Da jeg trådte ind ad døren til min lejlighed sidste uge, mødte et vidunderligt syn mig: Der var gjort hovedrent. Gangen var støvsuget, tingeltangel var fjernet fra hylden, hvor der altid ligger tingeltangel, og køkkenet, Ground Zero for rodeksplosioner, lignede en annonce for Home.
Udover at der var gjort rent, så var der også lavet mad. Eller: Jeg havde lavet en tærte den foregående aften, som min kæreste havde varmet op, og så havde han lavet en salat med heteroseksuelle mænds yndlingsdressing: olie + balsamico.
– Du er sådan en dygtig hausfrau, sagde jeg jokende jeg til ham, da vi satte os ved spisebordet.
– Synes du ikke også, at jeg er en god hausfrau?, spurgte jeg så og forventede et øjeblikkeligt og utvetydigt ‘ja’.
Men der blev ikke sagt noget. Han trak i stedet på skuldrene.
– Hallo. Jeg er en mega god hausfrau, insisterede jeg og gestikulerede til tærten.
– Du har mange gode kvaliteter, svarede han.
– Men ‘hausfrau’ er nok ikke lige dét, jeg tænker på, når jeg ser dig.
– Jeg er en røvgod hausfrau, sagde jeg igen og undertrykte trangen til at sige, ‘jeg knepper din tvivl’.
For min nabo må dette skænderi have lydt noget bizart. Og det var det da også. Jeg, en ung kvinde i 2026, der stemmer rødt og har ‘How to date men when you hate men’ stående på bogreolen, stod nu og insisterede på, at jeg var en god trad wife. Hvorfor?
Debatten om kvindernes mental load er typisk delt op i to fløje: De, der italesætter problemet og de konsekvenser, byrden har på ligestillingen og kvinders mentale og fysisk velvære, og de, der mener, at det er et privat anliggende, som man bør diskutere med ens (mandlige) partner.
Men hvad med det helt utænkelige tredje scenarie: At det er manden, der står med den mentale byrde og ikke kvinden?
Jeg mener naturligvis, at de huslige pligter er fordelt 50/50 mellem min kæreste og jeg, men pis, det er jo netop dét, de fleste mænd tror. Hvis min kæreste lavede en Marie Brus Pedersen på mig – altså, satte mig til at lave alt husarbejde i en måned uden selv at løfte en finger – ville vores hjem blive som den amerikanske ambassade i Bagdad: bombet.
Jeg har ellers ikke været bleg for at gå på barrikaderne for de mentalt overbelastede kvinder, hjemmets soldater, som jeg, qua mit køn, naturligvis mener at være en del af. Whoops.
Skænderiet får mig til at tænke på den franske film ‘Je ne suis pas un homme facile’ (‘Jeg er ikke en letlevende mand’, red.) fra 2018. Her er hovedpersonen, Damien, en mandschauvinist, der falder og slår hovedet og vågner op i en verden, hvor kønsrollerne er vendt på hovedet. Her tager mændene barsel og får skønhedsbehandlinger, og kvinderne træner til maraton i bar overkrop. Når hovedpersonen går ind i en slagterbutik, er det kvinden, der iklædt et beskidt forklæde, banker løs med kødhammeren, og manden, der smalltalker med kunden og tager imod penge i kassen. Filmen viser en verden, vi kender, men anskuet fra et kønnet omvendtland, hvor det bliver tydeligt, hvor meget køn faktisk betyder i forhold til vores roller i samfundet og ikke mindst i hjemmet.
Måske vores hjem kunne ligne en scene fra den film. Det er min kæreste, der har styr på, hvilket vaskemiddel, der skal bruges til uld, hvid og farvet. Det er ham, der husker at slukke for gasblusset (tak) og ham, der står for store dele af planlægning til vores forestående bryllup. Han bemærker, at det seksmåneder gamle løg nederst i køleskabet har fået grønne hår og smider det ud, mens jeg tænker ‘hmmm, mærkelig lugt herinde’ og lukker køleskabet i. Han bærer rundt på en miniaturehåndsprit, bruger tandtråd og vasker hænder, ofte.
Det gør jeg ikke. Hvis jeg tabte en hotdog på Rådhuspladsen, ville jeg nok samle den op, puste på den og spise den. Jeg gør rent og rydder op, men jeg kan sagtens leve i semi-rod. Mit primære bidrag er ikke at være hjemlig projektstyrer, men nærmere en slags sexet aircondition, der holder atmosfæren varm og hyggelig. Jeg laver lasagner og langtidssimrende gryderetter. Jeg maler striber på møbler og investerer i bløde tæpper. Jeg tegner fødselsdags- og julekort til vores familiemedlemmer, pakker deres gaver pænt ind og køber kage, når vi besøger dem. Jeg reder sengen, tænder stearinlys og laver te.
Og mens min kæreste insisterer på, at han “ikke vil have en, der vil have, at alt er klinisk rent”, så ved jeg ikke, om jeg tror på ham. Feminitet og ordentlighed hænger unægteligt sammen til et vist punkt. En undersøgelse fra 2019 viser, at kvinder dømmes betydeligt hårdere for at rode – og at hvis mænd roder, bliver det undskyldt med en fordom om, at de jo ’bare er drengerøve’.
Det betyder noget, fordi det er lettere sagt end gjort at ryste kønnede fordomme af sig. Der er relativ stor enighed om, hvad der passer ind i den feminine genre. Feminine træk er ligesom playlisten til en fest: Der er nogle numre, alle kan samles om, og så er de de obskure indie-sange, der ikke passer til stemningen. Men så er det jo godt, at min kæreste er tidligere indie-musiker.
Og så er mit ønske om at blive betragtet som hausfrau nok heller ikke større. En ny undersøgelse med data fra 29 lande (dog ikke Danmark) viser, at næsten en tredjedel af mænd fra Generation Z mener, at en hustru bør adlyde sin mand – imod kun 13 procent fra Boomergenerationen. Unge mænd har altså et betydeligt mere konservativt syn på kvinder end de mænd, der faktisk er vokset op i en tid, hvor kvinder havde færre rettigheder. Det er dog værd at bemærke, at kvinder i øvrigt også har fået et tiltagende konservativt syn på kønsroller henover årene.
Set i dét lys er det nok meget godt, at jeg har en kæreste, der er ligeglad med, om jeg får stiv pik over et klinisk rent køkken. Vi er lykkelige i omvendtland.
