Heartbeats mener: Kulturministeren må ikke lade kulturlivet blive en pølsefabrik

Ideen om at alt er godt og lige godt, når vi taler om kunst og kultur, er latterlig. Det skal kulturens minister om nogen indse, og han skal turde mene noget mere.

“Hvad står du for?”

Sådan spørger en ung kvinde sin venindes far på et tidspunkt i første sæson af serien ‘White Lotus’ på HBO. De sidder og spiser aftensmad på en restaurant under deres luksusferie på Hawaii. Hun tilhører en ung, politisk bevidst og feministisk generation, han er en etableret, rig og hvid mand omkring de halvtreds.

“Hvad står jeg for,” spørger han undrende, fuldstændig perpleks over at få et så stort spørgsmål. I virkeligheden er det en konfrontation. For faren står ikke for en skid, han er blevet en kynisk kapitalist med alderen, som de fleste, og det er nok pointen med netop den scene.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor vigtigt et spørgsmål det faktisk er at stille sig selv – i flere og flere situationer. Og det er så nu, at jeg tager det i en lidt anden retning end eksemplet: for hvad står vi egentlig for kulturelt, allesammen? Og som nation? Det er lige blevet 2023, og vi har fået en ny regering, clean sheet, lad os da endelig benytte anledningen til at reflektere lidt.

I et interview med Information fortalte vores nyslåede kulturminister, Jakob Engel-Schmidt (M), i sidste uge, at han ikke har “præferencer for film over for scenekunst eller litteratur over for poesi,” men at han betragter sig som et kulturelt menneske, der læser meget og lytter til alle mulige former for musik.

Det er den slags indifferente pladderudtalelser, som efterlader et rungende tomrum – for hvad pokker står han for? Jeg forestiller mig, at han selv er ret tilfreds med den udtalelse. Det er svært at opfatte det som andet end en meget bevidst måde at undgå at sige noget forkert, og guderne skal vide, at det kan man jo komme til. Tænk bare på Joy Mogensen. 

Vi har skrevet om det her før, og nu er det ikke, fordi det skal blive en personhetz mod Jakob Engel-Schmidt, men vi må stå ved, at definitionen af fremtidens kulturpolitik er et vigtigt samtaleemne lige nu.

At smøre sit kulturforbrug tyndt ud over “alle mulige former” for kultur er latterligt, og det er med til at udvande kunsten og kulturens værdi. Intet her i verden er lige godt, noget er bedre end andet, selvfølgelig, og vi har alle sammen en smag. Hvor ville det være rart med en minister, der turde stå ved det – og sig selv.

Desværre taler manden nok på manges vegne, når han siger sådan noget, for lad os være ærlige, kulturforbruget er for mange tippet over i en rendyrket forbrugskultur, hvor vi konsumerer serier, singler, lydbøger og podcasts, så snart vi kan.

Men den der måde at mose kultur ind i alle hverdagens sprækker og pauser er bekymrende. Det er bekymrende, at Netflix automatisk tæller ned fra 10, når man er færdig med at se en film, og så begynder noget andet. Spotify stopper heller ikke med at spille musik for dig, medmindre du beder aktivt om det.

Min frygt er, at vi bliver til fede kulturgrise ved at stopfodre os selv med ligegyldigt stads. For er det ikke det, det bliver, hvis man ikke benytter sit kulturforbrug til refleksion? Hvis man ikke tager stilling til, hvad man mener, bliver alt ligegyldigt, til støj, og det er ingen, heller ikke kunstnerne, tjent med.

Vi må insistere på, at det aldrig er mængden af kultur, vi konsumerer, der er afgørende, men kvaliteten og dybden i det, der indeholder værdi. Jakob Engel-Schmidt turnerer med en brav fortælling om, hvor stor mængden af penge han vil tilføre kulturlivet er, men så længe han ubehændigt omgår at tale om, hvad han selv – og vi som land – bør stå for, så bliver kulturlivet ikke andet end en pølsefabrik, der sprøjter endeløse rænker af kulturpølser ud til svinene. 

/ Thomas Balslev


Således lyden af kærlighed

Det Brooklyn-baserede indie-pladeselskab Captured Tracks har altid haft et godt øre for potentialet i rockmusikkens afkroge. For nylig har de udgivet debutpladen fra den nye Vermont-trio Thus Love, og den er ganske enkelt sprængfarlig. Bandets medlemmer bor sammen, har i bedste DIY-stil bygget deres eget studie og betegner sig alle som trans-artister, der har været vant til at være byens outsidere. ‘Memorial’, som pladen hedder, lyder lidt som The Strokes (hvis de havde været et post-punk band), og den kunne meget vel være deres billet ind i rockens epicenter. Lyt til ‘In Tandem’, og du vil forstå hvorfor.

/ Thomas Balslev


Autotune og lyrisk symbolisme

Vi bliver i den musikalske rille lidt endnu: Siden First Flush debuterede i 2017 med albummet ‘Fuwa’, har de efter min mening været et af de mest interessante bands på den danske rockscene. Deres kunstfærdige miks af melankolsk indie-pop, autotune og lyrisk symbolisme er noget helt for sig. Noget godt. Nu sparker kvartetten så 2023 i gang med ‘Ildfluer’, deres vel nok mest tilgængelige single hidtil, og det er så absolut klædeligt for dem at fortsætte deres afsøgning af sange med syng-med-kvaliteter. “Jeg ved ikke, hvad jeg har, men jeg ved, jeg ikke vil have det mere,” synger forsanger Jonathan Carstensen igen og igen, men som lytter vil man bare have mere og mere.

/ Thomas Balslev


Økonomi på menuen

Da jeg første gang passerede ‘Spiselig Økonomi’ i min boghandlers vindue, tænkte jeg: Endnu en sparekogebog – hvor herligt i denne søde inflationstid. Men ved nærmere studie af bogen viste det sig, at det var en lidt anden sag. Den koreanske forfatter Ha-Joon Chang har formgivet noget så kuriøst som økonomisk læring fortalt gennem hvidløg, okra, kylling og Coca-Cola – og meget andet spiseligt. At forstå økonomi, handel og historie gennem (koreansk) mad lyder måske ikke som den mest umiddelbare ide, men som i køkkenet er det nogle gange de skøreste kombinationer, der smager bedst. Er udkommet på Forlaget Klim.

/ Louise Rimkjær

En lydløs protest

Det er ofte blevet fremhævet af aktivister og eksperter, hvor vigtigt det er, at Vesten fortæller om oprøret i Iran, nu hvor iranerne ikke altid kan være deres egen stemme uden internet. Virksomhederne Østerland og Cirkle Management har startet en fundraising for iranske kvinders rettigheder ved i samarbejde med den dansk-iranske designer Melisa Pour at designe en T-shirt, der skal vedholde fokus på iranernes kamp i hjemlandet og støtte dem i den. Så kan du gå rundt med en knyttet hånd på brystet i Irans farver og fortælle om oprøret uden at sige et ord. Overskuddet fra T-shirten, der er unisex, går til ngo’en Center for Human Rights in Iran, og den koster 250 kroner.

/ Louise Rimkjær

Foto: Bax Ent

Det bedste fra Heartbeats

Udvalgt af Emil Norsker

Krisen er over os, og nu begynder den for første gang for alvor at æde sig ind i arbejdsmarkedet. Ledigheden vokser. Og mens store dele af middelklassen har været forskånet for især corona-krisen, så kan alle mærke den nu. Det giver associationer til fattig-firserne, hvor nogle af os voksede op, som Ditte Giese skriver i sin klumme:

”Jeg kan godt huske min barndom i fattigfirserne med plantemargarine, frysegrøntsager og sommerferier hjemme, lapper på bukseknæ, og sko, der fik lov at klemme lidt. At nogle gange måtte vi spise hos familie og venner, fordi der ikke var flere penge på bankbogen.” 

Læs hele klummen her:

Vi kan godt lide at hive glemte klassikere frem. I denne uge har Thomas Balslev gravet lidt i Lou Reeds imponerende bagkatalog og støvet denne plade af, som i sin samtid blev kaldt en katastrofe, men som har klaret tidens gang temmelig pænt.

Man kan godt være en del af en stor HBO-serie og stadig føle sig som en fiasko i sit liv. Det fortæller Birgitte Hjort Sørensen i det seneste afsnit af vores podcast ’Fiasko’, hvor Tommy Ahlers skræller i overfladen af perfekthedskulturen.

Footer graphics