokke og parkinsons hænder. Men når det handler om mig selv, er det svært.
Da vi sidder i dagens sidste rundkreds, giver min krop slip, og jeg bryder sammen. Mine tårer triller hurtigere, end min hånd kan tørre dem væk, så nu sidder jeg her og græder foran ti andre mennesker i yogatøj, mens de små snørkler forlader min krop. Og det er den dejligste følelse, jeg har mærket.
Jeg fylder 27 år i næste måned. Og jeg orker det ikke helt. Jeg har allerede fået forskud på gave fra min mor og mormor. Udbetaling til en ok stor fartbøde.
Og så er der bare det der kompleks omkring min dag. For mig er højtider og fødselsdage forbundet med gråsorte skuffelser og berusede undskyldninger fra en voksen, der burde være min forælder. De fleste tunge skyer har forvandlet sig til små fine stjerner, der svæver rundt langt ude i universet, men som stadig kan ses, når det bliver mørkt. Det er svært at give helt slip.
Og måske stresser det mig, at mit liv ikke ser helt ud, som jeg forestillede mig at det ville, når man er tættere på tredive end tyve. Mange af de kedelige og praktiske mål er strandet et sted, jeg ikke lige kan finde. Men måske vil jeg egentlig også hellere bare have fine drømme end mål, der nok alligevel aldrig kom indefra, men som bare var dem, vi lærer, at kønsmodne skal have. Drømme lyder rarere.
Jeg drømmer om at være okay med lidt rod her og der. Drømmer om at være okay uden et klassisk voksenarbejde, fordi jeg puster alt min energi i retning af et lykkeligt freelance liv. Og så drømmer jeg om at lære at give mig selv lov til at græde i mit syvogtyvende år.
