Ah, så er ‘Højskolen’ tilbage. I al sin bizarre og udefinerbare sleskhed.
Denne gang handler det om “naturen”, som vært Natasja Crone annoncerer fra Krabbesholm Højskole, hvor anden sæson af realityprogrammet (indrøm nu, at det er det, det er) skal foregå.
Her skal 10 deltagere tilbringe et døgn sammen og diskutere drikkevand og grise og måske den der grønbrogede tudse, der forsinker metrobyggeriet i København?
Denne gang er det ikke partiledere, men folk, der “mener” allermest om naturen, som medvirker, siger Natasja Crone.
Det vil sige: Podcastere, fåreavlere og et folketingsmedlem hist og her. Det er ‘Højskolen’s version af ‘Forræder: Ukendt grund’, men i stedet for mord og sorte kåber er der oprivende samtaler om EU’s vandrammedirektiver. Heldige os.
Pludselig dukker Esben Bjerre op på skærmen. Det står ikke klart hvorfor.

– Jeg er radiovært. Hvorfor skal jeg være med i et program om landbruget?, spørger han.
– Fordi du har nogle stærke holdninger, siger Natasja Crone.
– Ej, kæmpe værelse!!!, råber han, da han åbner døren til sit værelse.
Så kommer Thomas Jensen, der er landmand og bestyrelsesformand i Bæredygtigt Landbrug, ind for at sige hej – noget, produktionen tydeligvis har tvunget ham til.
Så bliver stemningen meget jysk.
– Hvor hyggeligt. Vi er en form for naboer, siger Esben Bjerre.
– Ja, svarer Thomas Jensen.
– Skønt, siger Esben Bjerre.
– Ja ja, svarer Thomas Jensen.
Heldigvis ankommer de øvrige deltagere til højskolen kort efter, og så spiser de frokost sammen. Her er alt fra Liberal Alliances Ole Birk Olesen med sit barber-skårede skæg og gennemsigtige brillestel til Alternativets Torsten Gejl i sin ‘if not now then when?’-T-shirt. Esben Bjerre sidder ved siden af fåreavler-Åse. Det er en syret forsamling.

Så begynder klimaaktivist Selma De Montgomery og Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne at snakke om vegetarmad. Susie Jessen prøvede at være vegetar, men så mødte hun en mand, der elsker kød og måtte droppe det, fortæller hun. Selma De Montgomery svarer ikke, men hendes ansigtsudtryk er forenligt med en, der lugter en kålprut.
Det er blevet tid til den første debatrunde. Det første spørgsmål, de skal diskutere, er: Er der brug for mere vild natur i Danmark?

Deltagerne ved ikke helt, hvor de skal starte eller slutte.
– Vi har fisk, der er på lykkepiller og kokain. Alt det, vi putter i næsen, siger Thomas Jensen.
Hans pointe er, at det er medicinalindustrien, der skaber iltsvind, ikke landbruget. Hvis det ikke stod klart.
Han nægter at indrømme, at kvælstofudledningen er et problem skabt af dansk landbrug. Det svarer til at være flat earther i det her selskab.
– Tænk at gå ind til ‘Løvens hule’ og sige, hej løver, jeg har en idé: Jeg vil opdrætte svin, der har det kummerligt. Jeg kommer ikke til at tjene nogle penge på det, til gengæld skylder jeg millarder og skal også lige bede om en milliard i støtte, mens jeg i øvrigt ødelægger vandmiljøet og drikkevandet. Hej hej, lyder det i et sick burn fra Esben Bjerre.
Adspurgt hvorfor Danmark overhovedet behøver så stor en svineindustri, svarer Thomas Jensen, at man “jo ikke kan producere bønner” i Danmark. Og at man “ikke bliver to meter høj af vindruer og toastbrød”. Han siger også noget om kinesiske kyllinger, som ingen helt forstår. Det er lidt som at være til et pressemøde med Donald Trump.

Så siger Natasja Crone noget med, at Krabbesholm er en højskole, der er kendt for design, men at den også ligger tæt på dér, hvor der åbenbart blev skudt en ulv for 200 år siden. Det skal fungere som en segue til en debat om ulve mellem fåreavler Åse Svendsen og folketingsmedlem for Alternativet Torsten Gejl.
Note til TV 2: Øv jer i segues.
Nå, men tilbage til ulvedebatten. Torsten Gejl siger, at han kun synes, man skal skyde en ulv, hvis det er en “problemulv” – en, der går for tæt på mennesker. Allerhelst skal man have fredede områder, hvor de kan chille og være i fred.
– Du siger, vi skal have dem i zoner, hvor de kan få fred og ro og yngle. Det synes jeg er lidt…, siger Åse Svendsen.
– Det har vi jo også med fugle, siger Torsten Gejl.
Ja. Men mejser truer ikke med at gå fuld ‘Gangs of New York’ på mit korpus, Torsten.
Alt imens står der en udstoppet ulv og glor ind i kameraet i baggrunden. Har produktionen fundet den på Facebooks markedsplads? Jeg er imponeret.
Apropos døde ulve, så kommer Christian Rabjerg Madsen pludselig ind ad døren. Officielt er han minister for natur og dyrevelfærd, uofficielt er han ulveudrydder med forkærlighed for at stå med abnormt spredte ben.
– Er det lidt af en møgopgave, du har fået?, spørger Natasja Crone ham med henblik på, at det nu er hans arbejde at gøre både landbruget og alle øvrige danskere glade.
– Jeg synes definitivt ikke, at det er en møgopgave. Jeg synes, det er en helt vildt vigtig opgave, siger han.
Hold nu op. Alle ved godt, at det sutter at være mægler i den her strid. Indrøm det nu bare.
Pludselig er der gået et døgn, og deltagerne skal have morgenmad sammen næste morgen.
Så begynder Thomas Jensen at tale om, hvor fedt det ville være at få nogle målinger, der “ikke handler om landbruget”. Så man “vidste det”. Han prøver hele tiden at dreje snakken ind på nogle vandmålingsdirektiver, som EU har lavet, men ingen gider tale med ham om det. Forståeligt nok.
Han stoler ikke på den forskning, der viser, at landbruget skader miljøet, siger han.
– Jeg har ikke hørt andre end jer, der ikke tror på tallene, siger Esben Bjerre.
– Lad os ikke starte den igen, svarer Thomas Jensen, selv om han bragte emnet op for 7 sekunder siden.
Så kommer Natasja Crone ind og siger, at de skal synge morgensang, fordi de er på højskole. Så er der en cikade-agtig stilhed. Ingen gider.

Så kommer rulleteksterne, og programmet slutter. Det hele går meget hurtigt her til sidst, og deltagerne når ikke engang rigtig at sige farvel. Det eneste, vi kan konkludere, er, at alle hader Thomas Jensen.
Hm. Hvad lærte vi så i første afsnit?
Jeg er ikke sikker. Programmet formåede mest af alt at vise, at landmændene har en lortesag, og afsnittet gjorde absolut intet godt for dem, der havde håbet på ikke at blive fremstillet som rablende superskurke. Næste gang kan vi måske få ham svineformanden ind, der sammenlignede hetzen mod landbrug med racisme?
Så behøver vi ikke høre så meget om de skide vandmålingsdirektiver. Det lyder som bedre fjernsyn.
Nå, men vi følger naturligvis de kommende to programmer her på Heartbeats. Stay tuned.
