Sivas ændrede for stedse dansk hiphop, da han torpederede døren ind med sin ‘d.a.u.d.a’-EP for snart syv år siden. Det var særligt to numre, som manifesterede, at en ny magtfaktor – en autotunerapper med iranske rødder – var kommet i spil: Der var titelnummeret, som blev folkeeje i en grad, at samtlige studentervogne den sommer blastede “ka’ ik’ mærk’ mit fucking fjæs” på repeat – uden i øvrigt at fange den klokkeklare coke-reference, som The Weeknd senere skulle tage patent på.
Og så var der ‘Kbhavana’, som i mine ører var den egentlige genistreg. Nummeret er vanvittigt blæret produceret af Reza Forghani, og hans instrumentale tema sender tankerne på vandring mod Paul Hertzogs fjernøstlige soundtrack-temaer i Jean-Claude van Damme-filmene ‘Bloodsport’ og ‘Kickboxer’.
Og så er der den vanvittigt interessante parallelverden, som Sivas mere end lemper på låget til. Det er stikord på stikord om en kriminaliseret forstadstilværelse, hvor flokmentaliteten hersker, trangen til at gå solo presser sig på, og aktørerne udmærket ved, at fremtiden er udsigtsløst, og der derfor boozes, knarkes og blaffes for at dulme selvsamme indsigt. Han får sagt utroligt meget på relativt få linjer i den referencemættede tekst:
“Drømmer om the good life (drømmer om det go’e liv)/Blaffer Bangladesh (blaffer Bangladesh)/Et par kilo gemt i kælderen (gemt nede i kælderen)/De schniger ind fra Marrakesh, yeah”.
I en medieret tidsalder, hvor tingene skæres ud i pap eller click-baiter mod bedrevidende, er det til stadighed opsigtsvækkende med en ordknap rapper, der sådan set siger mere mellem linjerne end på dem. En upoleret popkunstner, der serverer blanke felter, som lytteren selv kan udfylde og digte fortællinger ind i, efter forgodtbefindende og realitetssans. Et kronvidne, der har set for meget, men kun rutter med de brudstykker, som hans udtværede vokaler drysser ud over beatbunden. Sivas er noget af det vigtigste og mest banebrydende, der endnu er sket for dansk hiphop.
