Ben Lerner: ‘Topekaskolen‘
High school-eleven Adam Gordon er en mester til at debattere. En disciplin, der bliver dyrket i det amerikanske skolesystem på linje med amerikansk fodbold og basketball, og som på samme måde kan give stipendier til de bedste skoler. Men selvom Adam Gordon kan forsvare ethvert synspunkt, famler han stadig rundt i ungdomslivet uden helt selv at tro på de ord, han spinder så godt.
Samtidigt følger vi hans forældre fra starten af deres forhold, hvor de tager syretrip til etablerede liv og karrierer. Her udvikler moren, Jane, sig til feministisk bestsellerforfatter, mens faren, Jonathan, arbejder med unge med vanskelige sind. Hver person i familien har sin fortælling og viser, hvor forskelligt et perspektiv, man kan have i de samme omgivelser. Ben Lerner har tidligere lavet den mere eksperimenterende ’22:04’, men her folder han sig for alvor ud i ’den store amerikanske roman’, der da også var en af finalisterne til Pulitzer-prisen.
Det er et tidsbillede på USA fra 70’erne til 90’erne, men viser elegant parallellerne til i dag. Der er en fin tradition for at bruge den amerikanske familie som et billede på samfundets udvikling, og den skriver Ben Lerner sig fremragende ind i med denne roman.
(Emil Norsker)
Elizabeth Strout: Åh William
Hun er mest kendt for sin figur ’Olive Kitteridge’, hvis første bind hun vandt Pulitzer prisen for, og som der også er lavet en glimrende HBO-serie over. Men hun har også en anden figur, der er lige så interessant, Lucy Barton, og det er hende, der er hovedpersonen i denne lille roman. Selvom tonen er let og ligetil, på grænsen til det naivistiske, gemmer der sig store dybder i Lucy Bartons liv. På samme måde som Elizabeth Strout selv er hun en kvinde i livets efterår, hvor der ikke næres mange illusioner om hverken kærlighed, karriere eller familieliv.
De to første bind om Lucy Barton er fremragende mesterværker, og enhver, der ikke kender dem, bør straks gå i gang. Helt på det niveau er ’Åh William’ ikke, men Elisabeth Strout i andet gear er stadig langt foran de fleste.
Her er ikke meget ydre drama, udover hvad man kan forvente af tilværelsen, men det er aldrig forudsigeligt eller kedeligt. Det er stor kunst at kunne beskrive små, helt almindelige liv.
(Emil Norsker)
Karin Smirnoff: ‘Så tog jeg hjem‘
Dette er tredje og sidste bind i trilogien om karakteren Jana Kippo, der viser os ind i den mærkværdige nordlige del af Sverige, hvor alle familier har skøre og skæve forgreninger i stamtræet.
Da første bind ’Jeg tog ned til Bror’ udkom blev den en øjeblikkelig og overraskende succes af forfatteren Karin Smirnoff, der debuterede som 54-årig. Det gjorde hun ikke bare med en interessant fortælling, men også med et utroligt vellykket nyt formsprog. Blandt andet står alle navne med småt, og dialogen glider ofte afsted i strømme, hvor man skal holde godt fast for at være med.
Den første roman er stadig den bedste, men de to næste er helt klart værdige efterfølgere og viser et forbløffende fortællertalent.
Det er altid sjovt at komme til miljøer og egne, man ikke havde regnet med, og Karin Smirnoff fortæller usentimentalt om dramaerne og ofte tragedierne i det lille samfund med et godt blik for det grotesk humoristiske.
Med tredje bind kommer vi altså hjem og slutter et af de mest forfriskende bogserier fra Skandinavien i nyere tid. Man må håbe, at Karin Smirnoff fremover har mod på flere ture.
(Emil Norsker)
Jonathan Franzen: ‘Korsveje‘
Det er umuligt ikke at tale om ’den store amerikanske roman’, når det gælder Jonathan Franzen. Ikke mindst fordi hans romaner rent fysisk har en størrelse, der kvalificerer dem til at være ’store’, men også fordi han siden den fremragende debut ’Korrektioner’ har beskrevet den amerikanske familie og samtid i al dens dysfunktion.
Efter et par lidt svage romaner er Jonathan Franzen tilbage i utrolig sikker fortællerstil. Udgangspunktet er en præstefamilie med fire børn i 70’ernes forstads-USA, hvor hvert enkelt medlem har sine personlige, moralske og psykologiske problemer at slås med.
Faren Russ må ydmyget liste ud af kirkens ungdomsgruppe efter måske-måske-ikke upassende adfærd, og samtidigt indleder han en flirt med en enlig enke fra menigheden. Hans hustru Marion visner også i det døende forhold, men løfter gradvist sløret for sin nedarvede psykiske sygdom.
Deres fire børn prøver selv at finde deres fodfæste i de stærke strømninger med Vietnam-krigen, stoffer og seksuel frigørelse.
Det er nok ikke tilfældigt af Franzen på samme måde som Ben Lerner (der også er med her på listen) har taget fat i 70’erne, for ligheden med i dag er helt tydelig og viser, at den brydningstid, vi ser overalt i dag, har en lang forhistorie. Jonathan Franzen er ikke selv meget for at tage prædikatet ’den store amerikanske roman’ på sig, men med sit forfatterskab og denne nye roman holder han egenhændigt liv i myten – og tak for det.
(Emil Norsker)
Thomas Korsgaard: ‘Man skulle nok have været der’
På samme måde som Karin Smirnoff sluttede sit triologi i år, fik vi også det sidste bind i fortællingen om drengen Tue. I denne bog er Tue taget til København for at slippe fra sin familie, hvor faren slår, og moren spilder tiden på online kasinoer.
Men hovedstaden omfavner ikke altid nye tilflyttere, hvis man ikke har nogen penge, bolig eller netværk. Han erhverver sig som avis-sælger, men da han mister sit hjem, må han sove på tilfældige steder og gader, indtil han formår at klemme sig ind i venindens velslåede familie på Østerbro.
Her formår han at indynde sig hos venindens mor, og Thomas Korsgaard kan om nogen fremmane ydmygende og akavede situationer med en fantastisk humor. Som i de forgående bøger løber man igennem Tues pinagtigheder, mens man samtidigt føler en stor ømhed for hans udfordringer og evne til både at charmere og frastøde folk omkring sig.
Thomas Korsgaard har med sine historier om Tue (og sin fine novellesamling ’Tyverier’) etablerede sig som en af sin generations vigtigste forfattere. Det understreger denne bog på elegant vis.
(Emil Norsker)
Lars Saabye Christensen: Byens Spor 4
Dette er fjerde og sidste bind i den norske forfatters flotte serie om Oslo. Vi er nu nået frem til firserne, hvor byen og dets karakterer udvikler sig hastigt og i meget forskellige retninger. Nogle har etableret sig og har opnået en position i byen, mens det for andre mest har betydet store omveje eller direkte deroute.
Forfatteren selv fik knoglemarvskræft for få år siden, og derfor var det egentlig meningen, at serien skulle stoppe ved bind 3, men heldigvis har vi både forfatteren endnu og nu altså også et ekstra bind i sagaen.
Han er den altvidende fortæller, der markerer sig tydeligt ved at kommentere sine hovedpersoners valg, og det er en smagssag, om det forstyrrer for meget. Men egentlig er bogen blot er en klassisk fortælling. En historie om forskellige generationer og skæbner, der vikles ind og ud af hinanden langs de sideløbende spor. Der er god grund til at følge dem helt til slut.
(Emil Norsker)
Nikolaj Zeuthen: ‘Sommerferiedigte’
Nikolaj Zeuthen er en ener på den danske forfatterscene, og han får nok aldrig noget stort folkeligt gennembrud. Det er til trods for, at han egentlig ofte skriver om noget af det, som de fleste af os kan relatere til, nemlig hverdagen og dens små genvordigheder med små børn og parforhold. ‘Sommerferiedigte’ ligger således i tråd med hans tidligere bøger, men er ikke så meget digte, som det er et prosaisk dagbogskatalog over dagene i en familiefars seks uger lange ferie i Danmark – med alt hvad det indbefatter af ture til stranden og Fårup Sommerland.
Zeuthen skriver nøgternt, men komisk og til tider kejtet om livet, så man både klukler og forundres over dets tilfældige optrin. En hjertevarm og humoristisk læseoplevelse, som ikke rager op i det store billede, men fortjener en varm anbefaling.
(Thomas Balslev)
Naoise Dolan: ‘Godt Selskab’
Siden den 29-årige irske forfatter Naoise Dolan debuterede med ‘Godt selskab’ er hypen hos anmelderne hamret af sted. Vi er på niveau med Sally Rooney her (!) – som i øvrigt har advokeret for Dolans litterære talent. Også genremæssigt er de lidt i familie: Romanen handler om den unge hyper-reflekterende og halvneurotiske kvinde, Ava, som har gået på universitetet og nu er rejst til Hong Kong, hvor hun apatisk underviser børn i engelsk, mens hun af skæbnen indsluses i et trekantsdrama med en rig finansmand og en advokatkvinde.
Hun bor hos ham og bruger hans penge, men boller med kvinden, når han er væk. En ret pikant fortælling, som driver af et sjældent meta-sprogligt overskud. Man vender derfor ikke kun siderne for plottets skyld, men for fryden ved det næste verbale svirp.
(Thomas Balslev)
Rakel Haslund-Gjerrild: ‘Adam i Paradis’
“Forestil Dem, at De er en divan. Man skal have lyst til at lægge sig i Dem. Helt afslappet, som om De lige er vågnet.” Sådan instruerer den 70-årige maler og hovedperson Kristian Zahrtmann sin unge mandlige model i Rakel Haslund-Gjerrilds fabelagtigt forførende roman ‘Adam i Paradis’. Romanen er inspireret af den danske maler Kristian Zahrtmanns liv og stiller særligt skarpt på tilblivelsen af hans homoerotiske maleri af en nøgen Adam i Paradisets have fra 1913.
Vi befinder os i 1910’ernes København midt i Den Store Sædelighedssag, hvor flere homoseksuelle blev retsforfulgt og dømt for deres “Omgængelse mod Naturen”, og med sine historiske bilag løber dette dokumentariske spor som en dyster understrøm gennem hele fortællingen. Med et blærerøvsagtigt sprogligt overskud skriver Rakel Haslund-Gjerrild det uforløste begær frem, så man bliver ør i hovedet og varm i kinderne. Det fortjener en anbefaling.
(Laura Røssel)
Fine Gråbøl: ‘Ungeenheden’
I Fine Gråbøls romandebut ‘Ungeenheden’ møder vi Lasse, Marie, Sara, Hector, Waheed og den navnløse fortæller, der udgør beboerne på det psykiatriske bosted Ungeenheden udenfor København. De er alle blevet placeret på bostedet efter Servicelovens paragraf 107, og gennem en hed sommer følger vi deres rutineprægede hverdag, mens de træner sig op til at vende tilbage til livet. På Ungeenheden er der ugentlige maddage, kaffepauser på altanen og aftenture til slikbutikken efter Rittersport og smøger. Men der er også angstanfald om natten, vinrøde ar på håndleddene og maver opspilet af psykofarmaka.
Fine Gråbøl skriver usentimentalt og råt, men med et kærligt og nuanceret blik på sine karakterer og de bånd, de danner i løbet af deres ophold. Sproget er betagende nøgternt og lægger op til en granskning af det psykiatriske system og det institutionssprog, patienterne også flytter ind i, når de får en plads på et bosted som Ungeenheden. Bogen udfordrer den skarpe distinktion mellem “syg” og “rask” og efterspørger et tredje sted med mere rummelighed og tid. Det er præcis og poetisk prosa, som man ikke kan kigge væk fra.
(Laura Røssel)
Kristian Ditlev Jensen: ‘BAR’
Præst, debattør og forfatter Kristian Ditlev Jensen har skrevet bogen ’BAR’ om at være fuld hele sit voksne liv. Bogen er cirka 80 procent selvbiografisk, men slår over i en fiktiv undersøgelse af, hvad der ville være sket, hvis ikke Ditlev Jensen var stoppet med at drikke for 10 år siden. Detaljerigdommen er enorm i bogen, der tager afsæt i forfatterens opvækst i et underklassemiljø i 1980’ernes Holbæk. Det er familiefester med skøre sangskjulere og ”bravo bravissimo”-skåler. Folk der får deres penge fra ”sjasen” og drikker dem op. Det er månedlig øllebrød og drømmen om en blå Winther-cykel med gedebukkestyr. Det er en dybt alkoholiseret morbror, der gør drengen til sin fortrolige og maskerer bajerflasker som Faxe Kondi.
Drengen Kristian uddanner sig dog til et skift i socialklasse, da han som universitetstuderende og siden journalist indtræder i den kulturelle middelklasse og mediebranchen med alle dens sociale koder – herunder et dannet og gourmet-agtigt forhold til mad, rejser, god vin og smukke cocktails. Bogen er en tour de force-undersøgelse af danskernes særprægede alkoholkultur, hvor enhver lejlighed kan benyttes som undskyldning for en brandert. Kristian Ditlev Jensen har bygget bogen op over alle de forskellige slags alkohol, han har indtaget gennem årene – som en slags katalog over et eskalerende misbrug. Det er virkeligt velskrevet, rammende og underholdende. (Ditte Giese)
Katrine Grünfeld: ‘Værelse samlet af kvinder’
Denne bog er en vidunderlig sjov, rå, kærlig og tragikomisk fortælling om en skilsmisse. En cirka 50-årig kvinde vinker farvel til sit velordnede og magelige hjem med mand og store børn og flytter hjem til en veninde. Hun får et job som handikaphjælper og skal finde ud af det med mænd og dating, vrede teenagebørn og et nyt ståsted midt i livet. Romanen følger hendes første år som fraskilt, hvor hun mødes med fordømmelse fra eksmand og børn, mens der i hovedpersonens liv træder en flok af kvinder frem som ny familie og griber hende. Den navnløse heltinde er en humoristisk og barsk iagttager af sin alder og samtid, og som kriseroman er ‘Værelse samlet af kvinder’ blændende og skildrer den voksne kvindes længsel, skyldfølelse og sorg over at bryde kernefamilien for at forfølge drømmene. Nu med en ældre krop, i nye rum.
Titlen skal forstås helt konkret, kvinderne samler faktisk et værelse, et liv, et menneske, og jeg opfatter bogen som en hyldest til alle kvindefællesskaber, moderskaber og venindeskaber. Ud af store kriser kommer stor læring og læsere af denne korte bog opfordres herfra til at forsøge at sætte læsehastigheden ned for at få det hele med. Katrine Grünfeld er en skarp og morsom iagttager af sit sted i livet med de brudte relationer, som når hun ser sin eksmand cykle forbi, “som en fremmed hun ved hvad har i sine lommer”. (Ditte Giese)
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
