Lysten til at rejse fylder meget. Men mit åbenbart store forbrug af fartbøder passer dårligt med en tur, der ligger længere væk end 100 kroner på rejsekort. Nu er jeg på den anden side af Øresundsbroen.
Nogen har spurgt, om jeg kan skrive en bog. Jeg forestiller mig, at forfattere flygter langt væk for at skrive om ting, der sker derhjemme. Jeg forsøger med en svensk flugt.
Jeg skriver om en kvinde med gamle og nye sår på sjælen, der prøver at finde vej i livet. Det er fiktion, men jeg digter nok ikke så meget.
Det føles terapeutisk at reflektere og skrive ting ned. Og dejligt. Og ubehageligt. Som barn drømte jeg om at forsvinde, nu drømmer jeg om at være. Ødelagte børn kan godt blive til intakte voksne. Det er rart at finde ud af.
Efter femten linjer stopper jeg. Mit hoved distraheres af ting, der kræver mindre refleksion.
Nu går jeg i genbrugsbutikker. Jeg køber en gammel bikerjakke i rød. Og spiser to kager med kardemomme. Og så tager jeg toget hjem.
Om aftenen tager jeg til et event på en båd med min veninde. Hun er et af de mennesker, der spreder varme uden selv at vide det. Hun gør mig rolig. Tager altid min hånd, når vi går. Nusser mig, når jeg ikke smiler, og når jeg smiler. Hun er den smukkeste i verden, men det er ikke engang det, der er det smukkeste ved hende. Det er det indeni.
Solens skær pynter vandet. Der er øl med citrussmag i kolde spande. Og chokoladeknapper i min venindes lomme. Det har hun altid.
Vi smutter tidligere, end vi plejer. Hun laver kartoffelpizza i mit køkken klokken 22, som hun plejer. Det er tredje gang på en uge. Vi spiser i min sofa. Ser film uden at se den. Slukker. Lytter til ‘Coconut Kiss’ af Niki & The Dove.
Smiler. Smiler ikke. Smiler igen. Deler drømme. Ligegyldigt, hvor meget jeg har mistet mig selv, har jeg aldrig mistet mine drømme.
Jeg drømmer om et liv, der er mest sjovt. Drømmer om stor kærlighed. Drømmer om at leve af ord.
Jeg har søgt et job på Zanzibar. Måske er det nemmere at skrive en bog, hvis man er i Afrika. Ligesom Karen Blixen. Det kunne være fantastisk og forfærdeligt. Så kunne jeg smile over varmen om dagen. Og fryse af ensomhed om natten.
Nogle backpackede rundt i Asien efter gymnasiet. Og så kom de hjem og vidste ting om livet, som andre ikke gjorde, og de var helt nye mennesker i et par uger. Dengang havde jeg travlt med at spare penge og starte på en uddannelse. Måske er det min tur til at flygte fra hverdag og voksenliv. Træde i hvidt sand og promenere problemer væk langs vand i en pæn turkis farve. Det er vel sværere at være forvirret, hvis man spiser grillet fisk og ris med hænderne i et land, der er langt væk fra København.
Jeg undrer mig over, hvornår forvirring bliver en følelse, jeg mindes i stedet for mærker. Måske er forvirring bare et udtryk for at have virkelig mange drømme.
Min veninde bliver og sover. Vi lukker øjnene og holder hinanden i hånden i mit nyvaskede sengetøj.
