I halvandet år levede hun af skyr, knækbrød og syltetøj uden sukker: Victoria Schapiro skrev sig ud af sin spiseforstyrrelse     

Teksten raser derudad. Faktisk driver vreden ned ad siderne, når man læser de første sider Victoria Schapiros debut ‘F*ck Restrictions – And Your Mom Too’. Bogen begynder med dedikationen: “For my mom, who should definitely read this book.” Victoria Schapiro er vred på sin mor. Virkelig vred. Vred på sin mor over, at hun har talt så grimt om sin egen krop foran hende, vred over, at hun ikke har taget kvælertag på den spiseforstyrrelse, der endte med at lænke hendes datter til sit værelse. 

Selv kalder den debuterende Generation Z-forfatter sin bog for et ‘hormon-bombardement’. Schapiro skriver brutalt og i højt tempo som en anden Hunter S. Thompson. Og i dette øjeblik er det svært at forene med den unge kvinde, der giver et tilpas fast håndtryk, og som med et mildt blik og roligt gemyt hilser og præsenterer sig selv. Hvad er det, der har gjort den unge kvinde så vred?

“Jeg tror, at man gennem bogen fornemmer, at jeg har et lidt aggressivt udgangspunkt. Men i takt med at jeg i bogen undersøger min egen spiseforstyrrelse og hele diæt-kulturen, så bliver jeg også venligere mod min mor,” siger Victoria Schapiro, der i sin bog blandt andet skriver, at hendes mor kritiske blik på sin egen krop smittede hende. “My mom’s whining about her body shape was a part of our daily routine (…),” skriver hun blandt andet i bogen om morens hang til fillers, slankekure og nedladende kommentarer om sin krop.     

“Selvom jeg skriver nogle meget hårde ting om min mor i bogen, så er der ikke noget af det, der har overrasket hende under læsningen. Jeg har sagt det hele til hende ansigt til ansigt i forbindelse med mit forløb hos en psykoterapeut,” siger Victoria Schapiro.  

Netop forløbet hos en psykoterapeut blev startskuddet til Schapiros bog. Den startede som et tankemylder, for psykoterapeuten havde opfordret hende til at skrive sine tanker ned, når hun for eksempel følte skyld over at have spist et måltid eller fik trang til at være restriktiv over for sig selv. Men da hun først var gået i gang med at give afløb for sine tanker og følelser, kunne hun ikke stoppe med at skrive igen. En bog begyndte at tage form. 

Ortoreksiens guldalder

Hovedpinen bankede af sted. Den slørede koncentrationen og lagde en dis over Victoria Schapiros blik. Når hun sad i klassen på Niels Brock, kunne hun ikke se, hvad læreren skrev på whiteboardet. Og det var ikke, fordi hun havde brug for briller. Hendes krop var dødtræt. Den skreg på mad, men hun havde lært at ignorere signalerne. 

“Jeg kunne ingenting. Jeg gjorde de ting, jeg skulle. Tog i skole, kom hjem og trænede. Min hjerne levede sit eget liv, og jeg var ikke tilstede i nogen samtaler. Ved middagsbordet sad jeg med min skyr, mens min familie spiste deres egen aftensmad. Vi kunne sidde der og have en samtale, men jeg fattede slet ikke, hvad fanden der foregik. Jeg kunne simpelthen ikke. Jeg var ligeglad. Jeg havde ikke energi til være der for nogen andre overhovedet,” siger Victoria Schapiro. 

Da hun var syg af ortoreksi, gjorde hendes hjerne alting op i tal. Kalorier, kilo og skridt. Det hele var et regnestykke, og intet måtte gå galt. I de to år, hvor hun var allermest syg, tog hun derfor ikke på rejse, til fest eller fødselsdage. For i de settings var det umuligt for hende at overholde sine egne regler.  

“Jeg skal have perfekte karakterer. Jeg skal træne perfekt. Jeg skal spise perfekt. Hele mit hoved var indrettet efter tal, et regnestykke, som jeg tænkte på 24/7. 99 procent af mine tanker gik på mad og træning,” siger Victoria Schapiro.

Når veninderne gik i byen i weekenden, gik Victoria Schapiro ture rundt om en sø i Måløv, hvor hendes far boede på det tidspunkt. Ofte havde klokken passeret 23, når hun gik sine runder og holdt øje med, om skridttælleren havde ramt sit minimum. Når hun kom hjem fra sin gåtur, kiggede hun som oftest på fitness-videoer på sociale medier. Hun var for træt til at lave andet. Og selvom det var et faktum, så følte hun stadigvæk, at det var hende, der levede rigtigt. Hun var ikke misundelig på sine veninder. 

Reglen, hun havde opsat for sig selv, var, at hun skulle gå fitnesscentret mindst fem gange om ugen. Før eller efter træningen tog hun selfies af sig selv i omklædningsrummets spejl og lagde dem op på Instagram og fik masser af likes og bekræftelse. Men indeni var hun helt tom. Algoritmen blev imidlertid ved med at holde hende fanget i den restriktive kropsspiral. Den flød over med glade, smukke, unge kvinder, der levede af en myslibar, et æble og et stort glas vand.

“Overalt på min Instagram og TikTok poppede ‘what I eat in a day’-videoer op i mit feed, bikini babes, fitness babes, vægttabstransformationer, eller folk, der løb halvmaraton hver dag,” siger Victoria Schapiro, der på mange måder følte, at hun hele tiden blev bekræftet i, at det var det rigtige at stræbe efter at spise så lidt som muligt og at træne så meget som muligt.

Veninderne og klassekammeraterne var ikke styrede af at være tynde på samme måde, men de roste Victoria Schapiro for sin standhaftighed. Hun var den, der førte idealet ud i virkeligheden. Det var hende, der havde fitness-kroppen, og som mønstrede at holde sig selv i snor. Hendes daglige menu bestod i halvandet år uden undtagelse af skyr, en gulerod, lidt knækbrød og syltetøj uden sukker. I stedet for at næres af kalorier, fandt hun styrke i sit spejlbillede, blandt andet når hun så ‘morning skinny’ ud. 

Vendepunktet

Familien kunne godt se, at der var noget galt. Victoria Schapiro meldte afbud til det meste og spiste som en fugl. Hendes far forsøgte at plante små frø om forandring i hendes hoved. Han tilbød stilfærdigt at hjælpe med at finde en psykolog, hun kunne tale med. For han kunne se, at hun ikke havde det godt.

Men forældrene var skilt, og når Victoria Schapiro var hjemme hos sin mor, blev hun på mange måder bekræftet i sin spiseforstyrrelse. Moren hoppede med på skyr-vognen og den ihærdige stræben efter at være tynd. Selvom Victoria Schapiro gang på gang havde afslået sin fars tilbud – der var ikke noget galt – så voksede det frø, han havde plantet hos hende, sig alligevel større. Og en dag blev det hele alligevel for meget. 

“Da jeg var langt nede, havde jeg flere gange en oplevelse af at se mig selv udefra. Jeg følte mig opløst, og nogle aftener lå jeg og var helt følelsesløs. Jeg følte mig så ensom. Min familie og mine venner levede deres liv. De havde det sjovt og arbejdede hen mod deres drømme. Pludselig indså jeg, at jeg ikke vidste, hvor mine egne drømme var blevet af. Jeg plejede at elske at rejse, og jeg havde drømt om at studere i USA,” siger Victoria Schapiro og forklarer, hvordan alle hendes glæder var blevet ædt af spiseforstyrrelsen.  

På en køretur sagde Victoria Schapiro til sin far, at det måske var en meget god idé med den psykolog der. Han gjorde ikke noget stort nummer ud af det i øjeblikket, men fik straks sat sin datter i et behandlingsforløb, der skulle vise sig at blive en succes. Udover at det ledte Victoria Schapiro til at skrive en bog, så hjalp det hende også ud af hendes spiseforstyrrelse. Hun fik taget de store snakke med sin mor, samtidig med at hun fik ryddet op mentalt og i sine selvudslettende restriktioner.

“Min mor blev selvfølgelig mere forstående over for, hvad jeg har oplevet, efter hun har læst bogen. Det er jo min side af historien, man hører, men jeg tror, at det gik lidt op for hende, at hun ikke har været bevidst om, hvor stor indflydelse hun har haft på, hvordan jeg har set mig selv og min krop. Og det er jeg faktisk glad for, at hun anerkender,” siger Victoria Schapiro.  

Restriktionerne, sulten og træningsmanien er historie nu for Victoria Schapiro. Men det betyder ikke, at spiseforstyrrelsen er ude af hendes liv. Det er svært at aflære den viden, der fulgte med anoreksien. For eksempel visheden om det eksakte antal kalorier, der er i forskellige madvarer. Hun kender tallene, og de popper ufrivilligt op i hendes hjerne, når hun spiser.  

“Jeg har fået rigtig mange værktøjer til at styre min skyldfølelse, der oftest handler om kalorier og skridt. Det er lidt forskelligt, hvordan de virker. Men jeg er for eksempel blevet glad for at lave sudoku for at distrahere min hjerne. Og så læser jeg rigtig mange bøger, imens jeg rent faktisk sidder ned og slapper af og ikke går rundt i cirkler som før i tiden,” siger Victoria Schapiro og forklarer, at det i det hele taget har hjulpet hende rigtig meget at åbne op og være ærlig om, hvordan hun har det. En ting, som hun mener, hendes generation kan have svært ved. Generation Z’erne er de første digitale indfødte. De er vokset op i algoritmernes slipstrøm, og de er gode til kun at dele det ‘rigtige’ indhold online såvel som IRL. 

“Mit håb for bogen er, at der er nogen, der kan spejle sig i den. Og at den kan hjælpe nogen i samme situation, som jeg har været i. At de kan relatere til mig og på en eller anden måde bruge mig som en ‘stepping stone’ til selv at komme hen til det sted, hvor de tør være ærlige og række ud efter hjælp,” siger Victoria Schapiro.