Jeg spiser pølser fra pølsevognen med den blinkede pølsemand. Spiser flere end én. Andre spiser nul. Nogen synes, at man ser fjollet ud, når man gaber over sådan en svinekrabat, der er dyppet i ting, der kan give pletter på tøj.
Soulland holder et event, hvor man kan drikke rigtig mange lyse Blanc øl i et sejt lokale med en dj, der spiller sej musik, og de modige kan besøge pølsevognen i baggården.
Min veninde og jeg svinger hinanden rundt i en salsa foran pulten. Andre joiner efter flere øl.
Jeg spotter ham, der engang instruerede en kortfilm. Dengang drak vi to øl på to timer, og så gik vi hjem til mig, fordi jeg boede lige rundt om hjørnet. Vi knaldede i rødt lys, og så gik han hjem, fordi han skulle tidligt op næste dag.
I den periode gad jeg ikke sove sammen med nogen, men det irriterede mig, at han heller ikke gad.
Der kom ikke flere dates. Jeg var ikke kærestepotentiale. Sagde han. Fremtidige brude har åbenbart først sex efter tre dates. Siden har han skrevet et par gange efter solnedgang, men jeg har afvist.
Jeg cykler hjem fra eventet okay tidligt.
Næste dag trisser jeg rundt på Nørrebro og tænker på, hvilket pragtfuldt arbejde jeg har gjort med mig selv. Jeg er blevet god til at sætte grænser. Jeg kender mig selv. Jeg har helet mine ar på sjælen. Mine daddy issues er ikke længere et issue for mig.
Dem med daddy issues søger bekræftelse hos mænd, fordi de aldrig fik det af deres far. Sådan er jeg heldigvis ikke mere, tænker jeg, mens jeg går ned ad Nørrebrogade med min Gazoz dåsesodavand og ringer til min ekskæreste for at høre ham sige søde ting om mig. På gråsorte dage mærker jeg nogle gange den der lille pige, der drømte om at blive elsket af sin far. Men hun er langsomt ved at blive opløst til et sted, hvor hun ikke eksisterer. Vi er ved at løsrive os fra hinanden.
Jeg mødes med ham min ven, jeg ikke længere har sex med. Jeg har lyst til at blive krammet. Han er god til at kramme. Det føles dejligt.
Dagen er lys. Vi sidder på Den Røde Plads og deler vores dårlige datingliv, mens skatere skruer op for højtalere og drikker et eller andet fra flasker, jeg ikke kan se, fordi mit syn er dårligt, når jeg skal se langt. Og et besøg hos en optiker er åbenbart ikke en mulighed, jeg overvejer.
Det er rart at snakke med en form for ven, der også synes, at ting er svært.
Mange dage danser jeg til lyden af noget italiensk i mine gamle høretelefoner, mens jeg cykler ok hurtigt og smiler over ting i livet. Få dage grubler jeg over mine fremtidige muligheder for ejerlejlighed og fodmassage af en, der synes, at det er cute, at jeg er stedblind.
Måske er jeg mindre helet, end jeg håber. Måske mere. Måske er det ikke meningen, at man behøver at være helt helet. Måske er det fint at være mest glad, men nogle gange blive nødt til at bruge en grå dag på at plastre gamle skræmmer, der syner, når nye ting kradser dem frem.
