Farvel til et årti: Rune Skyum-Nielsens bud på de stærkeste sange – # 2 Kanye West – ‘Runaway’ (2010)

Klokken 20 på de sidste 20 dage inden 2020’rne tæller forfatteren, journalisten og den pensionerede musikanmelder ned med sine personlige favoritter fra et døende årti.

Det var i sig selv en bedrift. På fire år havde Kanye West udgivet fire soloalbummer, og de var alle sammen så gode, at de havde slåsset om at blive deres respektive udgivelsesårs bedste plade. Alligevel kom Chi-Towns egen beatmagiker og megalomaniker først for alvor på alle musikinteresseredes læber, da han i en ordentlig koger kaprede mikrofonen til en prisuddeling – angiveligt fordi han mente, at veninden Beyoncé fortjente en statuette mere end teenidolet Taylor Swift.

Så kan det være, at der kom respons på drengen. Fordømmelserne regnede ned over ham, og undervejs blev der lækket en backstageoptagelse med Barack Obama – USA’s nytiltrådte og første farvede præsident – som kaldte Kanye for en “jack-ass”. Et godt gammeldags fjols, med andre ord. 

Personligt var jeg ikke ligefrem rystet. Vi snakker trods alt om en mand, der havde bygget en trilogi af plader på at forherlige det at droppe ud af college og udleve sig selv via livets skole. Desuden havde han, hvad alle syntes at have svedt ud, lavet nøjagtig samme stunt ved MTV European Music Awards, endda i Bella Center på Amager, tre år forinden – dengang var det bare ikke en kær country-sweetheart, han havde bumrushet foran de snurrende kameraer. Det var en forhutlet fransk danceduo, hvorfor amerikanerne syntes bedøvende ligeglade.

Jeg husker ret tydeligt, hvor jeg befandt mig, da jeg hørte Kanye Wests femte studiealbum første gang. Jeg sad i en lånt ungkarlehybel i East End, Manhattan, og drak nogle kodyle tømmermænd væk, mens ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ blastede på stereoanlægget. Med ondt skal ondt fordrives, I ved. 

Jeg skulle anmelde albummet for min daværende arbejdsgiver, og det var en tekst, der ikke kunne vente, til jeg var hjemme fra ferie. Så store var forventningerne til den nye Kanye West-plade, at selv et dansk dagblad ikke kunne vente ret længe på at få den i spalterne.

Med god grund, for albummet blev det bedste, som 2010’erne havde at byde på:

“Med flere ord eller superlativer helt i Kanye Wests ustoppelige ånd er ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ fra start til slut spækket med produktioner så fyldige og umådeholdne, at det på papiret ligner et overbroderet selvmål. Men de usædvanligt mange gæsteoptrædener og clashende genremøder lykkes på en måde, som de kun kan med et uhørt højt ambitionsniveau og en dertil matchende selvtillid,” som jeg eksalteret skrev i min snigende andendagsbrandert, hvor musikken gjorde mig så høj, at jeg glemte, hvorfor jeg i første omgang befandt mig i New York. At jeg var flygtet hele vejen over Atlanten for at drukne et dødstab i min nære familie. Det er det, som stor musik nogle gange kan. Få dig til at glemme dig selv og indleve dig hæmningsløst i stedet.

Omdrejningspunktet for ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’, som den dag i dag er bredt anerkendt som et af poppens og hiphoppens mesterværker, er nummeret ‘Runaway’. Og ‘Runaway’ handler i høj grad om Wests mange uforbederligheder. Hvor god han er til at finde håret i suppen, at han tager for meget arbejde med hjem og prioriterer forkert, at han sender dick-pics til fremmede kvinder, at han tiltrækkes af alt det grønne græs på den anden side, og at alle og enhver, der har chancen, bør komme væk hurtigst muligt. Han bruger ikke ordet “jack-ass”, men han kalder sig selv for et røvhul, og så skåler han ellers for sine egne slags.

“Let’s have a toast for the douche bags/Let’s have a toast for the assholes/Let’s have a toast for the scumbags/Every one of them that I know/Let’s have a toast for the jerk offs/That’ll never take work off/Baby, I got a plan/Run away fast as you can.”

Men West lyder ikke som én, der har travlt med at komme væk fra sig selv. Han piller sig i navlen på smukkeste vis; begraver sig i detaljen og kæler for den, og det gør hele det 9 minutter og 7 sekunder lange opus – fra de indledende, enerverende-insisterende pianoanslag til den rekordlange outro, hvor det underliggende tema fra ‘Nothing Compares 2 U’ i Sinead O’Connor-versionen bliver ved med at titte frem – så vulgært perfekt og modsætningsfyldt.

West var – og er – i sandhed en agent provocateur, og det er med ‘Runaway’, at hans langtidsholdbare formel står tindrende klart: Han holder sig skarp, innovativ og ærgerrig ved at stikke snuden så langt frem, at han ikke falder af på den, hviler på laurbærrene eller går i ring – nogle fælder, alle andre hiphopkonger er røget durk i siden genrens opståen i de omkringliggende newyorkerboroughs siden slutningen af 1970’erne.

At en præsident så kalder dig for et fjols… og du må lege venner med hans idiotiske efterfølger… det er åbenbart en del af prisen. Hellere det end at blive magelig eller stillestående. 

Find mere om
Footer graphics