Noam 12.06.16

Mor der mistede sin to-årige søn i ulykke: “Vores hjerner og kroppe skreg bare af afsavn og smerte”

For tre år siden døde Anne-Louise Bachmanns toårige søn Noam, da han blev knust af en gravsten. Nu udgiver hun den dagbog, som hun har skrevet siden sønnens død, så andre kan bruge den rå og uredigerede sorgfortælling til at forberede sig på det videre liv med døden.

Foto: Her er Noam, der mistede livet sommeren 2016 ved en ulykke på en kirkegård. Nu udgiver hans mor sin sorgdagbog.

“Hver gang jeg er alene eller lukker mine øjne, og mine tanker får frit spil, så ser jeg den sten vælte. Om og om igen. Jeg ser stenen knuse ham. Tænker, hvad jeg tænkte på dette tidspunkt og hører mig selv råbe: “HAN ER DØD”.”

Sådan skrev 26-årige Anne-Louise Bachmann for tre år siden i den dagbog, som de næste par år skulle komme til at udgøre et fast holdepunkt i et liv, som med et blev vendt på hovedet og ubærligt. For den 15. juni 2016 var den dag, hvor den unge mors liv gik fra is, barnelatter og slentrende familielykke til dyb sorg.

Hende og kæresten Benjamin Rasmussens toårige søn Noam døde på stedet, da en stor og tung gravsten væltede ned over ham under den lille families hyggelige gemmeleg på den lokale kirkegård. En ulykke, der gav genlyd i medierne, og som mange stadig husker.

Deler sit livs mareridt

Hvordan lever man videre med sorgen over at miste sit barn så brat og brutalt, uden at gå under som menneske, har lige så mange sikkert spurgt sig selv om. Og lige præcis det, vil Anne-Louise Bachmann gerne give os andre et ærligt indblik i. For hun mener, at vi mangler viden om, hvad vi skal gøre, hvis (eller nærmere når) vi eller vores pårørende får døden og efterfølgende sorgen helt ind på livet.

“Den ældre generation har kunnet tale om døden, fordi det var en praktisk ting. I dag er det noget, vi føler. Den er blevet privat, og den slags ting holder vi for os selv.”

Derfor deler hun nu ud af det værste og det sværeste i sit liv, tiden efter Noams død. Hun er bevidst om, at hun vil blive nødt til også at tale om, hvordan han døde. Men det er tiden efter, der i hendes øjne er så afgørende for, hvordan mennesker i sorg kommer videre i det, der nu er deres liv.

“Det er rigtig populært at tale om sorg i dag, og mange vil gerne give et indblik i, hvordan det føles at miste. Og det er forfærdeligt, der er intet godt ved at miste. Men det at miste er ikke kun historien om, hvordan man mister, men også om alt det, der kommer bagefter. Det har man sjældent gjort sig tanker om.”

Anne-Louise Bachmann besøger Noams gravsted.

Hun vil vise hverdagen med døden, så mennesker, der oplever den, kan få en idé om, hvad de kan forvente, og de pårørende ved, hvad de kan gøre for at hjælpe bedst. Hvordan det er at være lige der – ramt af akut sorg – giver hendes dagbøger et ufiltreret indblik i – og derfor har hun valgt at udgive dem. Det gør hun på bloggen ‘Jeg lever med døden’. Her vil hun over to år lægge et indlæg op om dagen i forskudt realtid, hvilket betyder, at første afsnit kom i lørdags 15. juni 2019, tre år efter, at hun skrev de første linjer i den dagbog, som hun fik af sin bedste venindes mor.

Ved at udgive en sorgdag ad gangen håber hun, at den enkelte dag vil stå tydeligere frem og give et realistisk indblik i, hvor lang tid, det tager at arbejde sig videre i sorgen.

“Det tog to år for mig. Men hvis du læser en hel måned eller en bog ad gangen, så bemærker du måske ikke på samme måde de skift, der sker i, hvordan jeg har det og udvikler mig. Jeg får bedre tanker, færre mareridt. Det er meget voldsom læsning i starten og mere kedeligt i slutningen. Det er jo ret atypisk i forhold til en bog.”

Deler alt – også sex

Oprindeligt havde hun faktisk forestillet sig at skrive en bog på baggrund af sine dagbøger. Men hun besluttede, at hverken hun eller en redaktør skulle gøre sig til dommer over, hvad der er væsentligt i sorgen. På den måde bliver det både uden senere refleksioners filter og uden nogen former for censur og redigering. Hvorfor hun heller ikke altid vil fremstå som ’det gode menneske’, erkender hun.

“Jeg skælder ud på nogen, der ikke har fortjent det og har vrede, dumme tanker. Men det er en del af sorgen at være så vred og ødelagt. Jeg håber, at folk der har mistet, kan relatere til det og finde trøst i, at de ikke er alene. Og at pårørende kan se, hvad de kan gøre, selv om det er et hårdt stykke arbejde. Men det er rigtig meget deres roller, der spiller ind i, hvordan den sorgramte ender med at have det.”

Hun har intet problem med at dele alt. Hvad og hvor meget, hun spiser. Når hun bliver sur over, at nogen skriver tillykke på en Facebook-væg, hvornår hun har sex, eller når hun syntes, hendes bryster er skæve.

“Det er liv og tanker, vi alle har, men ikke noget, vi deler. Det er sådan, vi alle fungerer, jeg har så også mistet min søn. Jeg skal give det hele, for jeg kan ikke vælge ud, hvad der er vigtigt for andre. Hvis nu det er, hvad tid vi står op, eller hvad vi spiser, der er med til at give et billede af, hvordan man får det bedre?“

“Gid den sten havde knust mit hoved i stedet”

Oprindeligt havde Anne-Louise Bachmann ikke lyst til at bruge dagbogen. Men hendes mor, som parret boede hos på daværende tidspunkt, foreslog at lægge bogen på et bord i stuen. Så kunne de skrive aftaler og huskelister til sig selv og hinanden, samtidig med at de mennesker, som kom forbi, kunne skrive en hilsen. Der gik to uvirkelige dage efter Noams død, så havde Anne-Louise Bachmann taget bogen til sig.

“Gid den sten havde knust mit hoved i stedet,” skrev hun bagerst i bogen.

Bagerst fordi hun var bange for, at nogen af dem, der skrev en hilsen, ville læse det, hun betegner som sine ”forfærdelige tanker”. De pårørende var også ramt af sorg, og derfor skulle de ikke oven i det forholde sig til hendes ønske om, at hun var død i stedet. Sådan fortsatte hun, dag for dag. Forrest i bogen skrev de parrets aftale med bededamen, hvornår hun skulle købe tøj til begravelsen, hendes kæreste Benjamins liste over, hvad han gerne ville de første dage og tidspunkt for begravelsen. Bag i bogen stod alt det, der foregik i hendes hoved.

Den 18. juni 2016, tre dage efter Noams død, skrev hun:

“Jeg sad alene udenfor i to timer i morges, mens de andre sov. Jeg ville ønske, at jeg kunne mærke ham, at han var i vinden, i skyerne, i træerne og i fuglene. Han skal være hos mig. Vi er så udkørte. Jeg må ikke være alene med mine tanker.”

En mor uden sit barn

Hendes dagbogsskriveri greb om sig, og snart havde hun skabt sig et fast holdepunkt og en rutine midt i det kaos, hendes hverdag var blevet splintret til, nu hvor hun var en mor uden sit barn, en familie med kun en mor og en far.

“Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg glemte, og jeg kunne mærke, at jeg havde behov for at kunne huske det hele om nogle år. Jeg ville kunne fortælle mine fremtidige børn, hvad der faktisk skete. Jeg ville være sikker på, at jeg aldrig nogensinde ville glemme den tid, som jeg inderst inde bare ville ønske forsvandt fra mit liv.”

Når hun i dag læser tilbage i sine dagbøger, finder hun det med egne ord absurd og ubegribeligt, hvordan hun og kæresten Benjamin Rasmussen havde det. De stod midt i en flytning, planlagde begravelse og susede rundt og valgte blomster, kiste og hvilke tøjdyr og ting, Noam skulle have med sig i kisten. Samtidig med at de havde det helt forfærdeligt. Alligevel drev rastløsheden dem ud og afsted. Benjamin kørte i Ikea eller Elgiganten efter ting til deres nye hjem. Hun gik i genbrugsbutikker og snusede efter loppefund. Det var sommerferie, og det studerende par havde fri fra studierne.

“Vi lavede alt muligt hele tiden, ingen kunne se på os, at vi lige havde mistet. Men vores hjerner og kroppe skreg bare af afsavn og smerte.”

Hårdt arbejde for pårørende

Få dage efter Noams død startede parret i et intenst psykologforløb. Hvilket Anne-Louise Bachman som udgangspunkt ikke brød sig om. Det var for hårdt og for udmattende at skulle tale om og forholde sig til det, hun allerhelst bare ville vågne op og have glemt. Men hun opdagede, hvordan det hjalp hende at kunne tale frit og sige alt det, hun ellers gemte til dagbogens bagerste sider. Uden at skulle tage hensyn til andres sorg over samme tab. Og med tiden gik hun helhjertet ind i arbejdet med sit traume, sin sorg og sig selv. Hun betegner psykologforløbet som parrets “store healing”.

Det, og så de venner og familie, som nærmest instinktivt vidste, hvad de havde brug for.

“Vi havde venner, der tog på sig, at hvis man skal være der for nogen, der har mistet, kræver det, at man sætter sig selv til side i en periode.”

Det var hårdt arbejde, indrømmer hun, for det sorgramte par kunne ikke tage stilling til noget som helst.

“De sagde for eksempel: Jeg sidder her, imens du ser fjernsyn, og så kan du sige, hvis jeg skal gå. Jeg hadede, at der var mennesker hele tiden, men jeg kunne ikke være alene.”

Og lige netop det – at kunne få, men også modtage den rigtige hjælp – er grunden til, at Anne-Louise Bachmann står, som hun gør i dag. Stadig sammen med Benjamin Rasmussen, som ikke tog livet af sig i sin sorg, som hun i starten frygtede, han ville gøre. Med tre børn, en død og to levende på henholdsvis to år og fem måneder, som er kommet til siden. Med overskud, styrke og en tro på, at hendes erfaringer i sorgen kan hjælpe andre.


Om Anne-Louise Bachmann:

Hun er 26 år, digital konceptudvikler og på barsel med Kalvin Bror på 5 måneder, som er lillebror til Anker Bror på lidt over to år – og Noam, som er død. Anne-Louise Bachmann er gift med Benjamin Rasmussen, som er 27 år og studerer til skov- og landskabsarkitekt. Parret bor i Jægersborg.

Dagbogsindlæggene på bloggen ‘Jeg lever med døden’ følger Anne-Louise Bachmann op med en podcast (som også kan findes på bloggen), hvor hun reflekterer over sin sorgproces, de mennesker der deltog i den, og hvilken betydning de har haft og har.

Find mere om
Footer graphics