Prøv engang at forestil dig dette: Året er 1973, du er ung. Der er hippier, hash og rockmusik overalt, og du elsker det. Pink Floyd udgiver ‘The Dark Side of the Moon’, David Bowie udgiver ‘Aladdin Sane’, The Stooges udgiver ‘Raw Power’. Led Zeppelin, New York Dolls, The Who, Roxy Music udkommer alle med store, store plader, og energien er intens. Ikke dårligt, hva’?
Ovre i New York havde Lou Reed i nogle år været frontmand i rockbandet The Velvet Underground. Han var en del af inderkredsen omkring Andy Warhol og det eksperimenterende avantgarde-miljø på The Factory, hvor bandet agerede husorkester for en broget skare af kunstnere, modeller og musikere. Den slags cool cats. Men han var også i gang med at tage hul på sin solokarriere og havde allerede udgivet to albums.
Det seneste ‘Transformer’ udkom i 1972 og var en stor succes, især på grund af nummeret ‘Walk On the Wild Side’, der var en generationshymne for den unge modkultur. Et nummer, der stadig står som hans største hit og signatursang, om man vil.
I 1973 udgav Lou Reed ‘Berlin’. Det var et anderledes og uventet album. Et konceptalbum af en slags, faktisk en decideret rock-opera om to elskende, Jim og Caroline, der levede i et dystert og forbandet forhold med jalousi, stofafhængighed, prostitution, vold og, ultimativt, selvmord. Ideen til albummet opstod, da Lou Reeds producer Bob Ezrin adresserede, at Lou Reeds sange altid havde gode begyndelser, men aldrig rigtig nogen slutning.
Det tog Lou Reed som et kreativt benspænd og i fællesskab tog de til London for at skabe totalværket ‘Berlin’, hvor alle sangene hænger sammen og handler om de samme karakterer. Siden har han kaldt det et ‘bad move’ karrieremæssigt, og faktisk havde Lou Reed ikke været i Berlin selv på det tidspunkt. Privat var han i denne periode dybt inde i et stofmisbrug og havde et smuldrende ægteskab med Bettye Kronstad hængende over hovedet.
Musikalsk fandt Lou Reed imidlertid det helt store glamrock-udtræk frem til lejligheden. Blæsere, strygere og cabaret-piano blev forenet i nogle teatralske arrangementer med heltemodige guitarsoloer og noget (for Lou Reed helt uhørt) svulstigt trommespil.
At, der er tale om et Lou Reed-album, er der ikke nogen tvivl om. Han behøver vel bare at åbne munden, så kan man høre, at det er ham. Nogen stor sanger har han aldrig været, ikke sådan i klassisk forstand, fordi han nærmest bare snakker sig gennem sine tekster med en utrolig lemfældig timing. Tonalt var han også på ‘Berlin’ mere interesseret i at udforske sine egne skalaer. Nok præcis det, der gjorde ham til en gudsbenådet og enestående rocksanger.
“En katastrofe”
Da albummet udkom, var det mildt sagt ikke til stående ovationer. Rolling Stone Magazine kaldte det i deres anmeldelse en decideret “katastrofe” og et “åbenlyst stødende” album, der indvarslede enden på Lou Reeds ellers spirende karriere. En anden anmelder mente, det var “elendigt” på grund af den tragiske grundfortælling, og som album solgte det dårligt.
Især nummeret ‘The Kids’, der handler om, at Caroline får taget sine børn fra sig, fordi hun ikke var en god mor, er blevet fremhævet som kontroversielt for sin dysterhed. På nummeret indgår der nemlig reallydsoptagelser af grædende børn.
Men hårde modtagelser var Lou Reed så vant til fra sin tid i The Velvet Underground.
Som han sagde i et interview med BBC i 2007: “Hvis nogen faktisk havde sagt noget pænt om det, havde det været overraskende.” I samme interview udlagde Lou Reed også sin teori om, hvorfor albummet blev modtaget så dårligt på trods af, at film, bøger og teater ofte er mindst ligeså barske.
“Man kan jo bare opliste alle de romaner og teaterstykker, som går langt videre end ‘Berlin’ – og starte med ‘Hamlet’, hvor alle dør til sidst. Så det var svært for mig at forstå, hvorfor det her var sådan en negativ ting (…) Men musik har virkelig sin helt egen kraft. En tre minutters sang kan være knusende for nogen. Og hvis man så kombinerer musik og tragedie, kan det være endnu mere knusende.”
‘Berlin’ hører til den slags album, der inspirerede eftertiden, snarere end det definerede lyden hos andre bands og musikere. Præcis som med Jimi Hendrix og The Doors: Ingen har rigtig lydt som dem siden, men deres væsentlighed er indiskutabel. Dog havde et band som danske Iceage formentlig ikke lydt helt, som de gør på deres senere plader, hvis ikke det var for ‘Berlin’.
Eftertiden har i det hele taget formået at tage ‘Berlin’ til sig. I 2012 måtte Rolling Stone Magazine æde sine ord og indlemme det på listen over de bedste album nogensinde. I 2007 tog Lou Reed også på turné sammen med et 30 mand stort orkester for at opføre ‘Berlin’ i sin helhed, hvilket i øvrigt blev dokumenteret af Julian Schnabel i ‘Berlin: Live at St. Anns Warehouse’.
Måske handler det om, at det med tiden er blevet nemmere at se ‘Berlin’ som et biografisk værk på trods af sin fiktive og konceptuelle grundidé. I dag er det en udbredt antagelse, at albummet faktisk afspejler Lou Reeds eget liv og barske ægteskab med Bettye Kronstad. Lou Reed døde i 2013, og selv hvis man fik anledning til at spørge ham, ville hans notoriske vrangvillighed formentlig kaste et kryptisk svar af sig. Omgærdet af den slags mystik står albummet ‘Berlin’ 50 år efter sin udgivelse ubestrideligt som et uomgængeligt rockalbum, et aparte et af slagsen, men ikke desto mindre: en klassiker.
