Caroline Henderson er født i Stockholm i 1962 og opvokset i Philadelphia, New York og Paris. I 1983 flyttede hun til København. I 1989 blev hun dansk folkeeje som den ene at de to kvindelige frontfigurer i Ray Dee Ohh. Efter at de gik hver til sit, indspillede hun albummet ’Cinemataztic’ sammen med producerne Thomas Blachman og Kasper Winding, der i 1995 blev hendes store gennembrud som solist.
I 2003 udgav hun jazzalbummet ’Don’t Explain’, og det spor har hun stort set fulgt siden. Henderson har desuden været en flittig gæst på de danske teaterscener i mange forskellige sammenhænge, og lige nu er hun aktuel med sit første dansksprogede album, der ganske rammende hedder ’Den danske sang’ og rummer hendes bud på sange af blandt andre Carl Nielsen, Trille, Sebastian og Benny Andersen. I den anledning har vi bedt hende fortælle om fem af de plader, der har været med til at forme hende både menneskeligt og musikalsk.
1. The Supremes: ‘Love Is Here and Now You’re Gone’ (1967)
”Philadelphia 1968: Jeg swinger mikrofon-hårbørsten foran ansigtet, og drejer elegant rundt om mig selv i min mors højhælede, mens jeg skråler, ’Looooooove is Heeeeere…’. Jeg havde købt min første egen LP (’The Supremes Sing Holland-Dozier-Holland’) for mine sparepenge og naglet min yndlingssang og Diana Ross’ mindste bevægelse, så jeg kunne det udenad. Vores pladespiller stod i stuen, men ’showet’ udspillede sig foran min mors store make-up spejl i soveværelset. Det gjaldt om at sætte pladen på i stuen, og så havde jeg fire takter til at stå klar foran spejlet i Supremes-pose. Jeg kan mere end 50 år senere foran et andet spejl konstatere, at den stadig sidder lige i skabet! ”
LYT TIL:
2. Quincy Jones: ’The Dude’ (1981)
”Jeg sidder i vores vrag af en turné-bil med det nystartede funkband Taxi, og venter på vores bassist Johan. Jeg ser ham komme slentrende op ad Mosebacke Torg i Stockholm – vores faste bandmødeplads. Johan Ekelund, som cirka ti år senere producerede Lisa Nilssons succesudgivelse ’Himlen Runt Hörnet’, er i 1981 en langbenet teenager, som jeg er smækforelsket i. Men jeg er firsercool og lader som ingenting. Johan smider sig ind på forsædet, han har jo de længste ben, og sætter den dugfriske ’The Dude’ på kassette ind i bilens båndoptager. I dag kan jeg overhovedet ikke huske nogle af Taxis sange, og min forelskelse til Johan falmede, men mit hjerte banker stadig for Quincy Jones’ fantastiske virke fra jazz til Jackson.”
3. Monica Zetterlund: ‘Ett Lingonris som satts i cocktailglas’ (1995)
”Hun sang ’Vindarna sucka uti skogarna’ smukt, selvom hun var stangstiv og vaklede rundt på scenen med store uklædelige 70’er-briller på sned. Värmlands og Hagfors’ store stolthed var vendt hjem for en gæsteoptræden på Åmotfors Jazzfestival. Jeg var 12 år og stod helt oppe ved scenen og slap hende ikke med blikket. Publikum var begyndt at snakke: ’Hon skämmer ut sig’ (hun gør sig selv til grin), sagde damen ved siden af mig og gik sin vej. Det var nok ikke Monicas bedste gig, men det eneste jeg har set live. Og lige dér på verdens mindste, tarveligste jazzfestival midt i de Värmländska skogarna blev jeg fan. I tilfælde af brand på min matrikel, hvilket selvfølgelig med tanke på Monicas tragiske død er usmageligt at bringe på bane i den her sammenhæng, men alligevel, vil jeg udover sønner, mand og hund nok gribe mit bokssæt med Monicas samlede værker, ’Ett lingonris som satts i cocktailglas’. Selvom Monica Zetterlund uden tvivl fik en cocktail eller to for meget i sit liv, er hun et af mine helt store forbilleder. Monica Z kunne det hele, hun brillerede som komedienne på scenen og lærredet, klapsede filmkritikerne på plads i dramatiske filmroller, og sang som en drøm. Hvis jeg skal vælge én sang fra samlingen, bliver det nok ’Waltz for Debbie’ med den legendariske pianist Bill Evans eller ’Visa Från Utanmyra’ med Jan Johansson eller ’Underbart är kort’ med Povel Ramel eller ’Come Rain Or Come Shine” med tyk svensk accent eller…”
LYT TIL:
4. Massive Attack: ’Blue Lines’ (1991)
”80’erne var endelig et overstået kapitel sammen med min karriere som popsanger ledsaget af lange guitarsoloer. Ny teknik så dagens lys, og gjorde det muligt at skabe en helt uprøvet sound. Jeg så også lyset, da det gik op for mig, at bebop, hiphop, poetry slam og smukke akkorder i en sampler blev til triphop. Massive Attacks ’Unfinished Sympathy’ blev filmet i en one-shot video og spillet nonstop på MTV. Jeg barberede mit hår af og ringede til Thomas Blachman fra min fastnettelefon med drejeskive.”
5. Nina Simone: ‘Little Girl Blue’ (1958)
”New York 1967: De to damer kyssede hinanden lidenskabeligt, og jeg spærrede øjnene op, for jeg havde aldrig set to kvinder kysse hinanden på den måde før. Hold op med at stirre, sagde min mor, det er Nina Simone. Dengang var det bare en mærkelig dame til en voksenfest, jeg var blevet slæbt med til. Først mange år senere gik det op for mig, at det var DEN Nina! ’Little Girl Blue’ fra 1958 er Nina Simones blændende debutalbum, som jeg altid vender tilbage til. Der er så meget inspiration at hente på den plade: Hendes unikke stemme, mageløse evner som pianist og komponist samt ikke mindst den måde, hun udstråler både styrke og sårbarhed på en og samme tid, bliver ved med at fascinere mig.”
