En skilsmisse er en kæmpe krise. Men jeg har registreret, når jeg ser på mig selv og mine veninder, at der også findes et stort frisættelsespotentiale, en stor lettelse. En lettelse over, at man ikke længere skal slæbe forholdet efter sig, ikke længere dække over det, over partnerens mærkværdige opførsel eller partnerens grotesk kedsommelige måde at være i livet på.
En skilsmisse er også en ny begyndelse med nye flagrende meninger, men der er naturligvis også altid en angst forbundet med at skulle redefinere sig selv som menneske. Det er på en måde utroligt, at de fleste mennesker oplever det som et chok at gå fra hinanden, når statistikken viser, at 58 procent af os bliver skilt. Vi er så matematisk orienteret på andre områder af livet. Vi taler om, at der er så eller så stor risiko for at få kræft, og så lader vi være med at ryge og drikke, men i et ægteskab lader vi ikke være med dit eller dat. Der er vi lemminger, der styrer mod afgrunden.
Vi mennesker længes mod hinanden, længes efter kærlighed, hengivenhed og frygter ensomhed, at blive gamle uden nogen ved vores side. Det er basale livsvilkår, som får folk til at finde sammen og forsøge sig med tosomheden. Det er der ingen skam i. Men der kunne godt være mere frihed i det projekt, vi kalder kærligheden.
For alle synes at vælge en parforholdsmodel, der er skåret over samme læst, og som har været defineret ud fra de samme rammer i godt og vel et par hundrede år. Vi tager hinanden som gidsler i en forestilling om, hvordan vi agerer i et rigtigt parforhold. Vi går straks i gang med at købe ting og få hund og børn og huse, og hver gang vi ikke længere føler intensiteten i kærligheden, så anskaffer vi os noget nyt. Når børnene så er blevet store, og vi ikke kan anskaffe os flere ting, så er der ikke mere. Det, der oprindeligt var, er gået tabt.
På en eller anden måde har vi ikke formået at konstruere nogle kærlighedsrelationer, der er tidsrelevante. Vi indgår stadig ægteskaber som om, vi bor på en gård langt ude på landet. Det er ikke fordi, jeg tænker, at vi skal konstruere nogle forhold, hvor folk ikke går fra hinanden. Vi skal nærmere anerkende, at menneskers udvikling er sådan, at finder man sammen som helt unge, så må man regne med, at man nogle gange bare ikke kan udvikle sig sammen længere. Så har man opbrugt det potentiale, der var for, at man havde det rart i dét fællesskab.
Det behøver ikke kun at være en tragedie. Vi skal have nogle andre strenge at trække på, så det ikke er så forfærdeligt at blive skilt. Det ville også være godt for børnene, hvis vi havde lidt mere fleksibilitet, for de færreste kærlighedsforhold overlever børn, det er en realitet.
Min nye roman, ‘Værelse samlet af kvinder’, er en kondenseret version af min egen og mine veninders skilsmisser, vores chok over at være blevet så ”gamle”, at det ikke handler om dovenskab, at huden hænger og min/deres tumlen med sorgen, beruselse i friheden og Tinders endeløse muligheder for sex. Men bogen er også et opgør med kærligheden, og det vi forventer os af tosomheden. For ligesom vi bør finde nye måder at se på skilsmissen på, kan vores kærlighedskonstruktion også godt klare en make-over.
Hvad sker der, hvis vi hiver os selv ud af vanetænkningen, hvor vi tror, at vi skal lede efter vores anden halvdel, vores bedre halvdel? Alt det med: Synes han, at jeg er lækker, kan han udfylde min længsel og omvendt? Hvilken dødssyg opgave for ham, for vi kvinder er krævende, og hold kæft en opgave det er for os, for mænd siger ikke noget. Så kan vi sidde der i hvert vores underlige system, mens det hele glider hen over hovedet på den anden, og man bliver så frygteligt skuffet.
Kvinder og mænd er så forskelligt opdraget, at vi faktisk ikke har ordentlige muligheder for at kommunikere sammen og nå hinanden på de punkter, hvor hengivenheden kunne opstå, fordi vores kærlighedssprog ikke matcher hinandens. Jeg synes, at min generation har nogle ekstremt snævre rammer. Jeg er endda vokset op hos en mor, der var rødstrømpe, men jeg har stadig haft snævrere rammer og mere skam, end mine egne børn har i dag. Vores børns skam bliver en anden. For os er vores skam så dybt indgroet i vores seksualitet, at selvom vi siger: “Nu vil jeg ud og undersøge mig selv og min krop”, så handler det stadig meget om, hvordan vi bliver set udefra af mændenes blikke.
Findes der noget mere sølle end en midaldrende kvinde, der ikke kan beherske sig?
Ja, en midaldrende kvinde, der kan beherske sig.
Fra ‘Værelse samlet af kvinder’
Der eksisterer kun meget få forestillinger om, hvordan en kvinde på 52 år kan, skal og må leve sit liv. Tænk hvis ‘Druk’ (film af Thomas Vinterberg) havde haft fire kvindelige hovedroller. Det ville have været en helt anderledes film, for der findes ikke noget mere tragisk i vores kultur end en kvinde, der ligger spritstiv og med blod ud af næsen i naboens indkørsel. Manden har mere goodwill i den der deroute, mens det er super angstprovokerende, når kvinden/moren mister kontrollen. Hvis hun forsvinder, er der ikke nogen voksne tilbage.
Det er som om, alle idealer og livsvalg hører de yngre generationer til, hvis man skuer ud over det kulturelle landskab. Men samtidig har kvinden 50+ så meget power og livslyst. Hun vil elske, drikke og danse, føle sig sexet og lidenskabelig. Være til. Men vi producerer ikke længere børn, så hvad fanden skal man bruge os til, hvor skal man stille os hen? Vi er blevet så grimme og kedelige, ikke? Så hvordan skal vi have lov til at have det skægt og synes, at vi er supersexede? Og også få lov at vise, at vi kan være i tvivl? Vi har måske erfaring og ro indeni os, men vi har også alt det andet. Vi har så mange aldre, og vi skal have lov til at have alle de aldre. Krisen kan give en chance mere for at definere sig selv, og det synes jeg er en gave, hvis man tager imod den. Det er vigtigt at give den proces rigtig meget tid, ømhed og omsorg.
Min skilsmissebog er også et forsøg på at se på, hvad vi kvinder kan sammen. Hvad sker der, hvis man tillader sig selv at hente lige så meget kærlighed fra kvindefælleskaber og sammen med andre kvinder får fat i sin egen autoritet og anerkender, at det også er kærlighed. Så det ikke bliver, ’indtil jeg finder en mand, bruger jeg mine veninder’. Måske skal mænd så blive elskere, eller hvad man vil kalde det. Vi kan opfinde nogle andre ting, vi kan være for hinanden. Et fællesskab af kvinder behøver ikke være en dårlig erstatning for en familie. Det behøver ikke at være sådan, at ’åh, stakkels hende, hun fandt aldrig en mand’. Det kan være et lige så blivende og vigtigt et fællesskab.
Jeg tænker, at det er vigtigt at få elimineret den der søgen efter manden som en form for løsning, og i stedet gøre os selv disponible for livet. Det er virkelig to vidt forskellige udgangspunkter. Vores grundbevægelse som mennesker er mod at føle glæde – ikke lykke – men en glæde ved livet, ved de mennesker, vi omgiver os med, og ved os selv. Det burde være så simpelt, men der er så svært.
Katrine Grünfelds bog, ‘Værelset samlet af kvinder’, er netop udkommet.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
