Det har allerede været en vild festivalsæson i år, men det er ikke slut endnu. Journey Fest vender nemlig tilbage den 24. september, hvor Pumpehuset og deres tilstødende Byhave kommer til at danne rammen om festen.
Journey Fest, som har eksisteret siden 2018, kommer denne gang – modsat tidligere – til at være en endagsforestilling, og billetterne koster i år bare 200 kr.
Det er booking-agenturet Smash Bang Pow, som også tidligere på sæsonen debuterede med den nye københavnske festival Syd For Solen, der står bag arrangementet. Fokusset vil som vanligt være at præsentere morgendagens musikalske stjerner og nye tendenser i programmet – hvilket man må sige, at de har haft held med tidligere.
Sløret er allerede løftet for de tre første artister.
Det engelske hiphop-vidunder Jeshi kommer forbi festen med sit hyldede debutalbum ‘Universal Credit’ i bagagen. Det samme gør den norske indiepop-artist Alvah og danske Oliver Malone, der har imponeret i undergrunden med sit dansksprogede og melodiøse hiphop-univers, hvor han rapper om både drømme og usikkerhed.