Foto: Lea Meilandt

Duncan Wiese har ikke rygraden til at stå tidligt op, men spiser og drikker det samme hver dag, mange gange, resten af livet

Den danske digter læser med al sandsynlighed også flere aviser end dig.

Det er ikke kun moderskabet, der har fyldt i litteraturen de senere år, faderskabet har også. Og det kan vi blandt andet takke Duncan Wiese, som nu er aktuel med digtsamlingen ‘Drenge’, for.

I det hele taget fylder familielivet en hel del i den danske digters liv. Han bor på Fyn med sin kone, forfatteren Nanna Storr-Hansen, og deres tre børn, og selvom han med egne ord skriver for lidt, er det alligevel lykkedes ham at skrive en ret fremragende digtsamling om at være en mand og en far og vejen dertil.

Man behøver ikke rigtig være trænet digt-læser for at give sig i kast med ‘Drenge’ – dele af den er et regulært road trip gennem Europa, og enhver, som engang har været en dreng i provinsen, vil kunne læse hans digte med en blanding af genkendelse og nostalgisk smerte. For småbørnfædre vil man måske endda kunne anklage visse af digtene om hverdagslivet for at være lige lovligt relaterbare. Må identifikation overhovedet være så kraftig?

Lige nu puster Duncan Wiese ud oven på en travl lancering med tv-optræden og ture til København. Anmelderne har været begejstrede og mellemfornøjede, og det er ifølge ham selv præcis som det skal være.

Men hvad bedriver en moderne digter ellers tiden med? Og hvordan ser hans personlige Fyn-guide ud? Find ud af det. Vi er glade for at have ham med i denne uges ‘Status’.

Foto: Lea Meilandt.

Duncan Wiese

Digter, født i 1991, vokset op i Dons ved Kolding. Har tidligere været lærer på Forfatterskolen. Har udgivet ‘Tityrus’ (2019) og ‘Kirsebærplukkerne’ (2023). Bor på Fyn med sin familie.

Hvad er det første du læser hver dag?

Det er nok sms’er fra min kone: “Er du vågen!?” eller “godmorgen <3”. Hun sover med vores yngste nedenunder, jeg sover med de to store. Forsøger at komme op kl. 5.45, så vi har nok tid til at gøre alle klar. For det meste bliver den lidt over 6. Jeg skal have et kraftigere vækkeur eller en rygrad.

Hvad er din favorit avis?

Vi holder Weekendavisen og Information Weekend og har haft web-abonnement på Kristeligt Dagblad og Politiken i en måned for at kunne følge med i modtagelsen af vores seneste bøger. Jeg synes, Informations bogsektion er landets bedste. Weekendavisens Bøger er jo nærmest afviklet, men resten af avisen er virkelig god. Politiken er blevet til et livsstilsmagasin. Så det står nok mellem Information og Weekendavisen. Weekendavisen sgu! Med en snæver føring.

Hvad læser du for tiden?

‘Grøn Litteraturhistorie’ fra Aarhus Universitetsforlag og så nogle af H.C. Andersens sene og lidt mere mærkelige eventyr. Det lyder måske tørt, men jeg er vildt optaget af det.

Hvad har du senest ændret holdning til?

Jeg har truffet nogle valg omkring karriere og helbred i år, som jeg glad for. Det er nok det mest markante, men det var også en lang proces.

Hvad gør du for at finde ro?

Slår græs, mens jeg hører høj Kanye eller Justin Bieber i mine høretelefoner.

Hvad irriterer dig i din hverdag?

Min egen uformåenhed. Når jeg kommer til at love noget, jeg ikke holder, fx over for mine børn, det hader jeg og arbejder på at blive bedre til at kende min egne begrænsninger. Mest af alt hader jeg, at man så ofte bliver syg, når man har små børn. Det er vildt! Det føles som en slags middelalder. Vinteren især. Puh.

Hvad spiser du, når ingen kigger?

Slik om aftenen. Min ældste opdagede en slikskål i stuen, og jeg fortalte hende, at jeg havde spist det, mens hun sov. Hun var så forarget. Spurgte mig i flere dage, om jeg havde tænkt mig at gøre det igen, når hun sov.

Hvad spiser du rigtig tit?

Ristet rugbrød med stærk ost og en kop kaffe med sødmælk. Hver dag, mange gange, resten af livet.

Hvilken podcast lytter du til lige nu?

‘The Traveller in the Evening’ med Timothy Morton om ‘The Marriage of Religion and the Biosphere’. Helt vildt. Gik i stå i min græsslåning flere gange, stod bare og slog den samme plet.

Hvad streamer du for tiden?

‘Blaze’ og ‘Monstermaskinerne’, ‘Mor Muh’ og ‘Bidt, brændt og stukket’ med Sebastian Klein, fordi mine børn har overtaget streamingen. Jeg tror, det sidste jeg selv så, var en halv dokumentar om nogle danske truckere eller fem minutter af den gamle Spiderman-film.

Hvad gør du for at holde dig sund?

Ideelt set løfter jeg tunge vægte mindst én gang om ugen og henter og bringer mine børn i ladcyklen. Men ligger med halsbetændelse lige nu, så har afleveret dem i vores dieselmonster af en Opel Zafira. Ellers går jeg i haven, taler med en Jungianer en gang om måneden, har en god relation til min praktiserende læge, tager min blodtryksmedicin og min ADHD-medicin.

Hvad og hvem snakker i om i din branche lige for tiden?

Der er nok stadigvæk lidt snak om Frederik Lind Køppens digte. Eller noget med Bodil Skovgaards anmeldelse af Theis Ørntofts essay. Jeg er så glad for at være flyttet fra København. Det virker, som om folk keder sig lidt derovre, skriver læserbreve og kommentarer på Facebook. Kom lidt udenfor, venner, og få noget frisk luft.

Hvor får man det bedste måltid på Fyn?

I kan få min lille guide til at spise på Fyn.

1. Morgenmad på Cafe Sølle i Odense. Deres brød og kaffe er på niveau med de bedste københavnske cafeer.

2. Formiddagssødt på Kaffehuset ved Johannes Larsen Museet. De har den bedste gammeldags kringle uden for privatejede jyske kaffeborde, og man får en stor kande kaffe, man drikker nede ved bordet i Fynbomalernes have. Det er børnevenligt, og stranden er tæt på.

3. Frokost eller aftensmad på: Madeleine, ARO eller Lieffroy. Jeg sparer op til at spise her. For et år siden spiste jeg på Thomas Pasfalls nu lukkede restaurant i Odense, det var min første rigtige fine dining-oplevelse. Det var en åbenbaring. Spar op, gør det, sælg dit tv, noget af din medicin eller et værk. Det er det værd. 

4. Drinks på Bar NU i Odense og så hjem i seng.

Foto: Lea Meilandt.

Hvilket stykke tøj bruger du intenst lige nu?

En babyblå bomuldssweater, som jeg har fået i gave af Nikolaj Hannson, der driver tennismodemærket Palmes. Havde den på i TV og har den på, når jeg rydder brombærkrattet i hønsegården, den går til det hele.

Hvad gør du for lidt?

Træner, tænker, skriver og læser.

Hvad er din upopulære holdning lige nu?

At der bliver skrevet for mange bøger.

Hvad er svært for dig, men nemt for andre?

Jeg har ADD. Så meget af mit liv har der været ting, som jeg har oplevet som lidt sværere for mig end for folk omkring mig. At koncentrere sig, lave lektier, gå i skole, holde på et arbejde, komme til tiden, holde aftaler. Men jeg har sluttet fred med det. Det er også en digterhjerne. Jeg tager noget medicin, der hjælper og har indrettet mit liv sådan, at jeg både kan være et voksent menneske med forpligtelser og ansvar, og en digter, der bumler rundt i verden.

Hvad er det bedste karriereråd, du har fået?

“Måske skal du bare sige op?”

Hvor er dit happy place på internettet?

Jeg elsker at følge Skitsehandelens galleri i Faaborg på Instagram og kan godt lide at læse rundt i The Paris Reviews’ arkiv med forfatter- og digterinterviews. Ellers bare se forelæsninger og amerikansk fodbold-highlights på YouTube.

Hvad er din skærmtid?

I går var den 5 t. og 17 m. Socialt: 2. t og 24 min. Underholdning: 1 t. og 27 min, og så 24 minutters rejse, fordi jeg skulle finde vej til den nye præst i nabobyen, som er guitarist i Blaue Blume og gav kaffe.

Hvad er det sidste, du gør hver dag, og hvornår går du i seng?

Klokken lidt for sent, 23.30, lægger jeg mig i den store seng, hvor min søn og datter sover. Jeg sætter to alarmer, beder fadervor og en lille bøn om forladelse for, hvad end jeg har fucket op den dag, og for dem, der er i nød. Jeg kysser de to sovende i håret og prøver at finde ro. De fleste aftener ligger jeg og kigger ud på træerne, og for tiden føler jeg en tung og varm taknemmelighed over at være i live med min familie, at vores yngste er rask igen, at jeg er ok, at vi er ok, trods alt, og at jeg i morgen skal vågne op i mit gamle hus på Fyn med dem, jeg elsker. Jeg skal ikke bede om mere end det.  

Footer graphics