Kære Nørrebro
Det har altid ligget i kortene, at den her dag ville komme. Jeg er fra Nordjylland, og du er fra København, og selvom vi har nydt godt af hinanden i over 10 år, har det i hvert fald for mit vedkommende altid stået klart, at det aldrig skulle være til døden os skiller. Der er noget muld, der hiver i mig fra dybet et andet sted, og der findes en fantasi om et andet liv, som jeg bliver nødt til at prøve at realisere.
Så nu flytter jeg, og det føles som et break up, at jeg forlader dig.
Du skal nok klare den. Du har det jo fint. Nærmest lidt for godt, har jeg lyst til at sige, med alle dine nye beboere, der danner lange BMO-køer og fylder dine fortove, mens de drikker orangevin og ryger cigaretter. Jeg har set dig med alle dine unge kobler af main characters, der bygger kolonier af taburetter i dine gamle møntvaskerier og tracker deres overskudsagtige løbeture på Assistensen. Jeg har set alle dine turister, som har læst i Monocle og set i ’The Bear’, at du er det mest cool kvarter i verden, og jeg har været enig. Det er virkelig det bedste sted på jorden, har jeg tænkt.
Jeg har følt mig heldig over at eje en andelslejlighed med tre værelser i hjertet af dit væsen, og jeg ved, at folk med friske, sammenførte frontallapper vil give deres højre arm og begge deres testikler/æggestokke for overtage den. Mange unge gider ikke engang at have børn, de vil bare bo på Nørrebro. Derfor føles det også meningsfuldt, at mit 36-årige millennial-liv laver et chassé til siden, så nogle andres liv kan indtage dets plads.
De sidste par år har jeg suset ned ad Nørrebrogade og beskuet dit perlende spektakel med en følelse af, at det ikke længere var min fest. Engang mødte jeg altid en bekendt på Dronning Louises Bro på vej hjem fra arbejde og tog en hurtig sludder, men på det seneste har jeg bare set fremmede ansigter og tænkt, at jeg slet ikke kender de bands, de spiller i. Jeg har kigget på deres tøj og tænkt, at de ligner nogen, der er blevet krænket af en polsk genbrugsbutik. Det ser overhovedet ikke sejt ud, og når man siger sådan og pludselig får kigget ned på sine slidte Blundstone-støvler, så ved man godt, at tiden er kommet.
Det er på tide, at jeg skal videre.
Om lidt pakker jeg min stationcar med min familie og flytter til en lille by i et gammelt istidslandskab udenfor Roskilde. Jeg flytter ind i et hus for enden af en villavej med dobbelt carport, et værksted og en have med både driv- og fuglehus. Det gode liv med grillaftener og flaskeøl fra kassen i skuret venter på mig. Der skulle endda bo en nattergal på matriklen. Og hvis aftensolen skinner, kan jeg bare dreje om hjørnet og køre en tur i landskabets bølgende terræn på min gamle motorcykel. I den mindre romantiske ende kan jeg slet heller ikke vente med at få lov til at gå på toilettet i ro og mag, uden at en af mine unger får akut skidetrang og flår i dørhåndtaget for så at fremføre et dramatisk torturstykke om sine pinsler i røven – for nu får vi to badeværelser. Mange småbørnsforældre kan nok godt se for sig, at saligheden bliver stor.
Visse ting kommer jeg nok til at savne. At tage en øl på Gaarden & Gaden med min ven efter putning, at spise dit bagværk og din kebab, betragte din myriade af forskellige mennesker, og jeg kommer til at savne at spadsere ned ad Sjællandsgade med min datter i hånden på vej mod børnehaven klokken lidt over otte på en sommerdag. Men når det er sagt, er vi vokset fra hinanden.
Jeg har altid haft det svært med, at mine børn voksede op som københavnere fra Nørrebro. Jyden i mig har tænkt, at byen ikke er det rigtige habitat for menneskeunger, fordi de skal have græs under fødderne og løbe frit og spille bold uden at risikere at blive torpederet af en el-ladcykel med 30 km/t. Omvendt har jeg selv været temmelig stolt over at kunne sige, at jeg bor på Nørrebro, når folk har spurgt. Du er blevet en del af min identitet og samvittighed. Jeg kom hertil som en gæst, der skulle lære dine trin og din rytme, og da jeg holdt min første indflytterfest på Fensmarkgade, var jeg så lykkelig, at intet musiknummer kunne blive højt nok, hvilket overboerne tre etager over os havde lidt svært ved at forstå.
Hun kunne vistnok ikke sove for al den larm, og så gav hun mig ordensreglementet for andelsforeningen, printet og det hele. Ikke at jeg ytrede nogen særlig tak for det, jeg bød hende dog ind til en lunken Royal Export, men det var hun ikke – for det er man aldrig, ved jeg nu – i humør til lige der. Til gengæld slukkede vi musikken, og så fortsatte en dengang betydeligt mindre alvorlig Guldimund festen akustisk med en spansk guitar og fællessang, og decibelniveauet var godt det samme.
Jeg husker også, at vi engang spillede en rockkoncert i en 2 v’er på femte sal på Møllegade med vores totalt fremsynede postpunk-band, da vi havde fået indtryk af, at det var ganske comme il faut med den slags på Nørrebro.
Det er ikke sådan nogle scener fra ens fortid, man nødvendigvis husker tilbage på med stolthed. Man var vel lidt fanget i sit eget ego dengang og havde næppe helt forstået, at Nørrebro ikke blot er the coolest neighboorhood in the world, det er også nogen menneskers hjem.
Nu føles du som mit hjem. Og rollefordelingen er vendt, når ubehøvlede charlataner smider halvspiste durumruller på dine fortove, for nu er det mig, der siger, at de skal rydde op efter sig. Vi er faktisk nogen, der bor her.
Problemet er, at andre nu også siger sådan om mig. I går hentede jeg min datter på motorcykel, og hun fik lov til at sidde på tanken i bar mave, mens vi kørte hen ad cykelstien, og det kan godt være lidt grænseoverskridende for en nybagt surdejsfar, der lige har hentet Bobbie Marie i vuggestuen, at blive overhalet på den måde, kan jeg forstå.
Nørrebro, jeg slår ikke op med dig, fordi du ikke er magisk. Det er en klassisk it’s not you, it’s me-situation, og det er en smule melankolsk for mig at sige farvel, fordi det også er et farvel til min ungdom. Jeg blev voksen sammen med dig, fik børn og fik min første løncheck leveret til 2200. Men vi kan sagtens ses som gode venner. Jeg kommer tilbage engang imellem. Jeg finder en hvid plastikstol i solen og spiser en fermenteret dåse-ansjos for at se, hvilke vinde der blæser på dine gader. Men jeg skal ud og parkere livet et sted, hvor licensen ikke hele tiden løber ud, og hvor der ikke er et vibe shift hver anden uge, hvor der er stille og kulsort om natten. Vores minder tager ingen fra os, men fra nu af er de kun dét.
Farvel og tak.
