Dovenskab: Journalisterne sender fra forhaven, og forbrugerne gider ikke handle selv

Som mange andre har jeg også siddet og læst Politikens grufulde afsløringer om arbejdsforholdene hos Nemlig.com. Det har mildt sagt været chokerende at erfare, at der findes slaveri midt i velfærdsstaten. Og at det praktisk talt er foregået på vores dørtrin, bør for mig at se ikke bare mane til eftertanke, men til direkte boykot af firmaet. Rygtet siger nu, at firmaet triller rundt som incognito i hvide varevogne for ikke at vække opsigt. Det er bare drønpinligt, mand. Men måske er de seneste ugers afsløringer præcis det wake up-call, vi har haft brug for. At købe ind på nettet er blevet den nye flyrejse. Pludselig gjorde alle det. Alle med et normalt arbejde havde den ret, og derfor holdt der store dieselbiler i tomgang overalt i København. Der er blevet skudt gråspurve med kanoner alt for længe, og det har været på klimaets og underklassens konto. Men helt ærligt, vi kan godt selv hente vores bananer og vores minimælk i Netto. Bare fordi noget er smart og nemt, er det ikke altid godt. Jeg er med på, at pandemien har skubbet til udviklingen her, men nu lysner det hele altså, og derfor er der ikke længere nogen undskyldninger tilbage. Vi har købt ind til os selv før, vi kan gøre det igen – if it ain’t broke, don’t fix it. Dovenlars.

Der er mange ting, jeg ikke forstår ved dansk tv. Hvorfor gider folk for eksempel se gamle film på kanaler med reklameforstyrrelser hvert 10. minut, når de kan finde uforstyrrede film på streaming? Og hvorfor går Clement Kjersgaard konstant rundt om en sær pult i ‘Debatten’ som en neurotisk lænkehund? Men det, jeg undrer mig mest over pt, er, hvorfor stadig flere nyhedsjournalister transmitterer live fra helt random adresser i København og omegn. Jeg ser mange tv-nyheder og forstår godt, at man har udvidet korrespondentbegrebet på DR1 (f.eks. har de en økonomikorrespondent og en sundhedskorrespondent), og TV2 News skal jo også fylde nyhedsfattige dage med et eller andet. Men hvorfor skal vi høre udlandsnyheder i en live fra en villavej i København? Eller om det glohede boligmarked fra et torv i Aarhus? Er det simpelthen bare fordi, det tilfældigvis er der, journalisten bor? Kunne man ikke lige så godt tage hen på arbejdet og sidde med i studiet så? Det virker som seer som en meget mærkelig måde at høre historien på. “Journalist interviewer journalist” er desværre en genre i vækst, den er billig og nem, men jeg kan da umuligt være den eneste kritiske licensbetaler, der undrer sig over de mange live-indslag fra for- og baghaver, villaveje, mørktlagte alleer og etageejendomme i nyhedsdækningen? Der er ikke længere nogen sammenhæng mellem den historie, der fortælles og lokation. Er det corona? Er det sparerunder? Eller er det dovenskab?

For nylig blev BAFTA-awarden – den britiske version af Oscar-uddelingen – afholdt. Det var på flere måder en begivenhedsrig aften, der blandt andet bød på en sejr til Danmarks helt egen Thomas Vinterberg og hans tørstige nyklassiker ‘Druk’, som løb med prisen for årets udenlandske film. Men det er ikke kun den danske instruktør, der med et vådt værk møvede sig ind i den britiske filmhistorie. Prisen for den bedste dokumentarfilm gik nemlig til holdet bag den ottearmede ‘My Octopus Teacher’. En film om fridykkeren Craig Foster, der med kamera følger en vildtlevende blæksprutte i et år. En fantastisk flot visuel film, der giver et enestående undervandsblik og står som en kritik af den forestillede kultur/natur-diktomi. Men endnu vigtigere er filmen en rørende fortælling om det umiddelbart uvante venskab mellem en mand og en blæksprutte. Det er sært, men sødt. Og venskabet overlever både aktionfyldte hajangreb, massefødsel af blæksprutteæg og Craigs manglende gæller – det kan man da kalde BFF’s. Det er faktisk kun blækspruttens helt naturlige død, der skiller dem ad. Og der græder man. Meget og klæbrigt.