Så er det frem med luftguitaren: The War On Drugs headliner på Syd For Solen

Den københavnske festival lægger op til den helt store rockfest med dagens tilføjelser til lørdagens program.

Lørdag den 10. juni forvandles Søndermarken i København til et sandt mekka for guitarelskere. Sådan lyder beskeden fra festivalen Syd For Solen, der netop har offentliggjort tre nye navne til programmet.

Der er tale om det amerikanske rockband The War On Drugs, som i løbet af de seneste 10 år har cementeret sig som det største – og måske eneste – band, der kan hamre den alternative guitarrock helt op på stadionniveau.

“På Syd For solens lørdag bliver guitarsoloer ikke en mangelvare, lad mig bare sige det sådan,” lyder det fra Nikolaj Thorenfeldt, direktør i musikagenturet smash!bang!pow!, og arrangør bag festivalen.

Lørdagens publikum kommer nemlig også til at kunne opleve californiske Warpaint og dansk-færøske Brimheim, der debuterede i sommer med det selverklærede softgrunge-album ‘can’t hate myself into a different shape’.

Warpaint udgav deres første album i seks år i sommer, ‘Radiate Like This’, der ligesom deres tidligere plader er drømmende og notorisk groovende indierock med fuld af åbne guitarklange og sammensnoede vokalharmonier.

“De absolut bedste”

De her tre bands er efter min mening nogle af de absolut bedste livebands, man kan score i henholdsvis USA og herhjemme netop nu.

“Jeg glæder mig helt kolossalt til at præsentere dem alle tre på samme dag og skal personligt have det helt store arsenal af luftguitarer støvet af til lejligheden,” lyder det fra Nikolaj Thorenfeldt.

Syd For Solen løb af stablen for første gang i sommeren 2021, og grundtanken bag festivalen er at skabe en endagsfestival tre dage i streg – med et stort hovednavn øverst, som bakkes op af en række andre artister inden for samme musikalske udtryk. Således vil der både være noget, man kender, og noget nyt og spændende, man kan udforske.

Torsdagens program blev skudt i gang for nylig med offentliggørelsen af Bon Iver, jazzduoen Bremer/McCoy og den pakistanske sanger og komponist Arooj Aftab.

Prisen er 700,- kroner + gebyr for en dagsbillet og sættes i salg den onsdag den 7. december klokken 10.00 via Billetlugen.dk.

Footer graphics