Vi køber fancy fadøl til 70 kroner i lange baner, inden vi tager videre og betaler 150 kroner i entré for at ryste hofterne på et klistret gulv iført månedens nye Vinted-fund.
Men så snart der skal overføres 25 kroner på MobilePay til en blomst til en stressramt kollega – eller sendes et bidrag til en pasta-pesto-hverdagsmiddag med vennerne – bliver der pludselig stille…
Så er vi pludselig… broke?
Ordet, der kan oversættes til “fallit,” går igen i min omgangskreds, men med al respekt: Der er altså ikke nogen af mine venner, der virkelig er på skideren. Ingen af dem har nogensinde været bare i nærheden af at ende på gaden.
Men det er, som om det er blevet en slags social valuta og en del af vores identitet at sige, at vi ikke har nogen penge – selvom vi har.
Hver gang samtalen ender dér, bliver jeg stille – og en lille irritation begynder at vokse i mig. Ikke fordi jeg ikke kan genkende følelsen af, at ting er blevet dyrere, men fordi det bliver gjort til en fælles fortælling i en vennegruppe, hvor de færreste reelt mangler noget.
Man passer ind, hvis man kan være med i snakken om at være broke, og omvendt falder man lidt udenfor, hvis man ikke spiller med – også selvom man godt ved, at det ikke helt stemmer.
At være broke – som ung, vel at mærke – er faktisk lidt cool.
Det minder en smule om “poor core” – altså den æstetik, hvor det er på mode at se ud, som om man er fattig. Hullede bluser og sneakers, der ligner noget, der har været igennem Roskilde Festival tre gange for meget – sådan et par har jeg selv et par stykker af. Og fred være med det. Folk må klæde sig præcis, som de vil.
Men det stopper ikke ved tøjet.
For samtidig sidder vi og sukker over, hvor dyrt alting er, mens vi sipper cappuccino på havremælk til 55 kroner, hvorefter vi tager hjem til vores lejligheder i brokvartererne i København.
Og jeg siger vi, fordi jeg selv er en del af problemet.
Jeg brokker mig også over, at det vitterligt er umuligt at gå ind og ud ad skydedørene i supermarkedet uden at komme af med minimum 200 kroner – selvom der kun stod smør og avocado på indkøbslisten.
Men sandheden er bare, at jeg stadig jævnligt køber kaffe på café. Jeg har fire mere eller mindre ens par brugte læderstøvler på min skoreol, og jeg tager stadig i byen.
Fordi jeg kan.
Og måske er det netop her, det bliver vigtigt at være ærlig om, hvem “vi” egentlig er.
I min omgangskreds har de fleste gået på privatskole, på højskole og på universitetet. Størstedelen er fra København og Nordsjælland, flere har forældre i den kreative branche, og de fleste har været på den klassiske finde-sig-selv-tur til Sydøstasien.
Det er, kort sagt, ressourcestærke mennesker.
Og alligevel bruger vi overraskende meget tid på at tale om, hvor broke, vi er.
Og det er måske det, der er min vigtigste pointe:
At mange af os, der taler højest om at være broke, i virkeligheden ikke er det. Vi er privilegerede. Vi har et sikkerhedsnet. Forældre, der kan hjælpe. Opsparinger. Muligheder.
Vi leger ikke fattige, men vi flirter med fortællingen om at være det. Om det handler om fællesskab, vaner eller et håb om ikke at vågne til en MobilePay-anmodning morgenen efter, ved jeg ikke.
Men det er her, det begynder at blive problematisk.
For når “jeg er så broke” bliver en standardreplik i en ellers ressourcestærk omgangskreds, risikerer vi at udvande, hvad det faktisk vil sige at mangle penge.
Vi udvisker grænsen mellem at skulle vælge havremælken fra, og at skulle vælge aftensmaden fra.
Selvfølgelig må man gerne synes, at livet er blevet dyrere – for det er det. Man må gerne brokke sig over priser, også selvom man ikke står på kanten af økonomisk kollaps.
Men måske kunne vi øve os i at være lidt mere præcise.
Lidt mere ærlige.
Og måske mest af alt: Taknemmelige.
