andreas haubjerg en rigtig mand
Foto: Andreas Haubjerg

Helt tæt på voldsramte mænd: Mange sagde til dem, at de bare skulle ‘mande sig op’

KØN museets nye fotoudstilling ‘En Rigtig Mand’ kommer helt tæt på mænd, der har været udsat for vold. Havde det været kvinders historier, ville man ikke være i tvivl om, at de var i et voldeligt parforhold, mener fotografen bag.

Omkring 57.000 danskere bliver årligt udsat for fysisk vold i parforholdet. Hver tredje af dem er en mand. Og ser man på psykisk vold, skønner man, at det er dobbelt så udbredt som ved fysisk vold i hjemmet.

Også blandt mændene.

Det kunne dokumentarfotograf Andreas Haubjerg, der selv har haft en tryg opvækst i Vestjylland, slet ikke relatere til. Men det vækkede alligevel en undren, som han nu dokumenterer i fotoudstillingen ‘En Rigtig Mand’, der åbner på museet KØN i Aarhus den 19. november i anledning af Mændendes Internationale Dag samme dag.

Udstillingen viser historier fra i alt 15 mænd, der har oplevet alt fra fysisk til psykisk vold. Nogen er blevet manipuleret eller isoleret fra deres børn. Nogen er blevet udnyttet økonomisk eller været udsat for stalking og social kontrol, som har sendt mændene i deres livs krise.

Fælles for mændene er, at de holdt livskriserne for dem selv og først fandt fodfæste, efter at de flyttede ind på Mandecenteret, som hjælper udsatte og kriseramte mænd med husly, støtte og rådgivning rundt omkring i Danmark.

“Der er rigtig mange familier, der har sagt til de her mænd: ‘Nu må du lige mande dig op og tage dig sammen.’ Og det er jo egentlig en lidt sjov reaktion på noget, der er virkelig alvorligt,” mener Andreas Haubjerg, der sidste år blev færdiguddannet fotojournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Foto: Andreas Haubjerg

Søren, 63
”Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke fortalte det til nogen. Det ved jeg virkelig ikke.”
 
Hun står på sengekanten og kigger ned på Søren, der ligger på gulvet. Han bløder fra ansigtet efter utallige spark, slag og bid.
 
Hun hopper op og lander på Sørens brystkasse, som giver efter. Tre brækkede ribben og en punkteret lunge.
 
I starten er det kun råb, skrig og smækkede døre, men det udvikler sig med tiden til fysisk vold mod ham. Og den bliver værre og værre.
 
Dagen efter undskylder hun altid, og Søren tilgiver hende hver gang.
 
”Jeg kunne selvfølgelig ikke lide hendes voldelige side, men når hun var ædru, så var hun virkelig en sød pige.”
 
Til sidst bliver det dog for meget, og Søren prøver at flygte.
Foto: Andreas Haubjerg

Kenneth, 38 år
”Det er enormt stressende og svært ikke at være en del af min datters liv lige nu.”
 
Kenneth bliver far i en tidlig alder med en kæreste, han næsten lige har mødt. Der er mange konflikter mellem dem. Gensidigt har de ikke været gode ved hinanden.
 
Da de går fra hinanden, starter hans kamp for at få lov til at se sin datter. Ekskæresten stopper samværet fra den ene dag til den anden – af flere omgange.
 
De er igennem Familieretshuset mange gange, hvor Kenneth bliver tilkendt samvær, men alligevel vil ekskæresten ikke lade ham se sin datter.
 
Ekskæresten anklager Kenneth for at være psykisk syg og både fysisk og psykisk voldelig, men det bliver afvist af Familieretshuset på grund af manglende beviser.

Mændene negligerede alvoren

Den 28-årige dokumentarfotograf havde I starten selv svært ved at se, hvor alvorligt det stod til, når mændene, han mødte gennem Mandecenteret, selv talte alvoren i deres voldshistorier ned. Og det var kun med til at forstærke tvivlen, fordi man oftere hører om kvinder, der bliver udsat for vold i hjemmet.

“Mændene siger det jo selv. De prøver at tale alvoren lidt ned. Det virker absurd, at de gør det, men det viser bare ret tydeligt, at det er en automatisk reaktion på, at en mand ikke kan være den udsatte for noget, der er usynligt eller noget, der er strukturelt,” siger han.

Hvis Andreas Haubjerg erstattede manden i historien med en kvindes navn, var han ikke i tvivl om, at der var tale om vold i parforholdet.

“Mange af mændene har negligeret, at de har været udsat for noget, som man ville betegne som voldeligt,” siger han.

Forfejlet syn på voldsramte

Da Andreas Haubjerg gik i gang med at researche på nettet til fotoprojektet sidste år, fandt han billeder af kvinder med en kagerulle i hånden, som var hævet over hovedet på en mand.

“Det er med til at bekræfte et stigma og forfejle idéen om, hvad det egentlig vil sige at være udsat for vold som mand. For der er så mange mænd, der aldrig har oplevet at få en kagerulle henover hovedet, og så er det svært at blive taget alvorligt som mand,” mener han.

Det kan ofte være svært at tale med andre om, at man er udsat for vold i hjemmet, fordi man tit og ofte forstår vold, som noget fysisk og noget synligt.

“Mange af de mænd, som er med her, er udsat for alt muligt andet som psykisk vold eller isolation fra deres børn eller økonomisk vold, og det gør det svært for dem at tale om,” uddyber han.

Skabe dialog

Fotoudstillingen ‘En Rigtig Mand’ skal være med til skabe dialog og er mest af alt til de mænd, der står i lignende situationer, så de ikke skal føle sig alene. Men også til pårørende og familierne, så man får et fælles sprog om noget, der kan være svært at sætte ord på.

Og spørger man fotografen selv, rummer billederne en masse spørgsmål, og ofte bruger man sig selv og sin egen historie til at forstå et billede.

“Når man hører om fædre, der ikke har set deres børn i otte måneder og føler sig afmægtige og sidder og græder, så er det nogle gange bare rart, at fotografiet er eftertænksomt og har en langsomhed over sig, så vi kan relatere og forholde os til det,” forklarer han.

Foto: Andreas Haubjerg

Sonnie, 36 år
”Hun lagde beskeder til min søn, hvor der stod, hvor dårlig en far jeg var.”
 
Sonnie flytter til et nyt nabolag, hvor han møder en gammel bekendt. Hun er meget opsøgende og begynder hurtigt at lægge gaver og sende mange beskeder til ham.
 
Når han ikke reagerer på hendes handlinger, kommer der en voldsom modreaktion i form af råb og banken på hans dør.
 
Til at begynde med tænker Sonnie ikke nærmere over det, men det udvikler sig til decideret stalking. Langsomt opbygges et indre alarmberedskab i kroppen på ham.
 
Er det hende, der cykler imod ham? Kommer hun mon rundt om hjørnet om lidt? Hver gang han bevæger sig rundt i nabolaget, frygter han at se hende.
 
Da hun inddrager hans søn, bliver det for meget for Sonnie, og han flytter øjeblikkeligt væk.
Foto: Andreas Haubjerg

Kim, 43 år
”Jeg lod være med at snakke med nogen. Det var min måde at håndtere situationen”
 
Kim bliver vækket af sin kone på en voldelig måde. Instinktivt slår han ud og rammer hende med en flad hånd i baghovedet. Der har ikke tidligere været voldelige episoder mellem dem.
 
Som resultat flytter Kims kone direkte på krisecenter med deres børn. Tilbage i huset sidder Kim alene og forbavset over det, der lige er sket.
 
Kim har ikke ret meget familie, så det meste af hans omgangskreds er konens familie og venner.
 
Ekskonen vil ikke aflevere datteren til Kim i syv uger, så de ender i retten for at finde en løsning på samværsordningen.
 
”Selvom jeg fik en slags sejr med dommers ord om, at hun skulle opføre sig lidt voksent, så var det jo slet ikke fedt.”
 
Nu har hun søgt den fulde forældremyndighed, så Kim skal snart i Familieretshuset igen.

Ikke nogens skyld

For Andreas Haubjerg er det vigtigt at understrege, at det ikke handler om, at det er nogens skyld, eller at kvinder skal have mindre hjælp.

“Det handler om, at mænd også skal have hjælp ligesom kvinder, og det sidste, jeg ønsker, er at placere skylden. Alle de følelser, der er forbundet med det, de har oplevet, kan vi ikke tage fra dem,” understreger han.

Foto: Andreas Haubjerg

Lasse, 69 år
”Vi var gift i 35 år – det er jo et halvt liv.”
Lasses kone står til at arve en større formue, som de sammen vil sikre bedst muligt. Derfor optager han al parrets gæld. De stoler på hinanden.
 
Efter et par turbulente år med for meget alkohol og en dårlig relation går hun fra Lasse.
 
Fra den ene dag til den anden står han uden et hjem og med gælden i sit navn.
 
Hele situationen ryster Lasse så meget, at han ender på psykiatrisk skadestue, men han udskrives få dage efter – han er ikke syg, han er i krise.
 
”Jeg var så langt ude, at jeg ikke kunne huske, hvad der blev sagt et kvarter tilbage, når jeg så tv. Jeg kunne simpelthen ikke samle mig om noget.”

Fotoudstillingen ‘En Rigtig Mand’ af dokumentarfotograf Andreas Haubjerg kan ses på museet KØN fra 19. november til 30. januar 2022.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics