Hvis du er et ungt menneske, der færdes på instagram, er du sikkert stødt på memeprofilen Kraenkelseskulturellememes. Ellers har du måske set et af profilens memes, fordi det er blevet videredelt af nogen, du følger. Og måske er du endda blevet en smule stødt. Det er jeg i hvert fald.
Man kan nok bedst beskrive Kraenkelseskulturellememes som et udpræget feministisk, anti-patriarkalsk hjørne af Instagram, hvor der langes ud efter politikere, medier og kendte, når de for eksempel advokerer for liberal politik, havner i MeToo-sager eller udtrykker ting, der er homofobiske, racistiske eller sexistiske. Profilens yndlings-target er dog uden tvivl den hvide, ciskønnede mand. Især typer som Jes Dorph, Alex Vanopslagh og hanløver fra ‘Løvernes Hule’.
Selv beskriver profilen med sine 36.500 følgere sig som ”Krænkelseskulturens Epicenter”, og selvom det selvfølgelig er meget sjovt, er der ingen tvivl om, at den feministiske kritik er alvor.
Jeg forstår godt behovet for at sige fuck patriarkatet. Jeg er selv kvindelig universitetsstuderende i slutningen af tyverne, og jeg siger det nærmest ugentligt. Jeg har derfor også været ret fascineret af Krænkelseskulturellememes. På mit studie har jeg gravet virkelig dybt og analyseret profilen for at forstå den. Til tider har jeg sympatiseret, og en enkelt gang er der røget et knips i vejret. Men jeg er mest af alt blevet forundret.
Krænkelseskulturellememes er nemlig stolt af at være et ekkokammer. “Dette er ikke et safespace for cishet m*nd. Det er et feministisk ekkokammer,” står der (profilen nægter at anvende ordet ’mand’). Kritik og undrende spørgsmål fra brugere, særligt hvis de kommer fra mænd, bliver besvaret med ”gugu-gaga” og af og til blokering.
Noget af det, jeg undrer mig mest over, er sproget. Sprogligt domineres profilen af det, man kalder smæderetorik, der – set med sprogfaglige briller – handler om at skabe et ”os” og et ”dem” med det formål at nedgøre nogen fra en bestemt gruppe. Det handler under ingen omstændigheder om at skabe dialog, men om at skabe et fællesskab om en fælles fjende. Her altså den hvide, ciskønnede mand som profilen tegner et nedladende, ucharmerende og forkasteligt billede af.
Men hvis profilen er et forsøg på at kritisere patriarkalske samfundsstrukturer, så må man gå ud fra, at formålet også er at ændre noget. Derfor undrer jeg mig over den konstante brug af smæderetorik.
Den er med til at skabe en stor kløft. Og vi kan altså ikke løse kollektive problemer, hvis vi sidder på hver vores side i hver vores skyttegrav.
Hvis de feministiske budskaber skal lykkes med at forgrene sig videre ud i samfundet – og ikke kun nå dem, der allerede er absolut enige, men også til de uenige – er de nødt til at blive serveret på noget andet end en sproglig fuckfinger. Og det er vel alle de uenige, der på en eller anden måde skal i spil, hvis noget skal ændres?
Instagram er et virkelig godt medie til at sprede politiske budskaber. Vi samler os nemt i fællesskaber under værdipolitiske paraplyer, og som brugere er vi tilbøjelige til at reagere affektivt og hurtigt: Når vi først kan se os selv i et opslag, så reposter vi, liker, sympatiserer og griner med i kommentarsporet. Og vi tager pointerne med til middagsbordet udenfor det virtuelle univers. Det er kun en god ting.
Jeg har dog flere gange været i selskaber, hvor en dialog eller debat aldrig rigtig har fået ben at gå på, fordi samtalen er blevet afbrudt med samme attitude, som Kraenkelseskulturellememes har på Instagram.
Hvis ekkokammeret bevæger sig ud til privatfesten over rødvin og blå Kings, kan det ende med, at det der skulle være oplysende diskussioner, bliver reduceret til monologer. Det kan ende med, at vi ikke lytter til hinanden, men sidder og venter på at servere den næste punchline fra det sidste Instagram-post, vi så.
Det er en skam, hvis disse ekkokamre, der i øvrigt eksisterer i alle politiske afkroge, hæmmer den offentlige samtale i stedet for at berige den. Jeg ved godt, at det at skælde ud på tonen på de sociale medier er et næsten udhulet samtaleemne, men det er dog stadig et problem, der lever i bedste velgående. Derfor er samtalen fortsat vigtig at have.
Det er ikke, fordi jeg ikke forstår lysten til at skabe en profil, hvor man er herre i eget hus og frit kan formidle sine politiske overbevisninger. Jeg kender også godt til den umiddelbare fristelse til at reposte indhold, hvor jeg føler, at jeg også har sat mig på toppen af verden og ser ned på alt det, jeg synes er problematisk.
Men jeg tror ikke på, at vi kommer komplekse, kollektive og strukturelle problematikker til livs på den måde. Jeg tror, at vi kan ende med at gøre det hele værre.
Heartbeats har givet kvinden bag Kraenkelseskulturellememes mulighed for at læse og kommentere kritikken i denne artikel. Hun har følgende kommentar:
“Jeg er vant til folk har meninger om mig. Synes det er ærgerligt man ikke bruger sin tid på at skrive kritikker af visse mediers transfobiske vinkler eller generelt sexisme- og racismesager. Men det er jo nemmere at pege fingre af de ekstreme feminister, der har man mange på sit hold fremfor hvis man dækker det andet.”
