Her ramte vi bunden i 2020: Oppositionens nagging, Jylland vs. Sjælland og midaldrende skilsmisse-tømmermænd

Det er letkøbt og uklædeligt at bruge noget så uhyggeligt og livsforandrende som en global pandemi og en 100 års-sundhedskrise til at blæse i egen trompet. Det er ikke desto mindre det, som oppositionen og det borgerlige Danmark har gjort i månedsvis nu ved at sidde på nakken af Frederiksen & co og nagge løs. Det er selvfølgelig også nemmere at kritisere modstandernes stærke lederskab end at finde på en selvstændig Corona-politik. Men kig på Magnus Heunicke, kig på Rasmus Langhoff, kig på Mette Frederiksen – de har arbejdet i døgndrift siden marts! Jamen, regeringen er alt for magtfuldkommen, og de lytter slet ikke til os, tuder blå blok i kor. Nej. Det handler nemlig ikke om jer. Det handler om at beskytte befolkningen og sundhedsvæsnet. Man skal selvfølgelig altid forholde sig kritisk til magthavere, og ja, der er begået fejl i minksagen, men det er, som om det borgerlige Danmark, bakket op af Facebook-epidemiologerne, forestiller sig, at corona mirakuløst ikke rammer danskerne særligt slemt, og at det er vigtigere at redde business og “plejer” end mennesker.

2020 var året, hvor jeg vendte snuden tilbage mod Sjælland efter fire års eksil i Jylland. Det var også året, hvor jeg kunne se frem til at sætte præcis så mange vokaler i ‘æg’ og ‘is’, som jeg vil, uden at alle omkring mig imiterer min ‘langt fra København, men alligevel københavnske’-dialekt. I virkeligheden er den lige så sydsjællandsk som Nåsåernes i ‘The Julekalender’. Men pyt med det. Årets bundskraber kom, da jeg en kold tirsdag aften – i selskab med mine to nykøbenhavnske veninder – stædigt besøgte adskillelige pølsevogne i midtbyen i en desperat jagt efter pølsemix til at fuldende den ugentlige realityaften. Dér efter femte mislykkede besøg måtte vi erkende, at pølsemix er ligeså sjældent i København, som at finde én der ikke kan lide surdejsbrød. Og jeg måtte indse, at min beklageligt overdrevne brug af ordet ‘træls’ afslører, at jeg er lige så lidt københavner, som jeg er jyde. En erkendelse som jeg ikke kan være den eneste, der har fået her op til en jul, som er præget af en uklædelig ‘bliv på din egen side af storebælt’-diskurs, der må være en af de ting, vi forhåbentligt lader dø ved årets udgang.

Vi ved alle sammen, at det kommer til at regne i filmen, når vores hovedkarakter siger: “Nu kan det ikke blive værre”. Det er lidt som om, at året 2020 har været på samme måde, bare uden at dårligdommene nogensinde stoppede. Da vi nåede november i år, var smittetallene igen begyndt at stige, mink-gate fyldte godt op i news-feedet, og mundbind var blevet et krav alle steder indendørs. Personligt havde jeg i øvrigt lige været i et par ugers isolation derhjemme med corona. Lige som jeg fik min frihed igen, blev Nordjylland berøvet sin, fordi egnens minkfarme havde muteret virus. Normalt ville jeg ikke have tillagt dén slags de store følelser. Slet ikke når det handler om nationens sikkerhed. Men fordi jeg stadig havde FOMO-traumer fra mine 10 dages kukkeluren i en lejlighed på sølle 55 kvadratmeter, fangede nyheden min sympati. Jeg fik straks inkorporeret #JeSuisNordjylland som internt hashtag i min vennegruppe og tænkte, at dét måtte være årets absolutte lavpunkt. Det synes jeg stadig, selvom aflysningen af last-minute juleshopping i Magasin og gavebytning i juledagene absolut også kommer tæt på.

Personligt ramte jeg selv bunden en søndag morgen i november, da jeg midaldrende og skilsmisseramt stod hos LejEtLig med så massive tømmermænd, at man let kunne have forvekslet mig med noget fra udlejningskataloget, mens en bekymret udseende dame bag skranken lidt tøvende udleverede nøglen til en ramponeret kassevogn i størrelse ‘her-var-dit-liv’. Lige der kunne Trump have vundet valget, Kim Il Jung trykket på missilknappen og samtlige af landets mink kunne være sluppet løs – og jeg ville stadigvæk have haft det værre! Men da den dag gudskelov sluttede, kunne jeg trods alt se, at man ikke kommer udenom, at Mette Frederiksen og Inger Støjberg i min optik tager prisen i fælleskab. Førstnævnte for sine populistiske udfald mod “indvandrerdrenge i S-togene” og sidstnævnte for potentielt at bryde loven for at få gennemført den forrige regerings lige så populistiske politik. Hvad er mere passende end at citere Trump, som vi nærmest allerede har glemt: “So saaaad.”

Selvom jeg hører til dem, der mener, at mange af de identitetspolitiske diskussioner, som kører i disse år, ofte kaster nogle vigtige erkendelser af sig, hører jeg også til dem, der får nok af at beskæftige mig med andre menneskers følelser. Og da vi i sommer var helt oppe på de høje nagler i eskimo- og Eskimo-is-debatten, ramte vi for mig at se sjovt nok bunden – eller det vil sige: Det gjorde den ismager på Frederiksberg, som i trods over de endeløse angreb på det danske sprog, langede gratis Eskimo-is over disken og i bogstaveligste forstand toppede fadæsen af ved i versaler at proklamere, at der var et “N….kys” ovenpå. Hendes opfattelse var, at hverken det ene eller det andet ord var stødende. Det foranledigede en veritabel shitstorm, som kom fuldstændig bag på ismageren, der sagde til TV 2: “Folk må gerne bruge en pæn tone.” Måske er det svært at fange ironien, når man selv er tonedøv. Men man kunne håbe, at 2021 bliver året, hvor vi lytter mere og taler, tweeter og taster mindre.