De fire nygifte par er for alvor kommet på udebane på deres bryllupsrejser, og i denne uge bliver det tydeligt for værterne, hvor de ægteskabelige kriser virkelig kradser.
For mens Line og Jesper fortsætter i sjette gear og allerede opfører sig som et gammelt ægtepar, og Markus og Cecilie flirter mere og mere intenst, begynder problemerne at melde sig hos de andre par.
Især i Dublin står det skidt til for Frederik og Christina, der allerede nu har svært ved at finde på emner at tale om, ifølge skovmanden.
– Det er en kæmpe lort, Frederik lægger op på det bord imellem dem. Det er dræber-energi ud over det hele, og det er meget svært at komme videre fra, siger Thomas Balslev i ugens afsnit og hidser sig yderligere op:
– Det er en tackling på den romantiske energi, og han skulle have holdt tand for tunge!
Også hos livsnyderne Bubbi og Michael ser vi de første ridser i lakken. Ingen af dem er forelskede, men til gengæld er de blevet særdeles gode til at tale med hinanden. Særligt ét øjeblik er så følelsesladet, at selv værterne bliver rørt.
På trods af bange anelser om, hvordan det skal gå romantisk, bliver stemningen heldigvis løftet i rygtebørsen, hvor en lytter har kastet sig ud i noget nær det bedste graverarbejde i podcastens historie.
For har ét af parrene mon været på Bali sammen denne sommer?
Deltagerne slipper selvfølgelig ikke for advarsler, og denne gang er Thomas især utilfreds med Cecilies indkøb af babytøj.
I næste uge venter den store prøve, når parrene skal flytte sammen. Og EJ EJ EJ!-værterne kan næsten ikke vente.
Du finder episoden der, hvor du normalt lytter til podcasts – hver fredag.
Podcasten er produceret af Heartbeats og sponsoreret af Icelandair.

